Kronik

Med æren i behold

2. august 1999

Står indvandrernes traditionelle æresbegreb i vejen for gensidig kulturel forståelse og integration? Og hvad blev der egentlig af Vestens ære?

Historisk set
I en kronik i Information mandag d. 28.06.99 med titlen "Den mindst ringe styreform" beskriver professor, dr.jur. Stig Jørgensen udviklingen af demokratiet og den moderne strafferet som resultatet af et brud med tidligere tiders kollektive menneske- og samfundsopfattelse. I "primitive samfund" har det enkelte menneske kun værdi som en funktion i slægten, og ære er den højeste værdi. Når ære krænkes, truer det samfundets ligevægt, og det kræver hævn at genoprette og derved sikre den sociale orden. Ansvar er i dette samfund kollektivt, og hævn kan når som helst ramme ethvert medlem af slægten.
I modsætning hertil karakteriserer Stig Jørgensen det "civiliserede samfund" ved, at pengene er grundværdi, og relationer mellem samfundets medlemmer reguleres ved kontrakt. Reguleringen af sociale relationer ved kontrakt, fremfor gennem slægtsmæssige forpligtelser, nødvendiggør udviklingen af en moral, der sætter respekt for enkeltindividet i højsædet. Man udvikler opfattelsen af individet som "suverænt væsen", men samtidig måler man det enkelte menneskes værdi på dets evne til at yde og give noget for noget. Ansvar er i dette samfund personligt, og hævnen afløst af bøder og fængsel.
Ifølge ovennævnte fremstilling forsvinder ære som værdi som led i udviklingen af Vestens moderne samfund. Ære opfattes som uadskilleligt forbundet med traditionsstyrede samfund, baseret på kollektive normer og værdier, og som uforenelig med det moderne samfunds individualisme. Kollektivisme og individualisme fremstilles som hinandens absolutte modsætninger, som sort og hvidt.

Fremstillingen er problematisk. Den bidrager til at cementere en mytedannelse, som er af betydning for vores forestilling om integrationen i det danske samfund. I følge denne myte er en af de væsentligste hindringer for integration, at indvandrere med en baggrund i såkaldte ære-skam kulturer har vanskeligt ved at omstille sig til tilværelsen i et moderne vestligt samfund, hvor æren har mistet betydning. I Stig Jørgensens formulering udgør mødet mellem disse indvandrergrupper og det danske samfund et samfundsmæssigt problem: "I Europa har indvandringen fra primitive kulturer tilført os regressive tilbagefald til tidligere kollektive værdier, med tilhørende hævn- og familieopgør på grund af tab af ære og respekt."
Spørgsmålet er, om det er rigtigt, at ære ikke længere er en del af vores måde at tænke og handle på ? Om ære virkelig er uforenelig med individualisme ? Spørgsmålet er, om ikke man vil kunne se sammenhængen mellem ære og det moderne individ på en anden måde?
I 1960'erne blev udforskning af Middelhavsområdets kulturer sat på dagsordenen inden for dele af antropologien som et særskilt forskningsfelt. Antropologen Julian Pitt-Rivers udviklede på baggrund af feltstudier i Andalusien et omfattende teorikompleks om ærens rolle i det dynamiske samspil mellem individ, gruppe og samfund. I følge Pitt-Rivers må man betragte æren som udtryk for både en følelse og en social værdi: Ære er på en gang en følelse, manifestation af følelsen i handling, og andres (og egen) vurdering af handlingen. For Pitt-Rivers indgår ære i en kamp om magt og indflydelse mellem grupper i samfundet, en kamp om at definere grundlaget for social anerkendelse: Hvad der opfattes som ærefuldt, og hvordan man handler med ære.
Når mødet mellem indvandrere og danskere beskrives som et møde (eller et sammenstød) mellem repræsentanter for en ære-skam kultur og moderne danske individualister, kan man se det som et led i den vedvarende kamp om at definere grundlaget for social anerkendelse. I kampens hede bliver fronterne trukket skarpt op, og undervejs glemmer vi måske, at fremstillingen af ære og individualisme som hinandens modsætninger netop blot er en fremstilling blandt flere mulige. Man kan f.eks. anskue den moderne individualisme som en ny formulering af ære, ikke som en tilbagevisning og forkastelse af æren som sådan.

I dette perspektiv blev ære af den sene oplysningstids skribenter brugt til at formulere idealer for et nyt menneske. Forestillingen om mennesket som et autonomt, frit og moralsk tænkende individ blev i 1700-tallets sidste årtier skabt gennem en omskrivning af, hvad der var ærefuldt. Oplysningstænkernes nye ideal var en "sand ære", som udsprang af samvittighed, borgerdyd og moral, i modsætning til en "falsk ære", der udelukkende byggede på ydre skin. Forestillingen om den sande ære viser sig i forskellige sammenhænge:
I straffelovsdebatten diskuterede en anonym skribent i det lærde tidsskrift Minerva i november 1799 muligheden af at benytte æresstraffe som middel til at skabe lovlydige og dydige borgere. "Æresstraffen er for et moralsksindet folk af dobbelt nytte, den opfylder straffens hensigt, og vedligeholder en følelse hos folket, der er en spore til de fortræffeligste handlinger. I et land, hvor følelsen for sand ære er borgerens stolthed, der vil berøvelsen af denne dyrebare ejendom virke mægtigere på forbryderen, end den grusomste legemsstraf på det uoplyste, for skam og ære ligegyldige menneske".
For skribenten var det uoplyste individ ikke det, der havde ære som "højeste værdi", som Stig Jørgensens "primitive" menneske, men derimod det ære- og skamløse menneske. Sand ære - eller "ærekærlighed", som han også benævnte den - bestemte han som "den højagtelse, som mennesket kan vente sig af andre, for sit indvortes (moralske) værd. Æresyge derimod higen efter en ære, der ikkun behøver at bestå i et udvortes skin."

