Kronik

Undgå svenske tilstande

Debat
27. juli 1999

Effektivisering af uddannelserne øger faren for, at det danske universitetssystem, ligesom det svenske, på sigt uddanner kritikløse studenter

RETFÆRD OG VELFÆRD
Til næste år vil antallet af uddannelsesmuligheder blive fordoblet i Øresundsregionen. Broen mellem Danmark og Sverige vil gøre det overskueligt for unge at krydse sundet, og istedet for et dansk universitet vælge et svensk. Det vil gøre, at unge mennesker i højere grad fremover vil overveje fordele og ulemper ved de to landes uddannelsessystemer, når de skal vælge studie. Og det vil sandsynligvis sætte danske universiteter under pres.
De svenske universiteter er eksperter i at fylde unge mennesker med viden og derefter kalde dem kandidater. I Danmark bruger vi mere tid til at være kritiske i forhold til den viden, vi præsenteres for. Faktisk har vi kvaliteter, som svenskerne slet ikke kan hamle op med. Men vi er ikke bevidste om dem. Det gælder ikke mindst politikerne, der spiller den samme sang igen og igen om at få unge hurtigere og mere effektivt gennem uddannelsessystemet.
I efteråret 1998 åbnede man et nyt uddannelsescenter i Malmø med plads til 5.000 studerende. Kun 10 km væk ligger Lunds Universitet, der er Nordens største med mere end 40.000 studerende. Begge institutioner kan blive mulige uddannelsessteder for unge danskere, der ønsker at studere i Sverige. Svenskerne vil gerne lokke danskerne over Øresund.
I forsøget på at markere sig i danskernes bevidsthed satser svenskerne bl.a. på uddannelsesområdet. Med et stort og varierende udbud af spændende akademiske uddannelser vil de hive unge danskere over på den anden side af sundet. Men inden danskerne bladrer i de spændende svenske universitetskataloger, er det vigtig at kende forskellene mellem de to landes uddannelsessystemer. Umiddelbart kan man som dansker blive begejstret over en fleksibel og standardiseret universitetsuddannelse i Sverige. Men uddannelsen har grundlæggende svagheder.
De danske og svenske universiteter bygger på meget forskellige traditioner. Det danske universitet har rødder tilbage til en tysk tradition omkring akademisk frihed og uafhængighed. Alle studerende uddannes til selvstændige forskere. Bl.a. stifter vi tidligt i uddannelsen bekendtskab med videnskabsteori, der gør os i stand til at stille spørgsmålstegn ved de informationer, vi præsenteres for. Igennem uddannelsens fem år overtager vi mere og mere kontrollen over vores eget studie. I den afsluttende hovedopgave/specialet arbejder vi i princippet som selvstændige forskere.

På de svenske universitetsuddannelser følger de studerende en pensumplan fra start til slut. Her er næsten ingen undervisning i videnskabsteori og der findes ingen ambitioner om at gøre de studerende til forskere. De samler en stor mængde paratviden, men bliver aldrig i stand til at forholde sig kritisk til den viden, de præsenteres for. På samme måde bliver de heller ikke præsenteret for metoder til selv at opsøge ny viden.
Ideologien bag de svenske universiteter er nøje forbundet med tankerne om den svenske velfærdsstat - folkehjemmet. Uddannelserne skal være almendannende og tilgængelig for alle. Lighedsprincippet er vokset ind i den akademiske verden. For en dansker ligner det nok mere et lighedsdiktatur.
I princippet har alle unge i Sverige adgang til en universitetsuddannelse. Mere end 90 procent af svenskere får en studentereksamen. Som i Danmark er der blevet indført adgangsbegrænsninger på de mest populære uddannelser.
De videregående uddannelser er bygget op omkring et pointsystem. Almindeligvis er uddannelsen delt op i månedskurser, som afsluttes med en eksamen og en karakter. En bestået prøve udløser et vist antal point. En hel universitetsuddannelse tager kun fire år og be-står af en masse indsamlede kursus-point fra en lang række af eksamener.

Umiddelbart kan systemet virke hårdt og meget individuelt krævende. Men faktisk er der bygget en modsat effekt ind i systemet. Det svenske pointsystem udtrykker ikke nogen form for fagligt indhold eller sværhedsgrad. Kurserne tæller samme antal point, hvad enten de er taget på pædagog-uddannelsen eller datalogistudiet. Der er ingen differentiering i uddannelsesniveauet.
Lange og mellemlange uddannelser er ligestillede. Således uddannes folkeskolelærer og gymnasielærer samme sted på universitetet, kræver samme antal point og er nomineret til at tage lige lang tid. Officielt er de to uddannelser fagligt ligestillede.
Lighedsprincippet går igen i karaktersystemet. Her findes kun tre karakterer til at bedømme de studerende: underkendt, godkendt og vel godkendt. Men det siger i realiteten intet om den enkeltes præstation og skjuler samtidig den bagvedliggende ideologi, at alle skal være så lige som muligt. Det individuelle spillerum er meget lille i Sverige.

Med en uddannelse opbygget af korte afsluttende kurser fremstår det svenske uddannelsessystem systematisk og fleksibelt. De studerende kan springe mellem uddannelser og emner, når blot de samler det rette antal point.
Men et besøg på et svensk universitetsbibliotek viser tydeligt, hvad det handler om på svenske universiteter. Lange stolerækker er optaget af unge mennesker, der scanner værdifulde informationer til næste eksamen og videre igen til næste kursus. Intet i den svenske kursus- og karakteropbygning opfordrer de studerende til at tage stilling til de tekster, de sidder og terper. De studerende ser sjældent undervisningen i sammenhæng og tvinges ikke til at træffe nogle individuelle valg. Opgaver der stadig regnes for en af grundstenene på de danske universiteter

I Sverige findes der stadig et hierarki på universiteterne, som blev afskaffet i Danmark med ungdomsoprøret. Professorvælde og autoritetsforskelle lever i bedste velgående. I Danmark derimod er det almindeligt, at professorer og lektorer har undervisningspligt på alle niveauer ved siden af deres forskning.
Men de svenske professorer er hævet over alle andre. De har ingen undervisningsforpligtigelser og viser sig aldrig for almindelige studerende. Al deres tid bliver helliget forskning og vejledning af doktorander (svenske ph.d.-studerende). Omvendt bruger en lektor almindeligvis al sin tid på at undervise. Meget sjældent forsker han eller hun ved siden af. Konsekvensen er, at de studerende sjældent får opdateret undervisning. I stedet spises de af med forlæsere, der år efter år står og uddeler de samme kundskaber. Af og til virker undervisningen direkte forældet.
Forlæsninger på svenske universiteter minder mest af alt om undervisningen i danske gymnasier. Pensum gennemgås næsten kritikløst. For de svenske studerende gælder det jo helst om at memorere, hvad underviseren siger. Til eksamen skal deres besvarelser afspejle lærerens opfattelse af rigtigt og forkert.

Det er måske arrogant at antyde, at undervisningen på de svenske universiteter er overfladisk og kritikløs. Men det er nødvendigt. I Danmark har der allerede været røster om, at der skal indføres svenske tilstande på undervisningsområdet. Ideen er at bruge undervisere, som ikke forsker. I andre sammenhænge er der også blevet skævet til Sverige.
Men udviklingen er farlig. Aldrig i verdenshistorien er viden blevet så hurtig forældet som i dag. Uden opdaterede undervisere sænkes uddannelsesniveauet automatisk. En udvikling, der automatisk forgrener sig ned igennem uddannelsessystemet. Sverige bør ikke være et forbillede for det danske uddannelsessystem. I stedet bør universiteterne i Danmark spørge, hvilke fordele der findes ved de danske uddannelser. Når Øresundsbroen står færdig bliver spørgsmålet alligevel stillet fra unge mennesker, som begejstres af effektiviteten i Sverige. Og så gælder det om at have et svar parat. Ellers bliver vi løbet over ende.
For de er faktisk ret hurtige ovre på den anden side af Øresund.

Jesper Malm studerer
public relation på RUC

APROPOS
*Forsknings-baseret eller ej

I Danmark udfører løstansatte undervisningsassistenter op mod 40 procent af den samlede undervisning i en studerendes første studieår. Det har sat gang i debatten om, hvorvidt tiden er løbet fra ideen om, at undervisningen på universiteter skal varetages af ansatte med stærk forskningstilknytning.
Argumentet for at bevare den forskningbaserede undervisning er, at de studerende skal lære at arbejde videnskabeligt. Det gør de kun, hvis de bliver konfronteret med praktiserende forskere, der giver dem en videnskabelig, kritisk og analytisk tilgang til studiet.
Omvendt har der lydt røster om, at forskere, rektorer og studerende må se i øjnene, at masseuniversitet er en realitet. Et moderne universitet skal kunne uddanne store grupper af befolkningen til et akademisk job - samtidig med at der produceres banebrydende forskning. Derfor bør forskertalentet forske og de pædagogiske talenter undervise. På den baggrund har bl.a. Danmarks Forskningsråd stillet forslag om fastansatte fuldtidsundervisere. Et forslag der af modstandere er blevet kritiseret for ikke at bero på pædagogiske eller forskningspolitiske overvejelser, men ren økonomitænkning.
På universiteterne føler man sig ligeledes truet af mellemlange videregående uddannelser som f.eks. lærer- og sygeplejerskeuddannelserne, der ønsker at få retten til en bachelortitel.
Samtidig står Dansk Magisterforening med 2.000 medlemmer, der er løstansatte assistenter med lavere løn, ingen pension og med kortere forberedelsestid. Det har fået formanden, Per Clausen, til at foreslå, at der inden for visse områder - dog ikke mere end 10 procent af den samlede undervisning - kan kan ansættes fuldtidsundervisere.
meth

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her