Læsetid: 4 min.

Socialdemokratiet og 'den tredje vej'

Debat
29. juli 1999

'Den tredje vej' giver ingen mening i Danmark".

POLITIK
Anthony Giddens har udgivet bogen Den tredje vej - Socialdemokratismens fornyelse, der har givet anledning til nogle indlæg, jeg ikke er ganske enig i. Det drejer sig om Henrik Stampe Lunds anmeldelse af bogen og formanden for SID, Belysningsarbejderne, David Gibsons antydninger af, at vi i Danmark er ved at indføre Tony Blairs politik.
Giddens går ind i den socialdemokratiske fornyelsesdebat på baggrund af en analyse af globaliseringens konsekvenser, og af udviklingen i det internationale samarbejde, af miljøproblemerne, principperne for styringen af økonomien, mindskelse af de globale og nationale uligheder. Hertil kommer beskæftigelsespolitikken, velfærdssamfundets udvikling og solidariteten såvel national som international.
Bærende i hans argumentation er, at der gælder en række rettigheder og pligter, som samtlige borgere i demokratisk ledede lande må påtage sig.

Engelsk udgangspunkt
Den helt afgørende svaghed set fra et dansk synspunkt er imidlertid, at analysen og de spørgsmål, der stilles i bogen, i helt afgørende grad er præget af det engelske udgangspunkt i opgøret med 'det gamle venstre' og 'det nye højre', og at sammenligninger med udviklingen i det øvrige Europa fortrinsvis henviser til udviklingen i Tyskland og Sverige. Havde han interesseret sig mere for Danmark og udviklingen i det danske socialdemokrati, så ville Giddens have kunnet konstatere, at her er de fleste af hans 'anvisninger' allerede gennemført, og at den såkaldte 'tredje vej' her er et tomt begreb uden mening i debatten om Socialdemokratiets fremtid.
Det, der altid har kendetegnet den socialdemokratiske bevægelse er, at selvom den bygger på et vist mindstemål af fælles politisk ideologi, så er den politiske praksis og den politiske kultur afgørende forskellig fra land til land. Et er, at det engelske Labour altid har været noget specielt, indeholdende grupperinger, der spænder helt fra, hvad der i dansk sammenhæng svarer til CD og helt ud til det yderste af VS, og med en politisk praksis, der har svinget fra den ene yderlighed til den anden.
Men selv de nordiske socialdemokrater afviger fra hinanden. Det norske arbejderparti var således i en lang periode i mellemkrigstiden medlem af den kommunistiske internationale, mens det svenske socialdemokrati er stærkt præget af et magtmonopol i en lang årrække, hvorimod det danske altid har været mere åbent for påvirkninger udefra på grund af en historisk noget svagere stilling.
Socialdemokratiets svar på Anthony Giddens 'anvisninger' eller rettere 'udfordringer', var en fornyelse af den politiske platform, der tog sin begyndelse i midten af 80'erne med programmet Danmark for hele folket fra 1984, arbejdsprogrammet På menneskets vilkår fra 1988, og så det endelige gennembrud med programmet Gang i 90'erne fra 1989.

Fællesskabets værdier
Alt sammen en væsentlig del af grundlaget for den socialdemokratisk-radikale regerings politik fra 1993. Her er udgangspunktet netop globaliseringens konsekvenser og mulighederne for at fastholde og udvikle den solidariske danske velfærdsmodel under disse ny vilkår. Det handler om fællesskabets værdier under markedets pres. Ret og pligt gøres til et afgørende omdrejningspunkt i fornyelsen af velfærdssamfundet og ikke mindst arbejdsmarkedssystemerne.
Beskæftigelseshensynet er det bærende, og nedbringelse af arbejdsløsheden en væ-sentlig del af selve løsningen på samfundets sociale problemer og de finansielle udfordringer, vi står overfor.
Endelig indarbejdes miljøhensyn som noget overordnet på alle områder, som et udtryk for, at man prioriterer økologi fremfor økonomi.
Problemet er, at begrebet 'den tredje vej' kun giver mening, hvor der er en klar modstilling mellem 'det gamle venstre' og 'det nye højre', mellem de traditionelle kommunistisk-socialistiske opfattelser og de moderne ny-liberale strømninger.

Genopfinder hjulet
Det gælder i England, men ikke i Danmark, fordi Socialdemokratiet som skitseret allerede i den praktiske politik og politiske filosofi i mere end 15 år har gennemført den socialdemokratiske vej. I dansk sammenhæng er Giddens anvisning af 'den tredje vej' som at genopfinde hjulet. Bogen er interessant ikke som fænomen, men som illustration af fremtidsorienteringen i Socialdemokratiets politik.
Det er skuffende, at udviklingen af det danske socialdemokrati ikke er gået op for Henrik Stampe Lund, som begår den samme brøler som mange andre journalister, der sætter lighedstegn mellem udviklingen i Labour og det danske socialdemokrati. Vi er i Danmark ganske enkelt milevidt foran Labour i processen, der først med Tony Blair har begyndt processen om opgøret med 'beton'en'.
Og jeg vil gerne berolige David Gibson. Der er meget stor forskel i midlerne, som Socialdemokratiet og Labour bruger for at leve op til Giddens udfordringer. Vi har intet ønske om overføre noget fra Tony Blairs visioner om forandring af det engelske samfund til Danmark. Jeg er faktisk overbevist om, at stort set alle her i landet ville opfatte dette som et tilbageskridt, hvis man gjorde det. Men inden man nu betragter dette som en voldsom kritik af Tony Blair, er det nødvendigt at huske på, at England er meget væsensforskellig fra Danmark.

Andre parametre
Ulighederne i England er f.eks af en størrelse, som vi vist ikke helt forstår i Danmark. Hertil kommer, at Tony Blair på grund af traditioner har langt færre muligheder at spille på, end vi har her i Danmark.
Skattestigninger indgår ikke som et politisk parameter i det engelske samfund, selvom de er langt lavere end i Danmark, og det begrænser jo unægtelig muligheden for at omfordele via skatten til lavindkomsterne, som vi jo gør i stor stil herhjemme. Udfordringen fra Tony Blair består efter min opfattelse mere i de meningsforskelle som vi har omkring udviklingen af EU, f.eks. på beskæftigelsesområdet. Men det er en anden historie, som jeg ikke skal komme ind på her. Sagen er, at der i Danmark fortsat kun er to veje: den socialdemokratiske og den borgerligt-liberale. Sådan har det været længe, og sådan vil det fortsætte længe endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her