Et andet eksempel fra oplysningstiden udgør den voldsomme kritik af duellerne, der på dette tidspunkt var en forholdsvis udbredt praksis i officerskorpset og visse adelige cirkler. Duelspørgsmålet var for oplysningstænkerne en måde at anfægte de fremherskende adelige og militære forestillinger om ære på. Samtidig med at duelkritikere angreb de adelige og militære duellanter for moralløshed, benyttede de kritikken til at formulere den nye ære.
Frem for at tænke på tidligere tiders æresopfattelse som noget, vi har lagt bag os i udviklingen af den moderne individualisme, kan det være vigtigt at pege på de kontinuiteter, der består mellem 1700-tallets borgerlige æresopfattelse og nutidige udtryk for kampen om at formulere grundlaget for anerkendelse. Vi har prøvet at vise dette med et enkelt historisk eksempel, nemlig oplysningstænkernes formulering af "sand ære" som modstykke til adelens ære som "falsk ære", men der findes andre eksempler. Det er f.eks. ikke selvindlysende, at ære og penge som værdier betragtet skulle have afløst hinanden i historiens gang. Penge er ikke det samme som ære, og kan ikke erstattes eller umiddelbart sammenlignes med ære. Men som værdi er penge forbundet med ære, da økonomisk formåen utvivlsomt letter adgangen til at realisere de krav, man som individ eller gruppe gør på at vinde anerkendelse.
Vi er ikke blinde og døve for, at ærens udtryk og former undervejs i historien eller på tværs af kulturelle sammenhænge måske ændrer sig nærmest til ugenkendelighed. Vi taler ikke længere om f.eks. "forrang", "forsmædelse", "agtelse" og "ringeagtelse" forbundet med ære. Men vi er stadig lydhøre for beskyldninger om ikke at leve op til og være i besiddelse af de kvaliteter, som anses for at være forbundet med den rang eller position, man er indehaver af. I 1700-tallet ville man mene, at ens kvaliteter hørte til ens rang. I dag skelner vi mellem positioner og kvaliteter, og den enkelte person skal bevise, at han eller hun er sin rang værdig. Vi taler om "kompetence" og "personlig integritet" og reagerer med følelsen af voldsom krænkelse, når vi uretmæssigt bliver mødt med beskyldninger om løgnagtighed, svig, utroværdighed, psykisk labilitet, inkompetence, uprofessionalisme, ansvarsforflygtigelse eller uansvarlighed.
Selvom ære ikke indgår i vores mest almindelige sprogbrug, betyder det ikke, at vi ikke kæmper for social anerkendelse. Når vi udtaler os om ære, udtaler vi os med et perspektiv, som er betinget af vores kulturelle og sociale praksis. En praksis, der i høj grad formes af, hvad vi opfatter som anerkendelsesværdigt - som ærefuldt.

*Sune Christian Pedersen er stud.mag.i historie og Lotte Kragh er cand.psych, phd. stipendiat

Apropos - Adelig ære

Et godt eksempel på adlens æresopfatteæse er de mange debatindlæg, den Slesvig-Holstenske borger og embedsmand August Hennings bragte i diverse tidsskrifter. Hennings var blevet udfordret til duel af en højtstående adelig officer. Da Hennings valgte at afslå udfordringen, blev han af sin udfordrer hængt ud som fej og æreløs i landets aviser. Som svar publicerede han et væld af forsvarsskrifter, der alle kredsede om, hvorvidt han stadig kunne betragtes som en mand af ære. I disse forsvarsskrifter reformulerede han ære efter tidens nye oplysningstanker.
For det første lagde han stor vægt på samvittighed. Da sand ære kom indefra, kunne den ikke krænkes af ydre fornærmelser. Den sande ære var grundet i dydige og retskafne handlinger, som var i overensstemmelse med moralen og fornuften, dvs. loven. Så længe en borger overholdt loven, var hans ære ukrænkelig.
For det andet afspejlede Hennings' selvforståelse sig i den nye ære, som han formulerede: Ansvaret blev en grundpille i forståelsen af, hvad der bragte en mand ære. Når han på den ene side ikke kunne tillade sig at duellere, men heller ikke bare kunne ignorere sine modstanderes beskyldinger, skyldtes det hans ansvar for sin funktion som højt placeret offentlig embedsmand. Heri lå en erkendelse af, at individet i praksis ikke kan være upåvirket af vurderinger fra dets sociale omverden.
Der er derfor en tæt sammenhæng mellem det faktum, at de borgere, der i slutningen af 1700-tallet reformulerede ære, i overvejende grad kom fra en embedsstand, og den værdi, ansvaret fik i tidens formulering af "sand ære". Men også i dag, er beskyldningen om ansvarsforflygtigelse (på alle livets områder) en af de ting, der kan krænke os allermest.
På samme måde som ansvaret blev præstationen for Hennings og hans samtidige vigtige værdier, der blev forbundet med ære. Dette viser sig for eksempel i tidens udbredte modstand mod handel med ærestitler. Og endelig kan man pege på kompetencen som et træk af den ny ære. Embedsmanden følte ikke kun ære ved at være ansvarsbevidst og flittig, men også ved at udfylde sit hverv på kompetent vis.
scp og lk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu