Kronik

Løn til nazismens slavearbejdere

26. juli 1999

Tidligere tvangsarbejdere volder Schröder-regeringen problemer. Erstatningskrav i milliardhøjde mod tyske virksomheder. Status op til ugens vanskelige forhandlinger i Bonn

Historisk set
Et voldsomt skybrud spærrede Gerhard Schröder inde i limousinen, da han tirsdag den 13. juli ankom til koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar, så besøget i lejrmuseet og mindehøjtideligheden blev voldsomt forsinket. Men kansleren benyttede tiden, mens regnen væltede ned, til en grundig snak med museumsleder Volkhard Knigge. Schröder har problemer internationalt med tidligere KZ-fanger, der sagsøger tyske firmaer og rejser erstatningskrav. Og Knigge var tre dage forinden vært for en konference, hvor forskere fra en række lande og ofrenes organisationer drøftede netop dette emne. Politikeren har - langt om længe - indset, at han behøver historikerens hjælp.
Spørgsmålet om erstatning til nazi-tidens tvangs- og slavearbejdere er blevet en belastning for Schröder. Nylig har han måttet fjerne sin højrehånd, vicestatsminister Bodo Hombach, fra regeringen. Hombach - 'troldmanden' bag SPD's valgsejr i september og partiets ny, erhvervsvenlige politik - havde ansvaret for forhandlingerne mellem forbundsregeringen, industrien og ofrenes repræ-sentanter. Men trods hyppige møder stod de i stampe, og presset på Tyskland voksede.
Det begyndte ellers godt sidste forår. En gruppe israelske overlevende fra Volkswagens KZ-lejre bebudede en retssag i Tyskland for at få udbetalt den løn, man havde snydt dem for, og hvor tysk industri hidtil blankt havde afvist sådanne krav, mødte de pludselig imødekommenhed. Et retskrav kunne firmaet ikke anerkende, men det ville betale en humanitær ydelse i anerkendelse af sin historiske og moralske medskyld i forbrydelserne. Beslutningen gav Schröder goodwill, for som ministerpræsident i delstaten Nieder-sachsen - Volkswagens største aktionær - sad han i koncernens tilsynsråd. Den bragte ham tættere på De Grønne og var med til at bane vej for regeringssamarbejdet. En bodfærdig omgang med den nazistiske fortid og erstatning til ofrene, har nemlig altid været en grøn mærkesag. Schröder fulgte op med utvetydige løfter om, at han ville sørge for en hurtig løsning på hele erstatningsspørgsmålet, når han kom til magten. Så iagttagere undrede sig, da intet skete efter regeringens dannelse.

Tyskland høstede ellers almindelig anerkendelse for sin positive rolle på den internationale konference om Holocaust-epokens åbne formue-spørgsmål i Washington i december 1998. Man hjalp med at opklare Det 3. Riges røveri af guld fra besatte lande og - mest jødiske - private, samt etablere en interna-tional mekanisme til opsporing og returnering af røvede kunstgenstande til de retmæssige ejere. Tyskland har også givet ejendomme, som under nazismen var blevet fratvunget de jødiske ejere tilbage til dem eller deres efterkommere. Og landet fik ros for sin store oplysningsindsats om nazismen og Holocaust.
Men om erstatning til de nazistiske tvangs- og slavearbejdsprogrammers ofre var der tavst. Spørgsmålet var ikke på dagsordenen. De ubemidledes krav havde ikke den samme bevågenhed hos værterne, USA's regering, som de velhavendes, og State Department vedgik åbent, at styrkelse af privatejendomsretten og privatisering af socialiseret ejendom i Østeuropa var et bagvedliggende mål. Måske betragtede man også - efter et halvt århundredes tysk afvisning af alle krav - erstatning til tvangs- og slavearbejderne som den hårdeste nød at knække.
Schröder kunne have brugt konferencen til at signalere en ny kurs på det område, men gjorde det ikke - end ikke, da spørgsmålet direkte blev bragt op fra britisk, socialdemokratisk side.
I begyndelsen af 1999 kom der alligevel bevægelse i tingene, takket være de overlevende. De israelske eks-fanger fik i februar hver 10.000 DM fra Volkswagens til lejligheden stiftede humanitære fond. Men allerede sidste sommer, da det blev kendt, at koncernen havde bøjet sig, truede andre tidligere KZ-fanger også 'deres' firmaer med retssag, og flere af disse erklærede at ville betale. I USA bebudede overlevende såkaldte class action lawsuits mod tyske firmaer.
Amerikansk retspraksis gør det muligt for overlevende, der først fik amerikansk statsborgerskab efter krigen, at anlægge sag mod udenlandske firmaer for krænkelser, der er begået mod dem af fremmede statsborgere i et fremmed land. Har firmaet i dag aktiviteter i USA, kan det pålægges erstatningsansvar. Og retssager kan 'bundtes' til class action lawsuits, så afgørelsen i nogle få individuelle sager sætter niveauet. En dom i forrige uge over General Motors, hvor seks ofre for bilbrande, der skyldtes konstruktionsfejl, blev tilkendt 4,9 milliarder (!) dollars i erstatning, viser potentialet i den type retssager.

