Kronik

Hvor blev luderne i Havanna af?

31. juli 1999

På Cuba kæmper man mod, at fordums storhedstid i 1950'erne som amerikanernes forlystelsesparadis skal vende tilbage. Men det har ikke fjernet de flotte piger fra gaderne helt, heldigvis.

Lørdagskronikken
Nu var det ikke på grund af de chokerende mængder af ludere, at jeg tog tilbage til Cuba igen i år. Slet ikke. Den slags har overhovedet ikke min interesse. Og det er ikke, fordi jeg foragter cubanske kvinder. Så langt fra. De er ualmindeligt smukke og meget veldrejede. Så godt som alle sammen. Og det rørte mig heller ikke en papand, at alle disse piger vimsede rundt i meget tætsiddende dragter og fremviste både bryster og bævende balder, der ikke blev hæmmet af hverken trusser eller bh. Og jeg misundte på ingen måde de ensomme mænd, der under mit forrige besøg for godt et år siden hang på Plaza de Catedrals terrasse og blev bommet for dyre drinks, som de hældte på unge lækre, lysebrune, langbenede piger, der som tak for opmærksomheden kyssede dem i nakken eller tog dem på deres behårede bryst.
Første gang jeg besøgte Havanna, var jeg drevet af drømmen om at opleve et af de sidste tilbageblevne socialistiske lande i verden. Se et samfund som blev prist for sit velfungerende sundheds- og socialsystem, veludviklede skolevæsen og berømte danse- og musikskoler. Mit andet besøg her i år var beregnet til, at jeg i fred og ro kunne gense alt det, jeg ikke nåede under min første visit i landet. Ikke desto mindre forbavsede det mig, at byen denne gang var som støvsuget for den førhen så blomstrende prostitution. Det virkede, som om samtlige ludere var skovlet ud af den cubanske hovedstad ( et udtryk der senere skulle vise sig at ligge meget nærmere sandheden, end jeg anede da tanken strejfede mig på ankomst-aftenen.)
Min mistanke blev allerede vakt, da jeg ankom til Havanna, meget forsinket, som vi også var det forrige gang vi fløj med CubanAir. Plaza des Armas lå næsten øde hen. Gaden foran Hemmingways gamle hotel Ambos Mondos var nærmest mennesketom. Byen så ud, som om den allerede var ved at gå til ro. En voldsom kontrast til forrige besøgs massive mur af smukke kvinder. En hastig arrangeret byrundtur inden vi gik til ro på hotellet ændrede ikke mit første indtryk. Uanset vores anstrengelser var det rent faktisk ikke til at få øje på en eneste luder i hele den gamle bydel. På Plaza de Catedrals terrasse, der før var et tætpakket og stensikkert mødested for den vestlige verdens enlige mænd og Cubas dollarsøgende piger, stod så godt som samtlige borde tomme.
Kun ved et enkelt eller to sad der en ensom mand og spejdede efter de piger der forrige gang havde fyldt så godt op i restauranten. Verdens bedst uddannede prostituerede, som Fidel Castro engang kom for skade at kalde dem, var som sunket i jorden. På værtshusene, hvor der før var blevet danset til langt ud på natten, var der nu langt mere stille og meget mere kedeligt. Ved årsskiftet 97/98 havde Havanna været ved at udvikle sig til netop det kæmpe bordel, som Fidel Castro og Che Guevara ville rense ud i med deres revolutionære kamp mod diktator Batista og hans amerikanske mafiavenner.
Den smukke drøm om et renere og socialistisk Cuba syntes dengang totalt at være gået i opløsning under jagten på amerikanske dollar. De små grønne sedler var efterhånden blevet en livsnødvendighed for den cubanske befolkning, hvis den ville have lidt mere end blot og bart bønner og ris morgen, middag og aften. Men nu var alt anderledes. Og forklaringen lå lige for: Fidel havde talt. Omkring nytårstid havde El Comandante løftet sin røst. Langt og fyndigt havde han læst politiet lektien. Og kernen i hans budskab var enkelt og umiddelbart forståeligt: Fidel Castro ville ikke længere finde sig i, at Cuba udviklede sig til et ludderkundernes paradis a la Thailand. Revolutionens perle i det caribiske hav skulle af økonomiske grunde gerne gæstes af ti millioner turister hvert eneste år.
Men ikke ti millioner enlige mænd der blev tiltrukket af cubanske kvinder til lavpris. Nu var regimets nøgleord formuleret som familieturisme. De udenlandske gæster, der er i besiddelse af de eftertragtede og livsnødvendige millioner af dollars, skulle for fremtiden gerne være glade vestlige familier, der kunne anbringes i det cubanske bounty-land, Vardero, 140 km øst for Havanna. Et indhegnet ferieparadis, hvor turisterne kunne nyde livet uden at blive konfronteret med den fattige cubanske hverdag. Et vand- og strandparadis hvor de ikke blev generet af de indfødte, der ganske enkelt blev transporteret ind til turistenklaven hver morgen klokken otte og ud igen inden midnat.

Og knap havde Castro over-stået sin timelange tale, før politiet gik i aktion. Iført splinternye uniformer og udstyret med moderne kommunikationsudstyr, motorcykler og vestlige biler til afløsning af de østtyske Lada'er, gik de effektivt og hårdhændet i gang med at rydde Havannas ludere af vejen. Spørgsmålet er, hvor alle de mange piger forsvandt hen? Er luderne blevet sendt tilbage til arbejdsløsheden ude på landet eller sat i spjældet, straffet som fjender af staten? Men uanset hvad der er sket med de prostituerede, så er kontrollen i Havanna vitterligt blevet skærpet. Politistatens effektivitet har bestemt stået sin prøve. Alle bliver konstant kontrolleret. På hvert gadehjørne er der oprettet kontrolposter. Og samtlige cubanere har at vise legitimationspapirer, så snart det bliver forlangt.
Vi oplevede selv, hvordan en pige blev tilbageholdt og kontrolleret. Hendes personlige papirer blev gransket ganske nøje af intet mindre end tre betjente. Og formentlig endte sagen med, at den grædende pige blev sendt tilbage til der, hvor hun hørte til. Formentlig et eller andet sted ude i landet, hvor det næppe er til at opdrive et job, men hvor man også skal bruge dollars til alle dagligdags fornødenheder som sæbe, vaskepulver, mælk til børn over syv år, kød etc. Men på mange måder er Havanna blevet en fredeligere by at færdes i. Men også mere kedelig. Værtshusene omkring de store pladser og hovedgaden Obispo gynger ikke længere af levende musik og letlevende kvinder. Samtidig færdes turisterne, takket være den cubanske regerings nyeste politiske tiltag, heller ikke længere i samme tal rundt i Det gamle Havanna.

Nu bliver de transporteret i samlet flok ind til hovedstaden fra Vardero-reservatet, 140 km uden for byen. Deres airconditionerede busser står parkerede på Havannas smukke strandpromenade Malecòn, mens turisterne bliver ført i gåsegang gennem byen anført og overvåget af en autoriseret guide. På turen får de forevist byens berømte pladser. De nyder måske en drink på taget af Hemmingways gamle hotel, besigtiger hans hotelværelse formedelst et par dollars, vandrer videre i gåsegang og under guidens kommando op ad hovedgaden Obispo og indtager nationaldrikken mojito i den gamle forfatters ynglingsrestaurant Floridita, hvor rommen på god kapitalistisk vis koster det tredobbelte af, hvad man må betale på mindre turistede steder.
Tilbage på Malecón bliver de gennet op i busserne igen og ført trygt til Vardero. Her er ingen reel mulighed for kontakt med cubanerne, en mulighed der i øvrigt også er blevet forbudt siden mit første besøg. For i kølvandet på Fidels bandbulle mod bordeludviklingen i Havanna, har det cubanske parlament vedtaget en lov, der ganske enkelt gør det strafbart for cubanere at omgås udlændinge. Hvilket i øvrigt gav sig det absurde udslag, at purseren i flyet til Havanna over højttalerne lod meddele, at det ifølge cubansk lov nu var forbudt gæsterne at fraternisere med personalet. Men da de første dages undren over, hvor de mange ludere var forsvundet hen havde lagt sig, kunne jeg igen give mig til at nyde Havanna og omegn i fulde drag.
Jeg opdagede, at der fortsat blev sunget og danset mange andre steder i byen. Få skridt fra turiststrøgene ligger kulturhusene, hvor der dagen igennem er en voldsom aktivitet. Hver dag strømmer byens unge ind ad porten for at danse, øve sig på drama, fremsige klassiske digte eller male og modellere. Og sammenlignet med den burhønsagtige behandling danske børn får i SFO-ordningen på vore skoler, var det en sand lise at sætte sig ind og se dem øve og optræde under kyndig og professionel vejledning af uddannede kunstnere. Og skønt der kom ualmindelig mange børn, og kulturhuset ikke var særlig stort, manglede der ikke professionelt personale til at tage sig af de enkelte børn. Der blev øvet drama med dem i små grupper, mens et stort kor på 15-20 børn dansede rumba under kyndig vejledning.
Og jeg oplevede noget så sært som en kulturkonkurrence. Helt almindelige børn og unge fra hele kvarteret mødtes i indbyrdes konkurrence om, hvem der var dygtigst til at danse, til at fremsige de klassiske værker eller spille udvalgte scener fra klassiske dramaer. Selv uden at være en ørn til sproget var det soleklart, at cubanske børn kan noget som danske børn mangler at lære.
De tør stå frem, de vover at åbne munden, de har lært at agere med hele deres krop, synge igennem og i det hele taget disciplinere sig, så resultatet ikke bliver en gang pinlig amatøroptræden, en efterligning af Spicegirls eller aerobic-kulturens småfascistiske fremtrædelsesformer. Det var også en sand fryd for øje og øre at besøge uddannelsesområdet i Playa, lidt uden for Havanna. Her har styret placeret samtlige kunstskoler i utroligt smukke omgivelser.
Et sted hvor det myldrede med liv. Teaterskolen, filmskolen, balletskolen, kunstakademiet er alle anbragt i et stort parklignende anlæg, der ind imellem kurserne give ro til meditation og samtale. Så alt i alt er der fortsat meget at se på, opleve og lære af i Cuba, hvis man altså er i stand til at se væk fra styrets politistatsmetoder og dets ret brutale faren frem mod modstandere. Og ingen kommer vel rigtigt til at savne luderne i Havanna. Ud over den cubansk-amerikanske Miami-mafia, som både modstandere og tilhængere af regimet mener, så småt er ved at få foden inden for i den cubanske hovedstad, hvor man nu også er i fuld gang med at renovere de gamle smukke huse. Huse der opkøbes af Cuba-amerikansk kapital.

Så der er ingen tvivl om, at Castros kamp mod luderne er første skridt i forsøget på at forhindre fortiden i et vende tilbage og atter engang omdanne Havanna til 'det store amerikanske bordel'. Om han vinder den, er en anden sag. Allerede på de sidste dage af mit ophold i den cubanske hovedstad dukkede de første ludere op på det mondæne Havanna Libré. Ikke som enkeltgående trækkerpiger, men pænt promenerende med, det der skulle se ud som deres brødre, fætre eller kærester under armen.
Tilbage står, at de cubanske piger fortsat hører til blandt verdens smukkeste. Fidel og Che's revolutionære kvinder er ikke en undertrykt kaste. Tværtimod er det stolte kvinder med masser af psykisk og kropsligt selvværd. Og uanset Castros indgriben over for prostitutionen er der ingen, som har det fjerneste imod, at man kigger.

Kjeld Koplev har netop, sammen med Marianne Koester, udgivet romanen 'Dollarbyen' på forlaget Haase og Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu