Læsetid: 5 min.

Samarbejde krig eller ligegyldighed?

24. juli 1999

Af alle de forskellige roller, vi voksne spiller i tilværelsen, er jeg af den mening, at forælderrollen er den mest krævende

Skilsmissebørn
I Joan Amalie Holcks (JAH) indlæg 'Glemmer børn' som reaktion på kronikken den 13. juli 'Børn med psykiske sår', understreger hun nogle af de mest væsentligste emner i skilsmisseproblematikken:
*De fleste forældre med problemer henvender sig til systemet for sent til at få effektiv hjælp til selvhjælp, dvs. at problemerne har fået så alvorlig karakter, at kvaliteten af systemets bud om hjælp ikke er tilstrækkelig til at være effektiv.
Hvis der var en kendt instans i systemet, hvor man kunne henvende sig tidligt, kunne man også bearbejde problemerne, inden de bliver helt uoverskuelige.
*JAH sidestiller socialt belastede familier med skilsmisseforældre, som har samarbejdsproblemer (i mange tilfælde er der sikkert tale om de samme familier).
Hun gør indirekte opmærksom på, at behandlersystemet via socialforvaltninger er betydeligt bedre udrustet til at involvere sig i belastede familier end statsamter er, med hensyn til uenige forældre. Er det ikke derfor, at nogle indsigtsfulde socialrådgivere gentagne gange har foreslået, at behandlingen af samværssager skal flyttes fra statsamterne til de sociale myndigheder?

Sanktionsmuligheder
I Sverige foregår behandlingen af skilsmisseforældre i den lokale kommune, hvor uenige skilsmisseforældre laver samarbejdsaftaler sammen med socialrådgivere og psykologer med sanktionsmuligheder i tilfælde af svigt. I statsamterne herhjemme kan man få 'et tilbud' om rådgivning, hvor man kommer (hvis begge forældre dukker op!) til en enkelt samtale eller to hos en børnesagkyndig, som ofte virker fjern og konfliktsky, og hvis opgave det i virkeligheden er at presse parterne ind i en samværsresolution, som den sagsbehandlende jurist kan udfærdige og så er den sag ude af verden!

Vindere og tabere
Det er skræmmende, at rådgivning (og sagsbehandlingen i det hele taget!) foregår på denne måde, og det er i hvert fald ikke noget, som jeg kan sidestille med professionel konfliktløsning, som jeg kender det fra familieterapi.
*JAH nævner ubalancen mellem forældrene. Hvad med de skilsmisseforældre, der ømmer sig efter en kamp om placering af forældremyndighed, uanset hvem 'vinderen' og 'taberen' er, hvor den fremtidige ubalance skyldes en retslig afgørelse, hvor al magt over fælles børn går til den ene part, mens den anden part bliver umyndiggjort, selvom retten i mange tilfælde har fundet ud af, at begge forældre er velegnede til at administrere forældremyndighed?
Og hvad der er meget værre, forøger retssystemet den følelsesmæssige belastning på alle implicerede, især børnene, hvis årelange psykiske sår man kan læse om i kronikken.
Af alle de forskellige roller, vi voksne spiller i tilværelsen, er jeg af den mening, at forælderrollen er den mest krævende, fordi den udfordrer alt, hvad vi består af både psykisk og følelsesmæssigt. Er min fornemmelse mere eller mindre korrekt, er det både absurd og også grotesk, at velfærdssamfundet uden megen omtanke skaber - i hundredtusindvis af tilfælde - rollen som enlig forælder, når man ved, at børn føler sig mest trygge, når forældrene kan samarbejde. Kan de ikke det, må der være en instans i et kontrolleret velfærdssamfund som det danske, hvor man skal kunne få ordentlig hjælp til selvhjælp fra veluddannede personer indenfor bl.a. voksen- og børnepsykologi.
Derfor har jeg tidligere foreslået oprettelse af familieretslige institutioner i hvert amt med tilstrækkelig kapacitet og ekspertise til at give effektiv hjælp.
*JAH forklarer, hvordan skilsmisseforældre med egne følelser i klemme gør det umuligt for sig selv at samarbejde med barnets anden forælder. Det er derfor, at den nuværende formand for Retsudvalget, Lissa Mathiassen, har foreslået, at hvis man absolut skal placere forældremyndighed hos den ene part, så skal det i hvert fald være hos den forælder, som viser mest samarbejdsvilje?
*JAH fremhæver med ret, at der ofte bliver taget mere hensyn til forældres behov end til børns, f.eks. i et statsamts behandling af en samværssag. Jeg ved som behandler, at behandlerkulturen behandler de aspekter ved en sag, som den formoder at have forstand på, og alt andet står den kold overfor og rører kun ved i ekstreme tilfælde.

Hvorfor jurister?
Der er ingen i Danmark, der kan give en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det er jurister i landets statsamter, der behandler samværssager. De er ikke børnesagkyndige, de sidder alene og deres afgørelser forværrer samarbejdsmuligheder mellem forældrene.
*JAH spørger om, "... hvilke muligheder, der er for at afbøde den traumatiserende effekt (af skilsmissen = LH) for børnene..."
Hvis skilsmisseforældre ikke kan kommunikere meningsfuldt, hjælper man deres børn mest effektivt ved at støtte og forbedre forældrenes samarbejdsevner. Det er forebyggende arbejde med henblik på at skåne børnene for skilsmissens værste traumatiserende effekter, og det er også følelsesmæssigt arbejde, hvor man bearbejder forældres samarbejdsevner.
Det, man kan gøre fra systemets side, er at indkalde til mæglingssamtaler, helst inden parbruddet, hvor man laver familieterapeutiske tiltag med evt. deltagelse af de involverede børn. Under eller efter parbruddet skal man gøre mægling obligatorisk.

Samarbejdsaftaler
Det ultimative formål med mægling er at lave samarbejdsaftaler med forældrene, som handler om fælles børns kontakt til begge parter. Er der svigt fra den ene part, skal det være muligt at give sanktioner. Uden denne mulighed risikerer man at svække mæglingens effekt, og man vil se en fortsættelse af de lovstridige handlinger, der foregår i dag blandt ulykkelige skilsmisseforældre, og som bliver straffet i andre sammenhænge ved bøder eller fængselsophold andre steder i retssystemet.
Med hensyn til det grove behandlingsarbejde med uenige, og i værste fald, hadske forældre, ved man om konfliktløsningsarbejde generelt, at længerevarende konflikter oftest er baseret på gensidige misforståelser. Et effektivt udgangspunkt kan være at bearbejde disse misforståelser én ad gangen.

At skabe et mirakel
Hvis man, som behandler, vil være med til at skabe 'et mirakel', skal man lade et nedtrykt skilsmissebarn være vidne til, at ens to konfliktende forældre smiler til hinanden for første gang i flere år i terapirummet.
Ens eget behandlerhjerte hopper et slag!
Der er kun en vej frem: Oprettelse af familieretslige institutioner i hvert amt, hvor denne form for behandling af både forældre og børn kan foregå.
Udbredelsen af Københavns Statsamts konfliktmæglingsforsøgsordning fra 1998 til alle statsamter ville være en fornuftig start i denne retning. Det er i skilsmissebørns tarv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu