Læsetid: 4 min.

Socialliberalismen står for fald

26. juli 1999

Det Radikale Venstre deltager aktivt eller stiltiende i politiske beslutninger, der ændrer balancen mellem frihed og kontrol i negativ retning

Opråb
Et samfund er blandt andet karakteriseret ved balancen mellem frihed og kontrol. Hvem har frihed, og hvor sættes det offentlige kontrol- og styringssystem ind. Og hvad er tendensen? Ofte er sammenhængen logisk set overraskende. De store frihedselskende liberalister og markedssystemtilhængere benytter sig ofte af omfattende militær, juridisk og moralsk kontrol, som reelt reducerer friheden for store befolkningsgrupper.
I Danmark har vi som bekendt fundet en anden (eller tredje) vej i en balance mellem offentlig og privat, mellem frihed og ansvar, mellem tro på den enkelte og samfundets kontrol. Men vi er også en del af verden. Og det er vi så langt, at når man i dag siger ordet socialliberal, så tænker de fleste ikke på Det Radikale Venstre men på Storbritanniens Tony Blair. Og det er noget ganske andet. Eller er det?
"Import af den (britiske) tredje vej er en dårlig ide", skrev danskeren David Gibson (med britiske forældre) den 22. juli i Information, med henvisning til voksende ulighed og dårlige privatiseringsresultater i Storbritannien. Hans eksempler kan ikke umiddelbart overføres til Danmark, men der er en række lighedspunkter.

Særligt bekymret
Jeg har nogle gange skrevet, at for mig har Det Radikale Venstre været en garant for, at det liberale Danmark også fastholdt den sociale tænkning, der er forudsætningen for, at friheden ikke skader de svageste. Jeg er derfor også særligt bekymret, når Det Radikale Venstre aktivt eller stiltiende er med i politiske beslutninger eller en politisk praksis, som ændrer balancen mellem frihed og kontrol i negativ retning. Og jeg synes, vi ser en sådan tendens.
Der er ikke noget nyt i, at den internationale udvikling sætter markedet forrest. Målet er fri bevægelighed for økonomien, for varerne og for tjenesteydelserne. Og for at effektivisere på markedets vilkår privatiserer det offentlige også.
Der er solgt kraftigt ud af den offentlige arvesølv, og en lang række nye opgaver lægges ud i offentligt ejede aktieselskaber. Her prioriteres friheden meget højt. De offentlige selskaber skal ikke belastes med megen offentlig kontrol. Samfundets borgere skal ikke have indsigt, og der er ingen offentlighed i forvaltningen. Det gælder effektivitet fremfor indsigt og kontrol. Så må rigsrevision og domstole tage stilling til skandaler i Combus mv., når de bliver så store, at alle kan se dem trods nedrullede gardiner.

Uden indsigt
Overfor kravet om markedets, varernes og tjenesternes frihed uden indsigt og kontrol, står kravet om det absolutte grænseværn og skærpet kontrol i forhold til mennesker. Jeg kan ikke sige det bedre, end Information gjorde det i lederartiklen d. 22. juli. Kun tilføje, at det da er godt, at Jørgen Estrup fra Det Radikale Venstre omsider har fået nok og har taget bladet fra munden, selv om også han søger at påstå, at embedsmænd (næsten) handler på egen hånd og ikke efter instrukser fra den regering, han er en del af det politiske grundlag for.

Fuld indsigt
Jeg kan ikke lade være med også at sammenligne debatten om skandaleramte og lukkede offentlige selskaber med debatten om Tvind-systemet. Mens statsligt ejede selskaber gerne må skjule virkeligheden for offentligheden, så kræver staten fuld indsigt og offentlighed om noget, der som udgangspunkt har haft en folkelig forankring. Det virker som om man vrider retssystemet og forvaltningsretten for at straffe og udøve kontrol. Man vil også fratage kommuner muligheder for at bruge de berørte skoler til vanskeligt stillede unge, selv om man ved, at der mange steder er få eller ingen alternativer. Svage unge rammes måske.
Samtidig søger uddannelsespolitik at styre de tilpassede unge hurtigere ind i et formelt uddannelsesforløb, der fører dem direkte ud i virksomhederne og på markedet, inden de når at få erfaringer, der kunne bringe dem et andet sted hen politisk og menneskeligt. De unge skal ikke zig-zagge rundt og finde deres egen tredje (eller fjerde) vej.
De radikale har tilsyneladende heller ikke længere den samme tro som på, at Danmark også sikkerhedspolitisk kan vælge sin egen foregangsvej byggende på tro på menneskers udvikling frem for militær afretning.
Derfor mener nogle radikale i dag ikke blot, at NATO-medlemsskabet er rigtigt ved årtusindeskiftet, men også at det var forkert, at de radikale i 50 år stod forrest i kampen for en anden måde at føre sikkerhedspolitik på.

Hurtig tilpasning
Meget tyder på, at vi i disse år har politiske ledere som i stedet stedet for at tænke i alternativer, tænker i retning af den hurtigst mulige tilpasning til den store internationale tendens, hvor markedets frihed og effektivitet går forud for menneskets udvikling og sociale frihed.
Den uskrevne grundtanke synes at være, at vi er foregangsland, hvis vi kan holde flere asylsøgere ude, hvis vi tidligst muligt kan holde flere unge på den rette erhvervsorienterede arbejdsliderlige vej, hvis vi kan koncentrere kræfterne mere om de målrettede markedsorienterede uddannelser og reducere de alternative, og hvis vi - også militært - kan gungre lidt med de store.
Fork. af red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu