Læsetid: 2 min.

Læserdebat

Debat
2. juli 1999

Nyrup og UCK

27. JUNI - I Norge smykkede Quisling sig efter statskuppet i 1940 med titler som statsminister og ministerpræsident, hvilket der naturligvis ikke var skyggen af dækning for. Det sker i øvrigt ikke så sjældent, at diktatorer smykker sig med stjålne fjer. F. eks. har stratenrøvere og banditter i Afrika endog udstyret sig selv med kejsertitel.
Modsat har folkelige ledere af frihedsbevægelser uden officiel autoritet, i nogle tilfælde spillet en betydelig rolle, som regeringer med nogenlunde demokratisk image har plejet inofficiel diplomatisk kontakt med.
Nu har Nyrup Rasmussens diplomati svunget sig op til nye højder. Ved mødet med UCK-manden Hashim Thaci gav Nyrup ham, stik imod dansk sædvane, og til iagttageres store forbløffelse, en statsmands modtagelse under et ophold i Danmark. Nyrup bukkede servilt for Thaci og titulerede ham Prime Minister.
Samtidig med NATO-agressionen mod Jugoslavien, var Europol ved at lægge sidste hånd på en rapport, som dokumenterede, at UCK var indblandet i omfattende narkohandel og prostitution over hele Europa, og som bekendt af flere landes efterretningstjenster har fået prædikatet terrorister.
Fork. af red.

Peter Larsen
Neergårdsparken 14, 1.tv.
4000 Roskilde

Kære Arends

28. JUNI - Bedre sent end slet ikke. Tak for dit gode indlæg i Information den 11. juni. Jeg kunne ønske, at jeg selv havde skrevet det.
Tidligere har jeg fabrikeret en del læserbreve, men af og til bliver man, hvad man ikke burde blive, træt.
Og så tænker jeg, som en påmindelse eller bebrejdelse til mig selv, på Arnulf Øverlands digt Du må ikke sove.

Edle Andersen
Skovledet 20
3400 Hillerød

Autisme

27. JUNI - Hvilken tilgang har Jørgen Steen Nielsen til autisme, når han fuldstændigt uden videre forklaring, gennem citater af Enzenberger, sammenligner en lille handicapgruppe med krigsliderlige millitærpsykopater?
Her er et citat fra artiklen '100 år for barbariet': "Gerningsmændene er blevet 'autister', siger Enzenberger. Ikke drevet af overbevisninger, men af blindt had og destruktions- trang".
Nu kan jeg forsøge at forklare Jørgen Steen Nielsen at autistisk er ikke noget man bliver af at gå ind i destruktivt millitærmaskineri. Autisme er betegnelsen for et medfødt handicap - ikke noget man kan blive. En millitærmand kan allerhøjest opnå at blive psykotisk - men ikke autistisk. En autist kan godt blive psykotisk men aldrig - jeg understreger aldrig, nogensinde blive millitærmand.
Det er absurdt og barokt at sætte autister analogt med krigsmænd af diverse typer. Det er for alvor intellektuelt ordmisbrug og begrebsforvirring, når den lille gruppe med et livslangt handicap bruges som beskrivelse af krigsmænd. Dermed fremstår artiklen i Informations weekendudgave som en beskrivelse af den dekadente civilisations egne beskrivere, der endnu har meget langt at gå hvad angår hjerte og ydmyghed.

Eva Kjeldsen
Mor til 3-årig dreng med gennemgribende udviklingsforstyrrelse i det autistiske spektrum.
Hørdumsgade 53, st. tv.
2450 København SV

Måske har John Iversen ret

Jelved var kaldt i samråd af Kurt 'Profil' Strand om nationaløkonomi & euro. Fruen gad sympatisk nok ikke spilde tid på at diskutere afstemningsdatoer. Lige så indtagende bedyrede hun sin tro på, at vælgerne er på intellektuel omgangshøjde med såvel hende som Strand. Hvad er da euroens essens? Jo, det bliver lettere at turiste i Euroland.
Jeg er ikke for klog, men det bekymrer mig på nationaløkonomiens vegne, at en minister og en spinatfugl heller ikke er det.

John Henriksen, eurotiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her