Det var truslen om sådanne retssager - mere end egentlig erkendelse af det forkastelige i at fungere som Hitler-diktaturets hæler og berige sig på Holocaust-ofres bekostning - som fik de store schweiziske banker til at indgå forlig og oprette et fond på 2 milliarder schweizerfrancs, som netop er begyndt at udbetale erstatning, bl.a. til tvangs- og slavearbejdere ved schweiziske firmaers datterselskaber i Tyskland.
Under indtryk af den schweiziske skandale, der havde skadet landets og dets bankvæsens anseelse enormt, stod en række tyske koncerner frem og erklærede, at de ville medvirke til en løsning af spørgsmålet om betalinger til de tidligere tvangs- og slavearbejdere. Volkswagen og Siemens, der var startet på udbetalinger på egen hånd, var med igen, og nu også Daimler-Chrysler, BMW, de største tyske banker og forsikringsgiganten Allianz m.fl.
I april proklamerede 16 storkoncerner at ville danne et 'fond for erindring, ansvar og fremtid', men satte megen goodwill til ved at offentliggøre et udkast til statut, som langtfra lagde op til en hurtig, ubyrokratisk løsning. Kun tvangs- og slavearbejdere, der havde været mere end seks mdr. i tysk fangenskab, skulle have penge, og alle tidligere ydelser - incl. statslig erstatning for invaliditet - skulle trækkes fra.
Ønsket om at begrænse udbetalingerne mest muligt slår klart igennem, idet forslaget opererer med en høj sats til overlevende i lande med vestlig levestandard, en lavere til dem, der bor i de østeuropæiske lande og Israel, og en endnu lavere til flertallet, der bor i SNG-staterne. Beløb har industriens repræsentanter dog til dato ikke villet sætte på.
Hombach sammensatte sin delegation af bar industrifolk. Ved intet andet at tilbyde end deres forslag, krydret med en grovkornet retorik, der passede dårligt til det enorme mål af menneskelig lidelse, sagen handler om, fik han gjort sig så umulig, at Schröder måtte fjerne ham og anbringe ham i EU's kriseløsningsstab i Kosova.
Den seneste forhandlingsrunde her i Washington torsdag den 15. juli endte dog i forsigtig optimisme. Historikere havde grebet ind, og ofrenes organisationer var kommet med i en dialog. Forbundsregeringens rådgiver, professor Lutz Niethammer (Jena), skaffede sig på Buchenwald-konferencen rygdækning blandt sagkyndige for et udspil:
Ved at tage udgangspunkt i omfanget af lidelse og mishandling, ikke i etnisk herkomst eller nutidig bopæl, kan de mange forskellige grupper samles i to kategorier: A) slavearbejdere og B) andre tvangsarbejdere. Af kategori A skønnes 150-200.000 endnu at være i live, af kategori B 3/4 mio. På det grundlag enedes man d. 15. om, at alle i én kategori skulle have samme betaling - som et engangsbeløb, ikke som pensionsrater. Og at kategori A skulle have mest og først.
Schröder har således haft grund til at glæde sig, da han om tirsdagen - i regnen i Buchenwald - lod sig informere om den historikerkonsensus, som Niethammer torsdag ville præsentere i Washington. Men havde han allerede for et år siden, da han afgav sit løfte om en hurtig løsning på problemet, eller for et halvt år siden, da han overtog regeringsmagten, bedt de historiske specialister afklare, hvem og hvor mange der egentlig skal have penge, og havde han skaffet sig politisk opbakning til det forbundsfond, som skal betale til de mange tvangs- og slavearbejdere, som ikke arbejdede for industrien, men for Værnemagten, kommunerne og tysk landbrug, ville Tyskland have fremstået som mere troværdigt.
Tidligere på året satte kansleren den 1. sept. (60-årsdagen for det tyske angreb på Polen) som frist for en afklaring. Om den kan holde, vil næste forhandlingsmøde vise.
Med udpegelsen af tidligere økonomiminister Otto Lambs-dorff (FDP) til at lede det videre forløb, turde chancen herfor være blevet styrket. Mødet foregår i Bonn på torsdag den 29. juni.

*Therkel Stræde er historiker, gæsteforsker ved Edmund A. Walsh School of Foreign Service, Georgetown University, Washington DC

Apropos - OM TYSK SLAVEARBEJDERERSTATNING

Cirka 2-300 danske ofre for nazismen vil få penge, hvis den tyske forbundsregerings og industriens to fonds realiseres, og Washington-mødets kategorier lægges til grund:
Slavearbejdere (kat. A):
Alle, som deporteredes til KZ-lejre (herunder Theresienstadt), fængsler og tugthuse i Tyskland, samt alle jøder, som blev spærret inde i ghettoer og tvangsarbejdslejre i det tysk-besatte Østeuropa. Industrien kræver en minimumsgrænse på 6 mdr. indespærring, hvad ofrene afviser.
Cirka 6.000 danske fanger blev deporteret til Tyskland; cirka 600 omkom. Nulevende eks-fanger og jøder, der blev ramt af forfølgelse i andre tysk-besatte lande og siden er flyttet til Danmark, vil få det høje beløb.
Tvangsarbejdere (kat. B):
Civilarbejdere, mest fra Østeuropa. De blev deporteret og diskrimineret, men levede ikke under permanent livstruende omstændigheder. De vil modtage et lavere beløb.
Danske Tysklandsarbejdere kommer ikke i betragtning, for de blev ikke deporteret med våbenmagt. De, der blev sat i såkaldte arbejderopdragelseslejre, får dog muligvis erstatning, for selvom opholdet der var kort, var behandlingen KZ-agtig i brutalitet. Cirka 80 danskere omkom i den slags lejre, godt 400 overlevede.TS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu