Årtusindet ender
i et usikkert politisk, religiøst og kulturelt miljø
MILLENNIUM
Der er tegn paa, at Nazareth stadigvæk er en by i spænding. Tidligere i juni angreb en gruppe demonstrerende muslimer borgmester Ramiz Jerais' officielle bil. Spændingerne kom først til overfladen over påske den 4. april, da der var voldsomme sammenstød mellem kristne og muslimer i denne arabiske by i det nordlige Israel. Årsagen var tvivlen om, hvordan et område ved byens gamle katolske kirke skulle bruges. Kirken og byrådet var blevet enige om, at pladsen skulle udvides og moderniseres, i forventning om tusinder af besøgende i forbindelse med årtusindskiftet næste år. Muslimer havde allerede begyndt en teltprotest og forlangt, at en moske skulle bygges på det samme sted, hvor man mener at en af Saladins slægtninge skal være begravet.
Gennem forhandlinger lykkedes det at få folk beroliget, og sagen syntes afgjort, da Israels regering gav tilladelse til at bygge moskeen. Men ikke før en topembedsmand var blevet afskediget, flere dusin mennesker, heriblandt politifolk var blevet såret, og der havde været endnu en minikrise mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder, hvis egne forsøg på at berolige situationen var blevet fortolket af israelerne som en utilladelig indblanding i landets interne anliggender. Men bilangrebet i juni viser, at det ikke er så roligt som så.
Der er naturligvis ganske bestemte lokale baggrunde for, at et ellers traditionelt godt forhold mellem kristne og muslimske arabere i Nazareth synes truet. Men jeg er nervøs for, at det kan være symptom på noget farligere.
Det har med år 2000 at gøre, og årtusindet ender i et usikkert politisk, religiøst og kulturelt miljø. Generelt må den politiske situation i Mellemøsten regnes for at være særligt usikker for tiden. En langtrukket fredsproces skaber af sig selv usikkerhed, som vi allerede har set mellem Israel og Palæstina og også i Nordirland. Der er tydeligt flere regimeskifter i vente, hvor det syriske nok må siges at give mest grund til nervøsitet. Det religiøse miljø oplever en vending i de islamiske bevægelser, hvor de radikale bevægelser med deres voldelige yderfløje, i det store og hele er under tilbagetog.
Men der er en fornemmelse af, at den lange søgen efter uafhængighed fra vestlig dominans ligger i balancen. Den politiske uafhængighed har man opnået, og det er lykkedes den islamiske bevægelse at opbygge en selvrespekt og egenværdighed over for vestlig kulturimperialisme. Men samtidigt er det blevet mere vanskeligt i det sidste årti, siden Sovjetblokkens modvægt forsvandt, at undslippe den økonomiske globalisering, som er et af de mest diskuterede internationale emner i den arabiske presse. Det er sådanne tankebaner, der ligger bag den dybe mistro overfor Washingtons og tildels Londons politik overfor f. eks. Irak og fredsprocessen mellem Israel og Palæstina.
Saladins grav
Det er nok ikke noget tilfælde, at balladen i Nazareth finder sted omkring en grav der tilskrives en slægtning af Saladin. Det var Saladin, der i 1187 indtog Jerusalem, efter at byen havde været besat af de europæiske korsfarere i næsten et hundrede år. Korstogene og Saladins sejr er i den moderne arabiske og muslimske verden en historisk parallel til den vestlige imperialisme i området, og Israels besættelse af Palæstina - og et løfte om den endelige sejr over de fremmede. Det er en symbolik Vesten har leget med i. Den franske general der indtog Damaskus efter Første Verdenskrig skal have sagt, da han besøgte Saladins grav: "Vi er vendt tilbage."
Og nu kommer korsfarerne pludselig igen med årtusindskiftet. Det er her jeg aner en ny farlig vending. Der investeres milliarder i området, i forventning om en enorm turiststrøm næste år. Overalt bygges der hoteller, også i nabolandene. Bare i Jordans hovedstad Amman er der fire enorme luksushoteller under konstruktion. I selve Nazareth bygges der en fungerende kopi af en landsby som den så ud på Jesu tid, betalt for det meste af amerikanske bidrag.
Men hvilken slags turister er det, man kan forvente? De fleste bliver højst sandsynligt vestlige, især amerikanske, kristne med en stor procentdel af den mere konservative slags. Enhver der har set disse kristne fundamentalister på pilgrimstur til de hellige steder i Jerusalem, har et billede af højtprofilerede grupper der kan høres og ses fra lang afstand. Deres hele fremgangsmåde forekommer triumfal. Fra lokalt hold ses dette ikke blot som en form for kristen triumfalisme, men også som endnu et symbol på de moderne vestlige korsfarers triumf. Ja selv de farverige katolske processioner gennem gaderne til højmesse i f. eks. kirken i Nazareth, vil virke provokerende når de svulmer med tusinder af besøgende pilgrimme.
Muslimsk reaktion
I alt dette vil de lokale kristne igen risikere at blive skubbet til side, hvis ikke ligefrem glemt. På den ene side bliver det i det store og hele ikke dem, der kommer til at bestemme hvad der foregår, eller hvordan. På den anden side vil nogle blive fristet til at drage fordel af de mange besøgende til at sætte præg på det offentlige, på en måde der ikke har kunnet lade sig gøre i mange år. For de er kirker, der svinder ind, hovedsageligt på grund af udvandring. Her er der en stor fristelse til at mindes tidligere tider, da de endnu måtte tages alvorligt.
Hvis den muslimske reaktion overfor sådanne festligheder viser sig at være ømfindtlig, nytter det ikke noget at anklage dem for mangel på tolerance, når de kristne ganske konsekvent synes at have vist en total mangel på forståelse for den historie, og de omgivelser, hvis gæster de er. Og det vil så være de lokale kristne, der skal leve med konsekvenserne i årevis, efter 'pilgrimmene' er rejst hjem igen.
Jørgen S. Nielsen er forsker på Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (CSIC), Selly Oak Colleges i England
