Kronik

Løfte om gældslettelse

15. juli 1999

G7-landenes aftale om gældslettelse for de fattigste lande er ved nærmere eftersyn tomme løfter

Økonomi & PolitiK
I weekenden den 18-20. juni tog lederne af verdens mægtigste lande på deres topmøde i Köln initiativ til at gøre noget, der virkelig vil gavne nogle af verdens fattigste mennesker. Efter flere års nølen blev G7-landene langt om længe enige om at eftergive mere af de fattigste landes gæld. Måske ser vi nu endelig begyndelsen til enden på en krise, der har bidraget til global fattigdom og udvidet kløften mellem rige og fattige lande. Når man lyttede til de offentlige udtalelser fra G7-lederne, kunne man tro, at alt nu var i den skønneste orden. Den britiske premierminister Tony Blair beskrev beslutningen som "det største skridt fremad i bestræbelserne for at hjælpe de fattigste lande, vi har set i mange år." Det amerikanske finansministerium udråbte initiativet til "en sejr for de fattigste lande." Så kan aktivisterne i gældslettelseskampagnen Jubilee 2000 altså klappe sig selv på skulderen, lægge plakaterne væk og se sig om efter andre græsgange?
Ikke helt. Trods de fremskridt, der kunne registreres i Köln, er der stadig alvorlige problemer. Overskrifterne har overdrevet de reelle resultater, der er ikke enighed om, hvordan den nye ordning skal finansieres, og den politiske vilje glimrer ved sit fravær. Dertil kommer det gamle problem med at sikre, at gældslettelsen bliver brugt til de rigtige formål. Topmødet i Köln knæsatte det princip, at de penge, der spares i tilbagebetaling af gæld, skal bruges på områder som sundhed og uddannelse. Men hvordan skal det gå til i lande, der lider under den dødbringende kombination af dybt korrupte regeringer på den ene side og Den Internationale Valutafonds (IMF) variant af monetaristisk sparepolitik på den anden?
Det påtrængende behov for at gøre ende på gældskrisen kan ikke overvurderes. Hver eneste dag dør over 11.000 børn i de 40 gældsplagede fattige lande i Afrika syd for Sahara og andre underudviklede regioner, og de fleste af dem kunne reddes ved forholdsvis enkle og billige investeringer i sundhedsvæsenet. Samtidig bruger disse landes regeringer omkring fem gange så meget på at tilbagebetale gæld som på elementær sundhedsforsorg. Desuden har offentlige besparelser ødelagt infrastrukturen på uddannelsesområdet. Omkring 50 millioner børn går ikke i skole, og mange flere sidder i deres klasseværelser uden bøger og blyanter. Alligevel bruges der dobbelt så meget på tilbagebetaling af gæld som på grund-skoleundervisning.
I årevis har de industrialiserede lande lovet at gøre noget ved gældsproblemet, men det er stort set blevet ved løfterne. Vil det blive anderledes nu?
Tag f.eks. tallet 100 milliarder dollar, der er blevet nævnt. Hvis man ser bort fra lidt kreativ bogføring, som f.eks. at medregne støtte til koncessionsindehavere, er den reelle gældssanering kun omkring halvdelen af det påståede beløb. I bedste fald vil initiativet fordoble den nuværende gældslettelse - men der er brug for langt mere. Desuden er der ikke opnået enighed om, hvordan den nye aftale skal finansieres. Japan, Frankrig og USA har allerede antydet, at de ikke vil betale regningen. Man kan derfor forvente, at de vil benytte sig af den enkle fremgangsmåde at overføre penge fra bistandsbudgetterne, som i forvejen er de laveste i ti år, eller at lade lande som Danmark og Storbritannien betale for saneringen af den franske gæld.

Hvad vil Köln-initiativet da komme til at betyde for de fattige samfund, der lider under gældskrisen? Det afhænger dels af, hvor store ressoucer der frigives, dels af, hvad regeringerne vil bruge de sparede beløb til. Det nye initiativ indebærer, at mange lande vil komme til at spare mange penge, men det er ikke nær vidtrækkende nok. I gennemsnit vil de gældsplagede lande stadig overføre mere end en femtedel af deres begrænsede indtægter til kreditorer i rige lande. Kort sagt vil gælden stadig være en barriere for udviklingen.
Mozambique er et godt eksempel: Med den nye ordning står landet til at spare omkring 20 millioner dollar af renter og afdrag på omkring 98 millioner om året. Den dårlige nyhed er, at landet fortsat skal overføre 75 millioner dollar til udenlandske kreditorer - mere end det sammenlagt bruger på elementær sundhedsforsorg og grundskoleundervisning. På samme måde vil Burkina Fasos renter og afdrag falde med over en tredjedel til 30 millioner dollar. Det er mindre end de årlige lønudgifter for fodboldklubben Manchester United, men mere end Burkina Faso bruger på elementær sundhedsforsorg, vand og kloakering. I et land, hvor under halvdelen af børnene er vaccineret, og hvor 70 procent mangler adgang til rent vand, er det uacceptabelt.
For nu at vende tilbage til Gandhis udfordring: Kan lederne af verdens rigeste lande med god samvittighed se på, at hvert femte barn i Mozambique ikke bliver fem år? Kan de se på de millioner af afrikanske børn, som ikke går i skole, og fortsat kræve, at tilbagebetaling af gælden går forud for retten til uddannelse?
I en civiliseret økonomisk verdensorden ville svaret være nej - og G7-landene er nødt til at gøre det bedre. Men kreditorerne har ikke hele ansvaret. Mere gældslettelse garanterer ikke i sig selv, at de fattige kommer til at høste fordelene. Besparelserne kan let finde vej ind på korrupte politikeres udenlandske bankkonti eller blive brugt til at købe militært udstyr. Derfor er det nødvendigt at stille strenge betingelser.
De gældsplagede landes regeringer må forpligtes til at fremlægge planer for, hvordan de vil overføre de sparede penge til investeringer med sigte på at mindske fattigdommen, og de må sandsynliggøre, at planerne også vil blive ført ud i livet. Uganda har vist, at det kan gøres. Her har regeringen brugt pengene til at finansiere et ambitiøst program for gratis grundskoleundervisning til alle børn. I løbet af to år er over to millioner flere børn kommet i skole.

Nogle hævder, at ethvert forsøg på at stille politiske betingelser til skyldnerlandenes regeringer er udtryk for utilsløret nykolonialisme og en krænkelse af de pågældende landes politiske suverænitet. Den slags populistisk nonsens er sød musik for korrupte politiske ledere, men det hjælper ikke de fattige. I en verden, hvor der er færre og færre økonomiske ressourcer til udvikling, er det afgørende, at de sparede penge kanaliseres direkte til hospitaler, grundskoler og rent vand, ikke til nye Mercedes-biler og private bankkonti. For at sige det ligeud har vi ikke krævet gældslettelse for at være med til at finansiere nye guldvandhaner til Daniel arap Mois badeværelse.
Det afgørende spørgsmål er ikke, om gældslettelsen skal gøres afhængig af skyldnerlandenes egen indsats - det er, hvilke betingelser der skal stilles. I øjeblikket er kriteriet, om de pågældende lande gennemfører IMF's programmer, hvoraf mange har haft rystende konsekvenser for folks levebrød og adgangen til sundhed og uddannelse.
At sætte IMF til at kontrollere initiativer med henblik på gældslettelse svarer til at lade Lucretia Borgia skænke drinks ved et selskab. Desværre er det netop det, Köln-initiativet går ud på, og det bekræfter endnu en gang, at IMF er blevet en hellig ko for G7-landenes finansministerier. Den globale kampagne for gældslettelse står over for to vigtige udfordringer. For det første må det sikres, at de meget reelle fremskridt virkelig bliver til gavn for de fattige. Det vil bl.a. sige, at IMF skal fratages hvervet som kontrollør. For det andet skal der sættes mere fart på. G7-landene og de andre kreditorer er gået halvvejen hen imod en varig løsning på gældskrisen, og nu må de presses til også at gå det sidste stykke. Vore politiske ledere må se nøje på de mennesker, hvis liv bliver ødelagt af gældsbyrderne - og de må have visdommen og modet til at sige: "Nu er det nok."

Kevin Watkins er rådgiver i den internationale u-landsorganisation, Oxfam

Oversat af Birgit Ibsen.

APROPOS
Spin i Köln-aftalen

Reformerne fra Köln er et led i initiativet med det noget kluntede navn HIPC (Heavily Indebted Poor Countries), som blev indledt i 1996. Hidtil har resultaterne - ligesom ved tidligere projekter af samme art - været ynkelige. Kun tre af omkring 40 udvalgte lande har fået deres gæld reduceret; og de beløb, de har sparet, har været latterligt små. Uganda - det første land, der kvalificerede sig til at deltage i programmet - befinder sig nu igen i en uholdbar situation. Nogle lande - f.eks. Mali og Burkina Faso - ser ikke ud til at spare noget som helst. I den nye plan er 33 lande øremærket til en bedre ordning. I stedet for at skulle opfylde to IMF-programmer i en seksårig periode vil de få støtte efter tre år. Desuden har kreditorerne sænket tærsklen for et bæredygtigt forhold mellem gæld og eksport fra 200-250 procent til 150 procent. Det peger altsammen i retning af, at de udvalgte lande hurtigere vil opnå en større gældsreduktion. Så vidt så godt. Men når man går om bag overskrifterne, står det klart, at G7-landenes finansministerier har markedsført Köln-aftalen med mere spin end en Pete Sampras-serv i Wimbledon. Indholdet er forsvundet i mediepropagandaen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu