Kronik

Privilegerede ofre

1. juli 1999

Efter folkemordet i 1994 blev tutsierne udråbt til Afrikas jøder. En sammenligning, som kan fortolkes på flere måder

Økonomi & politik
For det første deler tutsierne skæbne med Europas jøder under nazismen. Mens nazisterne under Anden Verdenskrig udryddede seks mio. jøder, lykkedes det i Rwanda i 1994 for hutu-ekstremister - godt hjulpet af en panisk hutu-befolkning - at dræbe måske 800.000 tutsier. Tutsierne er en etnisk gruppe, som har et berettiget moralsk krav på omverdenens sympati. For det andet kan tutsierne sammenlignes med det moderne Israels jøder i den henseende, at de i det centrale Afrika er en lille, men stærk minoritet over for det store flertal af hutuer. I de to småstater Rwanda og Burundi udgør tutsierne et etnisk mindretal på omkring 15 procent. Alligevel dikterer tutsi-eliten udviklingen i Bu-rundi (som den altid har gjort), og i Rwanda som den har gjort før 1962 og igen efter 1994.
Dertil kommer, at tutsi-eliten er nært forbundet med Ugandas præsident Musevenis styre, og har interesser langt ind i det store naboland Congo, der er centrum for Afrikas første kontinentalkrig. Mange observatører er imponerede over tutsi-mindretallets styrke på slagmarken, men det er mere relevant at diskutere, om den aggressive fremfærd er den rigtige metode til sikring af et mindretals rettigheder, og om tutsiernes politik er fremmende for en stabil udvikling. Et undertrykt folk har altid ret til sympati, men det har ikke nødvendigvis ret i alt, hvad det gør.
I hvert fald er det bemærkelsesværdige signaler, Rwandas regering har udsendt det seneste år, uden at det har fremkaldt nævneværdige reaktioner fra det internationale samfund. Europæiske diplomater og en række internationale NGO'ere med solidt kendskab til afrikansk politik, har overfor undertegnede udtalt, at det er nærmest umuligt at komme i dialog med Rwandas regering om den post-folkemordspolitik, der dikteres fra hovedstaden Kigali. Tutsi-styret optræder kompromisløst og forventer, at omverdenens dårlige samvittighed fordrer om ikke aktivt tilsagn så tavs accept af tutsi-regeringens politik.
Den indstilling skyldes dels Rwandas tætte forhold til donor-kæledæggen Uganda og dels, at Ugandas præsident Museveni og Rwandas stærke mand Paul Kagame, af mange er blevet udråbt som repræsentanter for den ny generation af afrikanske ledere, der associeres med udvikling og vækst, og frem for alt stabilitet. Indtil for nylig tilhørte også Congos ny diktator Laurent Kabila denne kategori. Denne uofficielle udnævnelse er selvfølgelig mest udtryk for, at omverdenen så inderligt ønsker en positiv udvikling på det 'håbløse' kontinent, men konfliktpotentialet er ikke formindsket efter folkemordet i 1994, og problemerne løses ikke af diplomatiske henstillinger og gode ønsker for fremtiden!
Hvilket fører til det tredje sammenligningspunkt. Lige som det internationale samfund i stigende grad har sat spørgsmålstegn ved Israels hensynsløse besættelsespolitik over for dets palæstinensiske naboer, er det nødvendigt at forholde sig kritisk til Rwandas regering. Det er omverdenen imidlertid tilbageholdende med, særligt fordi tutsi-eliten udnytter den såkaldte genocide credit, dvs. den sympati de overlevende fra folkemordet nyder fra omverdenens side. Strategien er at fastholde fokus på folkemordet i 1994 og dermed sikre, at bevidstheden om hutuerne som folkemordere bevares. Desuden begrunder tutsi-regeringen på forespørgsel om (læs: kritik af) den aktuelle politik, med frygten for et nyt folkemord. Et ganske tilforladeligt argument for den, der ikke er godt bekendt med situationen.

Denne strategi blev bl.a. Folketingets udenrigsudvalg præsenteret for under et kort besøg i Rwanda i januar, hvor rædselsvækkende propagandamateriale omdeltes samtidig med at de etniske stereotyper blev fremhævet igen og igen: Tutsierne som ofre og hutuerne som folkemordere. Den udlægning er imidlertid langt fra virkeligheden anno 1999. Det er en særdeles risikabel affære at være hutu i Centralafrika, hvor tutsierne sidder solidt på magten: Vilkårlige drab, forsvindinger og andre overgreb er hverdagens betingelser for hutu-flertallet.
Det mest foruroligende er, at omverdenen ukritisk accepterer regeringernes (bort)forklaringer. Den systematiske diskrimination af hutuer, er uforenelig med en demokratisk og bæredygtig udvikling, mens krigen er en urimelig prioritering af landenes sparsomme ressourcer. Det er tvivlsomt, om donorlandene under andre om-stændigheder ville acceptere dette. Tutsi-eliten misbruger groft omverdenens sympati til at undertrykke hutubefolkningerne i Rwanda og Burundi, og til at føre krig i nabo-landet Congo.

Hvis forholdene skal ændres til det bedre, er det afgørende, at omverdenen lægger et stort pres på Rwandas regering på to områder. For det første er det nødvendigt, at Rwanda koncentrerer sig om at opbygge landet ved at prioritere de opgaver, der tilgodeser befolkningens behov: Skole, sundhed, infrastruktur osv. For øjeblikket spenderes mere end 50 procent af landets udgifter på militæret - og det er ikke til fredsbevarende operationer!
Rwandas regering har også fremsat det opsigtsvækkende forslag, at der indkaldes til en Berlinkonference II. Den første Berlinkonference blev afholdt i 1884-85 og resulterede i opdelingen af Afrika, hvor grænserne blev trukket vilkårligt af de europæiske stormagter. Det er ikke sikkert, at disse kunstige grænser nødvendigvis bør være urørlige i en post-koldkrigs æra, men Rwanda-regeringens ønske om et Great Rwanda, som præsident Bizimungu tidligere har fremlagt for offentligheden, er mere konflikt- end fredsskabende. I den sammenhæng er det nemlig bemærkelsesværdigt, at Rwanda er et af de få afrikanske lande, hvor grænserne ikke er et produkt af koloniseringen, men tværtimod har været stort set uændrede gennem århundreder. Ideen om et oprindeligt Great Rwanda er således en myte. En farlig myte! Det er donorernes ansvar, at bistandsmidler ikke misbruges, og at letkøbt regeringspropaganda modsvares af kritisk analyse - ikke politisk ønsketænkning.
Det andet væsentlige problem er behandlingen af retsopgøret. Mere end 130.000 hutuer er fængslet under umenneskelige forhold, men det er en udbredt opfattelse, at titusinder af dem er uskyldige. Det er en skandale, at det internationale samfund ikke sætter tommelskruerne på Rwandas regering for at få gennemført en troværdig retsproces. Meget tyder på, at tutsi-styret bevidst ønsker at forhale retsopgøret, fordi det sikrer den fortsatte kollektive stempling af hutuerne som 'folkemordere'. Retsopgøret er, fem år efter folkemordet, knapt begyndt, og strategien lykkes tilsyneladende. For nylig kom justitsministeriets generaldirektør Gerald Gahima f.eks. afsted med overfor en dansk journalist at postulere, at mellem én og to millioner hutuer er 'folkemordere'. Selvom journalis-ten bredte sig over to sider i Politiken (den 7. marts '99), var der ikke antydningen af undren over proportionerne. Og eksemplet er desværre ikke enestående. Fakta er derimod, at Rwandas regering konkret anklager mindre end 2.000 hutuer for det direkte ansvar for folkemordet. Derudover var måske 70.000-90.000 hutuer involveret på et eller andet niveau. Det er denne situation, som udnyttes til fortsat undertrykkelse af en hel befolkningsgruppe på cirka seks mio.

Fremtiden kan derfor nemt bringe en udvikling, hvor flere paralleller med Palæstina-problemet bliver tydelige. I foråret opnåede hutu-ekstremister mediernes opmærksomhed ved at gennemføre uhyggelige drab på gorilla-turister i det sydlige Uganda. Det er ren terrorisme, som intet fornuftigt menneske kan forsvare, lige som hutu-militsernes virksomhed generelt er fuldstændig uacceptabel. Men deres terrorhandlinger må ikke overskygge konfliktens nuancer. Alt for mange kommentarer til konflikterne i det centralafrikanske område bygger på generaliseringer som stigmatiserer hutu-befolkningen som folkemordere og ser tutsi-befolkningen som uskyldige ofre.
Udviklingenen er nu nået til et punkt, hvor omverdenen er nødt til at nuancere i stedet for at generalisere. Man må på én gang tage utvetydigt afstand fra visse hutu-ekstremistgruppers forkastelige aktiviteter, og samtidig være opmærksomme overfor de enorme overgreb mod de store hutu-befolkninger, der finder sted i Rwanda og Burundi.

Hvis ikke det internationale samfund og de enkelte donorer tydeligt demonstrerer, at den bekymrende udvikling tages alvorligt, er det en farlig foræring til de ekstremistiske hutuer, der let kan rekruttere blandt det voksende antal af desperate civile hutuer. Den udvikling sikrer flere afsnit i den tragiske føljeton med hutuer og tutsier i en ikke særlig misundelsesværdig hovedrolle. Det vil ikke blot være ødelæggende for Centralafrika, men også med garanti kræve flere ofre på turist-kontoen.

*Rasmus Hylleberg er stud. scient. pol., Allan Poulsen er lektor

Apropos - Folkemord

Den hidtil mest seriøse rapport om folkemordet er netop udkommet; det drejer sig om Alison des Forges' murstenstykke Leave None to Tell the Story, udgivet af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (kan bestilles på adressen www.hrw.org).
Mens African Rights' store rapport Rwanda. Death, Despair and Defiance fra 1994/95 var præget af hastværk, ensidighed og mangelfuld dokumentation, er des Forges' værk gennemarbejdet.
Bogen trækker dels på forfatterens omfattende kontaktnet og forhåndskendskab til Rwanda, dels på hundredvis af interviews med rwandere, og endelig på en systematisk indsamling og gennemgang af materiale, der ikke tidligere har været tilgængeligt/bearbejdet. Det gælder særligt dokumenter fra Rwandas daværende hutu-regering og administration under selve folkemordet, men også fra udenlandske efterretningsarkiver.
To elementer af bogens omfattende analyse skal trækkes frem her.
For det første dokumenteres det allerede kendte forhold, at folkemordet var realiseringen af 'planlagt ønsketænkning' fra en mindre gruppe hutu-ekstremisters side, men at det hurtigt lykkedes at oppiske en fanatisk anti-tutsi-stemning, og derpå at få gennemført massakrerne med stor effektivitet.
For det andet påpeger den - i modsætning til det meste af verdenspressens dækning - at den tutsi-kontrollerede oprørsbevægelse RPF, der i dag udgør Rwandas de facto regering, begik systematiske overgreb på hutu-befolkningen.
Fortsættelse følger sandsynligvis, hvis ikke omverdenen begynder at interessere sig alvorligt for udviklingen i Centralafrika.
Rasmus Hylleberg/Allan Poulsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu