Læsetid: 4 min.

Serbiens klemme

Debat
16. juli 1999

Fjernelse af Milosevic fra magten er ingen enkel opgave

SERBIEN
Tirsdagens bagsideleder vurderede det dilemma, Vesten står i over for et Iran, som nu oplever en skærpet kamp mellem præstestyret og den liberale opposition, der støtter præsident Khatami. Er den fortsatte isolationspolitik den rigtige holdning, eller skulle Vesten gå den modsatte vej for at støtte de nye kræfter, der forsøger ad demokratisk vej at sætte sig igennem? Situationen kan minde noget om, hvad der for øjeblikket sker i Serbien. Med den væsentlige forskel, at her er det præsidenten, der fremtræder som det demokratiske problem, mens den ortodokse nationalkirke befinder sig på den liberale oppositions side.

Iran og Serbien
Men ellers er der en del, der kan minde om hinanden: Demonstrationer som myndighederne forsøger at lægge låg på, medier der undertrykkes, stigende utilfredshed, og frem for alt en paria-status i international politik. I Iran står vi nu over for de største demonstrationer siden dem, der for 20 år siden førte til shahens fald. I Serbien er man endnu ikke nået op på de menneskemængder, som i vinteren 1996-97 med udlandets støtte opnåede at tvinge styret til at godkende nogle annullerede sejre for oppositionen ved lokalvalgene i november 1996. Desværre gik den vigtigste sejr: erobringen af borgmesterposten i Beograd, så siden tabt på grund af rivaliseringen mellem de to ledere af oppositionen, Zoran Djindjic og Vuk Draskovic.
En anden oppositionssejr fra 1997 viste sig mere langtidsholdbar: Milo Djukanovic' paladsrevolution i Montenegro mod denne republiks hidtidige leder Momir Bulatovic. Her kom oppositionen fra baglandet i Montenegros regerende socialistparti. Når denne sejr har kunnet fastholdes, skyldes det to faktorer: At etablerede partifolk har et bedre udgangspunkt for at erobre og fastholde magten end en opposition, som møjsommeligt skal forsøge at rejse en folkestemning på trods af de regeringsstyrede massemedier. Og at udlandet har vist sig særdeles villigt til at støtte Montenegro under hensyntagen til, at republikken jo trods alt er en del af forbundsrepublikken Jugoslavien. Situationen i Montenegro er kort sagt den modsatte af i Serbien: Oppositionen har fået magten, og nyder Vestens opbakning. Nu er det Vestens klare politik, at der også skal ske et magtskifte i Serbien. Og til den ende anvendes endnu engang isolationsvåbnet. Klarest udtrykt tirsdag af G7-landenes finansministre: Fuld hjælp til Kosovo, som i øvrigt ses som en overkommelig opgave. Men ingen genopbygningshjælp til rest-Serbien, så længe Milosevic er ved magten.

Økonomisk lokomotiv
Problemet er blot, at fortsat isolation i den nuværende situation kun gavner den herskende elite, mens den yderligere trykker befolkningen ned i elendighed. Gennemsnitsindkomsten i det land, som engang var det centrale Balkans økonomiske lokomotiv, er nu efterhånden sunket ned på næsten bulgarsk niveau. Som den rumænske udenrigsminister gjorde opmærksom på i en tale i København i sidste uge, er både ødelæggelsen af transitruterne gennem Serbien, og sanktioner som olieblokaden meget alvorlige for lande som Rumænien og Bulgarien, for hvilke Serbien er det naturlige transitland til Centraleuropa. Allermest hænger Kosovos genopbygning sammen med en delvis genopretning i Serbien.
Med dettes nøgleposition på Balkan kan man derfor næppe igangsætte en meningsfuld 'Marshall-plan' for Sydøsteuropa, uden at der finder i det mindste nogen rekonstruktion sted i denne stat - hvilket Verdensbankens repræsentanter på mødet i tirsdags da også gjorde opmærksom på.

Serbien i OSCE
En måde at nærme sig problemet på kunne være, på passende betingelser, at ophæve landets diplomatiske isolation ved som en start at optage det i OSCE. En af de vigtige betingelser ville være en liberalisering af medieforholdene i Serbien og en ophævelse af den restriktive linie over for journalister fra NATO-landene, så Serbien med Vibeke Sperlings ord i Politiken kan blive "bombarderet med kontakter." Des-uden er det vigtigt, at lytte til den serbiske opposition. For det er jo den, man skal bygge det videre samarbejde på.

Støtte til demokraterne
Det må ikke glemmes, at boykotten mod apartheid-regimet i Sydafrika var anbefalet af frihedsbevægelsen ANC. Når en oppositions-politiker som Zoran Djindjic nu anbefaler, at man skal gå ind med genopbygningsstøtte i de kommuner, hvor den demokratiske opposition har magten, er det værd at overveje - hvilket der da også er givet udtryk for fra tysk side.
Det er vigtigt, at Vesten giver serberne bevis for, at det ikke var tomme ord, da NATO-generalsekretær Solana ved luftkampagnens start understregede, at NATO ikke vendte sig mod det serbiske folk. Ellers risikerer man, at oppositionspolitikere som Djindjic, som i forvejen er blevet hængt ud som forrædere i de officielle medier, mister al troværdighed i befolkningen. Milosevic-styret er blevet svækket af konsekvenserne af dets katastrofale kurs i Kosovo.
Men det er stadig en modstander, man må tage alvorligt. Derfor må Vesten føre en smidig og lydhør politik vedrørende Jugoslavien, og ikke bide sig fast i politisk nok så 'korrekte' holdninger. Det kan forsinke det nødvendige systemskifte i Beograd, og dermed genopbygningen af hele Balkanregionen efter ti år med kaos, kriser og krige. Det ville være en bitter skæbnens ironi, hvis Milosevic-styret i Serbien skulle opnå samme alder som præstestyret i Iran.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her