Kronik

Teknologiens endeløse mål

Debat
28. juli 1999

Den teknologiske udvikling bevæger sig rastløst mod et ukendt mål, som kun gør de reflektionsløse medløbere blinde for menneskets nødvendige pagt med naturen og hinanden

Tro & Filosofi
Det har aldrig alene drejet sig om, hvormeget gift vi skyller ud i åer og vandløb, eller om roundup kan spores i drikkevandsboringerne, om økologisk mælk i sådan snæver forstand skulle være påviseligt sundere end konventionel mælk. I det hele taget risikerer debatten om miljøet, såfremt det alene var det, det kom an på, at drukne i statistisk mudderkastning, og iøvrigt be-grænset til fagfolk, der netop dis-kuterer sådanne spørgsmål, og hvor to debattører kan udlæse vidt forskellige resultater af samme statistik. Forbløffende! Så meget for den videnskabelige objektivitet. Sagen er imidlertid alt for vigtig til kun at blive debatteret af fagfolk.
At der er pesticid-rester i vores drikkevand, er naturligvis foruroligende i sig selv - og mig bekendt er dansk miljø-lovgivning baseret på et forsigtighedsprincip, der tvinger øvrigheden til at handle, såfremt mistanken er blevet rejst. Det kan vi nu være godt tilfredse med. Vores børn og børnebørn kunne med rette anklage os for ansvarsløshed, såfremt vi ikke reagerede på en mistanke, men blot lod stå til, fordi de kortsigtede økonomiske interesser i tingenes tilstand tilfældigvis var så omfattende, som de er/var. Sandheden indretter sig ikke efter et flertals interesser, men efter om der er problemer i vores fælles virkelighed, der trænger til en fælles løsning. Det er sandhedens demokratiske begrænsning.
Men hvad det således i langt højere grad handler om, er holdningen til den måde, hvorpå vi i det hele taget behandler vores natur og miljø. Mange af teknologi-udviklingens store eftersnakkere har fuldstændig ret i, at der for så vidt er tale om en økologisk ideologi, at økologien i den måde, vi behandler vores miljø og natur på, tillige ser et langt større, holdningsmæssigt problem, som ulykkeligvis er indbygget i vores kultur. I vidt omfang ubevidst, for så vidt som der også i kultur ligger en god portion (dårlig!) vane. Det er derfor det først og fremmest er kulturen, jeg her vil tage fat på, dvs. en egentlig samfunds- og kulturkritik. Min egen motivation går ihvertfald videre end til det slet og bart snævert økologiske. Men en besindelse på de økologiske omkostninger ved vores levevis (kultur) er da en udmærket tilgang til en kritik af hele vores samfund og kultur i det hele taget. Det er nemlig ét blandt flere foruroligende symptomer på en uholdbar samfundsindretning.
For det beretter om et samfund og en kultur, der uden videre mener at kunne - med K.E. Løgstrups udtryk: reducere vort ophav til omgivelse - til en kulisse, hvori vi kan boltre os frit. Den kultur, som udbytningen af natur og miljø er udtryk for, er en kultur, der er på bemægtigelsens énsidige afstand af natur og miljø. Den reducerer systematisk alt til genstande, hvis blotte tilstedeværelse berettiger til alle mulige kortsigtede og kyniske spekulationer over, hvordan den bedst udnyttes til vores, menneskets, fordel. Et usandsynligt usympatisk eksempel på dette er den måde, hvorpå man med genmanipulation har 'målrettet' en ko således, at musklerne antager et helt absurd omfang, og ydermere gør det umuligt for den at føde normalt?! For det er nu engang dét, et snæversynet forbrugersamfund har mest brug for.

Og der er næppe noget mere vederstyggeligt end en kultur, der først og fremmest manifesterer sig i systematiseret kort- og snæversynethed: det være sig med genmanipulation, det være sig med kynisk avlsarbejde, det være sig med udledning af ukontrollerede mængder kvæl-stof, osv. Alt sammen alene med focus rettet mod udbyttet for mennesket. Den desværre allerede afskrevne Herbert Marcuse, ungdomsoprørets filosof i '68, taler i sin bog Det éndimentionale menneske (fra 1964!) direkte om, at rationaliteten i det moderne samfund er gået i irrationalitetens tjeneste. Navnlig repræsenteret af teknologien.
Denne antropocentrisme (at mennesket bringer sig selv i centrum), som uvilkårligt er den almindeligvis aldeles ureflekterede årsag til denne kulturs ensretning, mener at kunne legitimere denne genstandsgørelse (tysk: Vergegenständlichung) derved, at alle ting alene har værdi i forhold til mennesket. Følgeligt melder der sig heller ingen moralske dilemmaer, når man uproblematisk mener at kunne behandle dyr og natur, som om deres værdi alene sættes i forhold til, hvad de kan yde med henblik på en økonomisk gevinst.

Men der er ved nærmere eftertanke (!) forbundet et ikke mindre end ganske skæbnesvangert problem med en sådan kultur - en sådan adfærd. For mennesket er selv natur. Og mennesket er ånd. Det vil sige, at ånden 'uhjælpeligt' er forbundet med en krop, der er ligeså afhængig af naturprocesserne som ethvert andet naturligt fænomen. Men sammensætningen, også kaldet syntesen (Kierkegaard), mellem en ånd og et legeme stiller mennesket med et særligt ansvar. I kristendommen udtrykt i den såkaldte forvaltertanke, altså at Gud ved skabelsen overgav ansvaret for skabningen til mennesket, så mennesket skulle forvalte skabningen i ansvar for Gud (lat. coram Deo). Det gør mennesket enestående derved, at alene det kan artikulere og tydeliggøre naturens betydning. For ånd er ensbetydende med afstand. Afstand til den natur, som vi ganske vist kropsligt er forbundet med, men som vi kan give vores ånds tilslutning til at bevare og beskytte - eller ensidigt bemægtige os, for alene at udnytte til vores egen kortsigtede fordel.
Den højt besungne menneskelige fornuft viser altså her sin monumentale fejlbedømmelse. Den er åbenbart ikke i stand til at inddrage de omkostninger, forureningen har for vores efterkommere og menneskeslægten ude i fremtiden. Fantasien - dén evne altså, der gør os i stand til bl.a at indoptage tidsfaktoren (særligt fremtiden i dette tilfælde) som et vigtigt element i beslutningen og valget her og nu - anvendes åbenbart alene til at udspekulere, hvorledes menneskets tekniske fornuft i endnu højere grad kan instrumentalisere sit forhold til natur og miljø. Teknisk fornuft i modsætning til historisk fornuft.

Inkarnerede udviklings-optimister og teknokrater kalder dem af min slags for udviklingspessimister. Og det er vist nok ment som en anklage a la: man kan da ikke være modstander af udviklingen! Det virkeligt springende punkt i debatten om miljøet og forureningen - dét, der desværre ofte dækker over uenigheden over fortolkningen af statistikker og videnskabelige afhandlinger - er i virkeligheden et forskelligt syn på, hvad udvikling overhovedet er. Den ensidigt globaliserende økonomiske og tekniske udviklings kritikløse epigoner er der nok af. De er eksempler på det robotiserede menneske, som en behjertet Kjeld Olsen (tidl. socialdemokratisk udenrigsminister) skriver om i sin bog af samme navn, og ydermere som konkret eksempler på det ureflekterede udviklingseftersnakkeri, som får tidligere professor ved Center for kultur-forskning ved Århus Universitet, Lars-Henrik Schmidt, til kort og præcist at beskrive kultur som dét at kunne sige: NEJ! Og det er, hvad jeg siger til et teknologisk udviklingsbegreb.

Det er nemlig en tankevækkende kendsgerning, at indsigten i livet mellem mennesker, i fællesskabets ikke mindre end enorme betydning for forståelsen af menneskelivet, vores monumentale beroenhed af natur i såvel fysisk som psykisk forstand, svinder i samme hæsblæsende tempo som den teknologiske udvikling farer frem med. Teknologiens udviklingsbegreb er i Løgstrupsk forstand pilgrimsmytisk, idet det aldrig stiller sig tilfreds, men bevæges i konstant rastløshed frem mod et mål, som det end ikke véd, hvad er.
Derved forblindes alle teknologiens reflektionsløse medløbere komplet for udviklingen af vores fælles indsigt i livet med naturen, sådan som den er, og med hinanden som mennesker. Det er trods alt her, de fleste af os lever vores dagligliv, og hvorfra livet ligeledes henter sin fylde.
De mest indlysende ting indser vi åbenbart først til sidst.

*Henrik Bang-Møller er cand. theol.

Apropos - Vækstfilosofiens drivkraft

Hos mennesket kommer naturen til bevidsthed om sig selv. Naturen er i vores forstand uden sprog, men det betyder jo ikke, at den ikke giver lyd fra sig, eller i det hele taget ikke 'kommunikerer' med os. Det gør den i første række derved, at eksempelvis den luft, vi indånder, i en eller anden forstand må være os venligt stemt, idet den er en simpel betingelse for, at vi overhovedet kan leve. I anden række derved, at den sætter grænser for menneskelig kultur og civilisation. Med vores naturlighed er vi på denne facon placeret i en sammenhængs- og meningsfuldhed, der på bemærkelsesværdig vis på den ene side imødekommer vores allermest basale behov for at kunne leve, men samtidig ligeledes begrænser vores rastløse foretagsomhed.
Menneskelig fornuft og bevidsthed placerer os ganske vist på handlingsfrihedens afstand af vores naturlige bundethed, så vi ikke uden videre behøver at lade os bestemme af vores instinkter (instinktreduktion), men har alligevel begrænset råderum. Den kan 'kun' råde inden for, hvad vores naturlige betingethed tillader. Disse ting kan et menneske vide og indrette sig efter i sin kultur eller ignorere ved alene og ensidigt at lade fornuften gå i tjeneste hos egne behov og lyster. Og det er tankevækkende, at hvad en såkaldt kristen kultur lige fra sin begyndelse har udråbt til at være selve menneskets grundsynd: begæret (lat. concupiscentia), akkurat dét synes den selvsamme 'kristne' kultur at have gjort til selve drivkraften i dens egen vækstfilosofi.
hb-m

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her