Læsetid: 4 min.

Skyggeøkonomi i Tjekkiet

21. juli 1999

Regeringens beslutning om at støtte militærindustrien som økonomisk igangsætter, er tvivlsom politik uden reel effekt

Kampvogne
Den tjekkiske militærindustri giver regeringen hovedpine. Den har altid spillet en vigtig rolle for tjekkisk økonomi, og de statsdrevne våbenfabrikker beskæftiger stadig mange mennesker. Problemet er imidlertid, at markedet er oversvømmet.
Når kunderne kan købe moderne, højteknologiske våben i Storbritannien, Frankrig, Belgien og naturligvis USA (som i øjeblikket tegner sig for 43 procent af den internationale våbenhandel), er der ingen fornuftig grund til at henvende sig til Prag.
Faktisk er situationen den samme for alle de østeuropæiske lande. De vil aldrig indhente Vestens forspring inden for højteknologisk produktion, og de eneste potentielle aftagere af gammeldags våben fra den tidligere Warszawapagt er regeringer af tvivlsom legitimitet, som af den ene eller anden grund har svært ved at begå sig på det normale marked.
For nylig blev firmaet Agroplast grebet i at forsøge at sælge 40 MiG-21 kampfly til Nordkorea og Serbien. Projektet gik tilsyneladende ud på at eksportere flyene til Kasakhstan, hvorfra de så (ulovligt) skulle re-eksporteres til de egentlige kunder.
Sagen rejser straks to spørgsmål: Hvor mange af den slags handler er gennemført, uden at det er blevet opdaget? Og hvem var samarbejdspartnerne i Kasakhstan?

Kommunistisk netværk
Det forekommer meget usandsynligt, at den afslørede ulovlige våbenhandel skulle være den eneste af slagsen, og man kan formentlig også roligt gå ud fra, at der eksisterer et netværk af forhenværende kommunistiske våbenproducenter, hvoraf mange har forbindelser til tidligere og nuværende hemmelige tjenester.
Tjekkiet har truffet den politiske beslutning at styrke våbenindustrien. Med alle sine mangler er det et af de få områder, hvor landet har noget at tilbyde. Men er det den form for forretninger, man vil støtte?
Det fører videre til en anden aktuel sag - de fejlslagne planer om at producere en moderniseret version af den sovjetiske T-72 kampvogn. Ideen var meget enkel: Det sovjetiske udstyr er - skønt på mange måder gammeldags - pålideligt og robust, så hvorfor ikke bare udskifte de forældede dele?
Russerne har haft en bemærkelsesværdig international succes med BMP-3, et sovjetisk pansret køretøj, som er blevet yderst konkurrencedygtigt, efter at det er blevet moderniseret med fransk og belgisk elektronik. Tjekkerne ville gøre det samme med T-72 og fandt en italiensk samarbejdspartner.
Problemet er imidlertid, at ingen vil have T-72 kampvogne - moderniserede eller ej. De er beregnet til en form for krig, som vi formentlig aldrig får at se igen: Anden Verdenskrigs kampvognsslag kan ikke udkæmpes i dag; det ved Saddam Hussein af bitter erfaring efter Operation Ørkenstorm.
Det betyder, at de eneste kunder til den tjekkiske version af T-72 er dem, der allerede har de gamle - dvs. tidligere østbloklande og Sovjetunionens klientstater i Den Tredje Verden. Men de fleste af disse lande befinder sig i dyb økonomisk krise, og under alle omstændigheder står sovjetiske kampvogne ikke øverst på deres indkøbslister.

Tjekkiske støvler
Projektet har i det hele taget været dårligt gennemtænkt: Tjekkerne vil selv gå over til vestlige våben, så de kan ikke fortænke andre i at gøre det samme. Det er tydeligt, at det vigtigste formål var at forhindre de pågældende firmaer i at gå fallit.
Forsvarsministeriets indkøbspolitik har generelt været åbenlyst protektionistisk. Hære har ikke kun brug for våben; de skal også have støvler, telefoner, lastbiler, senge og en masse andre ting, og på den måde har ministeriet holdt en lang række tjekkiske firmaer i live.
Sådan noget foregår i mange andre lande, og hvis den tjekkiske hær har brug for støvler, er det ikke urimeligt, at det bliver tjekkiske støvler. Men selv inden for disse rammer, har man ikke gjort noget forsøg på at opmuntre til fair og åben konkurrence.
Kun omkring fem procent af forsvarsministeriets kontrakter er blev udbudt i licitation, mens resten er blevet fordelt af embedsmænd, uden at offentligheden har haft mulighed for at få indsigt.
Det betyder i realiteten, at mange af disse kontrakter er resultatet af bestikkelse og returkommission.
Hvis systemet fungerede - hvis det bidrog til moderniseringen af denne sektor af økonomien - kunne det måske forsvares. Men som T-72 fiaskoen illustrerer, er det kun til gavn for nogle få enkeltpersoner.
I stedet ser det ud til, at virkningen af regeringens politik er følgende: Al snakken om at styrke forsvarssektoren tjener blot til at retfærdiggøre en uansvarlig brug af skatteydernes penge. Mange firmaer fortsætter med at producere ting, som ikke kan sælges på det legitime marked, og det, man i virkeligheden styrker på den måde, er derfor den alternative skyggeøkonomi.
Det ser ikke ud til, at nogen vil gøre noget ved det. I mange andre NATO-stater er våbenindustrien også mere eller mindre korrupt, menikke desto mindre er det sørgeligt.

*Christopher Lord er redaktør på det tjekkiske tidsskrift 'Perspektiver' i Prag
Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu