Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
19. juli 1999

En tragedie?
16. JULI - Ifølge Informations leder den 15. juli vidner dette års søgemønster til de videregående uddannelser om, at jeg skulle have haft succes med en række restriktioner, der skal "piske" de unge igennnem uddannelsessystemet hurtigere end hidtil. Det hævdes, at midlerne blandt andet har været en stramning af SU-reglerne samt en indskrænkning af Kvote II-systemet.
Påstanden, om at der er sket stramninger af SU-reglerne, er ganske enkelt forkert, og med de gradvise ændringer i kvotesystemet er det alene hensigten at undgå, at det er optagelsessystemet, der i sig selv tvinger de unge til at udskyde deres studiestart. Ændringerne betyder jo samtidig flere studiepladser i kvote 1, så de studerende selv kan vælge om de vil hurtigt i gang, eller om de vil vente.
Det er altså en myte, når det hævdes, at der i SU- eller kvotesystemet er indført ændringer, der tvinger de unge i gang med - eller igennem - en videregående uddannelse. Jeg er helt enig i, at det også er vigtigt med andre erfaringer end dem, man finder i pensum, men at der skulle ligge en græsk tragedie skjult i at flere unge har søgt ind på en videregående uddannelse, det har jeg svært ved at se.

Margrethe Vestager
Undervisningsminister

Svane-sang
15. JULI - Henrik Svane føler sig stødt over, hvad han kalder en "uberettiget" kritik af Det Radikale Venstres udlændingspolitik (Inf., den 30. juni 1999). Det er især venstrefløjen - SF og Enhedslisten - Svane føler sig generet af. Det er vi da kede af. Men vi må samtidig fastholde, at det er helt og aldeles selvforskyldt!
Indtil 1993 var der næppe nogen, der var i tvivl om, hvor de radikale stod i udlændingepolitikken. Så fik vi en ny regering under socialdemokratisk ledelse og med radikal deltagelse. Og siden er den radikale profil på dette område blevet noget mere grumset - for nu at sige det meget mildt. Faktisk er det sådan, at samtlige stramninger og forringelser af Udlændingeloven siden Nyrup-regeringen kom til - og det er en del - er blevet bakket op af de radikales tryk på den grønne knap ved afstemningerne. Samtlige!
Det absurde er , at hvis regeringen ville, så kunne den finde et rimeligt bredt flertal for en anstændig udlændingepolitik. CD, Kristeligt Folkeparti, SF og Enhedslisten har gang på gang erklæret sig klar til at lægge stemmer til en human udlændingepolitik. Men regeringen vil ikke. I stedet har den gennemført stramning på stramning i samarbejde med V og K og til glæde for Dansk Folkeparti og den magtfulde "borgmesterfraktion" i Socialdemokratiet.
Når det gælder Integrationsloven, så er den ganske rigtig på nogle områder et fremskridt. Men det ændrer jo ikke ved, at den skæmmes af diskrimination (lavere ydelse end til danskere) og stavnsbinding (bopælspligt). Det har Enhedslisten gjort opmærksom på længe. Det samme har NGO'er. Og på det seneste har en række folk i kommunerne, som skal bruge loven i praksis, også sagt fra.
Kernen i venstrefløjens kritik af Integrationsloven handler om forskelsbehandlingen. Det er vi imod. Konkret fordi forskelsbehandling lige præcis modvirker integration. Og mere principielt fordi hvis man først åbner op for diskrimination af en - mindre og politisk svag - gruppe af befolkningen, hvem bliver så de næste? Sådanne tanker burde ikke være Det Radikale Venstre fremmede

Søren Søndergaard
MF for Enhedslisten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her