Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

22. juli 1999

Nafusterne
Harald Bergstedt der blandt meget andet var afholdsbevægelsens store skjald, skrev en sang til Nafusterne. I et af versene hedder det:
Når den blanke kafé står i glans som en borg,
hvor der jubles om skåler og vin -
i dens humbug af glans males skæbner til sorg,
males evner til død og ruin.

Henning Sørensen, læserdebat, Information

Om at bryde grænser
14. JULI - Trendforsker Henrik Vejlgaard har i Berlingske Tidende fremsat følgende teori: "Livet i den vestlige verden er meget let forudsigeligt - blottet for spænding. De unge må derfor selv opfinde ting, der er grænseoverskridende. Extacy, amfetamin og andre hallucinerende stoffer er en af måderne at bryde samfundets kedelige og veldefinerede grænser på."
At livet er let og forudsigeligt, gælder muligvis de samfundsklasser, hvor Henrik Vejlgaard færdes; men det gælder ikke den samfundsgruppe, jeg tilhører og har viet mit liv og mit faglige og politiske virke til at kæmpe for: De ufaglærte arbejdere, hvis liv ofte er særdeles vanskeligt og uforudsigeligt. Så i det omfang unge fra SID-hjem benytter sig af de nævnte stoffer, er det snarere for at flygte fra usikkerheden. Men hvad enten brugen af djævelskabet skyldes overklassens luksusproblemer eller arbejdernes barske realiteter, så er det den dårligst tænkelige måde at bryde grænser på. Dette gælder også langt den almindeligste måde at flygte fra virkeligheden på: Alkoholindtagelse. En langt mere konstruktiv måde at 'bryde grænser' på, vil være at bekæmpe samfundets almindelige brug af rusmidler. Et forbillede til et sådant konstruktivt ungdomsoprør kan hentes i Danmarks Afholdsforenings ungdomsafdeling på Nørrebro i København i 1930'erne.
Nafusterne kaldte de sig. Pilsnere var i deres terminologi idiotvand. Om natten satte de plakater op med tekster som: Øl er gift og Druk er dumhed. Glyptoteket kaldte de: 'Den ukendte drankers grav', de holdt mælkefester, der gav genlyd over hele København, de holdt Sct. Hans-bål, hvor heksen, der blev flammernes bytte, var en dukke forestillende Carlsbergbryggeriernes grundlægger, ølbrygger Jacobsen. De indrykkede annoncer i aviserne med tekster som: 'En kat har ni liv, du har kun et, hvorfor ødelægge det med sprit?' En sådan form for ungdommelig grænse-sprængning er der langt mere perspektiv i, end den fantasiløse Henrik Vejlgaard beskriver i det indledningsvist citerede.
Nu som i 1930'erne vil Danmarks Afholdsforening gerne danne moderskød for, og yde støtte til, et initiativ i slægt med Nafusterne!

Henning Sørensen
Redaktør-forfatter
Villa PAX
Irisvej 17
8600 Grenå

Tour de France
15. JULI - Jeg har holdt avisen siden 1957. På ledersiden fortæller I klart og rigtigt, at doping har kompromitteret sporten dybt. Og at det fortsætter.
Derfor er bagsideartiklerne over mange spalter om Tour'en hyklerisk lovprisning af cykelheltene. De er jo dopede. Vi ved det! Resultaterne er falske.
Hvorfor fortsætter Inf. så med at dyrke disse dopede helte? Med skriveriet er man med til at legitimere en sport, som skal gå ned for at dø, for så ad åre at komme tilbage med nye helte, og journalister med hovedet koldt og udopet.
Kald Jul Hansen hjem!
Der må være andre ting at fylde den knappe spalteplads med end dopede cyklister.

P. Maegaard
Sdr. Ydby
7760 Hurup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu