Kronik

Arbejdet truer velfærden

26. august 1999

Med baggrund i Mogens Lykketofts kronik, Arbejdet skaber velfærden 27. maj vender formanden for Landsforeningen af Arbejdsledige her problematikken om og siger, at det er selve arbejdet, vi skal diskutere

Økonomi & Politik
I de senere år har vi ofte fået stillet spørgsmålet: Har vi råd til velfærden? Spørgsmålet indeholder en underforstået opfattelse af, at de mange udgifter ved at drive en velfærdskapitalistisk stat skyldes de arbejdsledige, de syge, de gamle og børnene.
Når mulighederne for at fastholde 'det høje serviceniveau' bliver drøftet, glemmer man ofte, at det netop er produktivitetsfremmende at gøre pleje og omsorg til en offentlig opgave. Hver pædagog, hjemmehjælper eller sygeplejerske frigør tre, fire eller fem andre personers arbejdskraft til arbejdsmarkedet. Eller sagt på en anden måde, så frigør 100.000 offentligt ansatte i pleje- og omsorgssektoren 300.000 til 500.000 personer til andre formål, bl.a. fordi en børnehavepædagog passer flere børn end en hjemmegående husmor/far.
De lavtlønnede børnehavepædagoger øger det private erhvervslivs indtjeningspotentialer. Der bliver frigjort kvinder og mænd fra børnepasning til produktion af broer, motorveje, kemifabrikker, tobaksreklamer, forsikringsselskaber, farvestrålende tryksager, spændende underholdning, lufthavne, 'miljøvenlige' biler, smagsstoffer, køleskabe, pølser uden smag, sjovt slik, kvalitetslegetøj og computere med indbygget forgængelighed. Tusinder af offentligt ansatte gør det muligt for andre at producere og skabe rammerne for det, Marianne Jelved og ledende socialdemokrater kalder fællesskabet.
Dem, der ikke er på lønningslisten i det offentlige eller i en privat virksomhed, er ifølge denne logik udenfor fællesskabet. Det kræver altså beskæftigelse at være med i fællesskabet. De politiske bestræbelser går da også på, at skabe beskæftigelse og dermed bringe flere med ind i fælleskabet.
De beskæftigede har en lønindkomst. Denne lønindkomst kan beskattes og beskatning er forudsætningen for statsdannelse og dermed også forudsætningen for, at velfærdsstaten kan eksistere. Det er naturligvis ikke holdbart blot at beskatte overførselsindkomster - dem udenfor fællesskabet - eller lønindkomster, der er finansieret via skatter, dvs. offentligt ansatte. Pengene 'skal jo komme et sted fra'. De private indkomster skal beskattes for at finansiere det, der på denne måde kommer til at fremstå som udgifterne, nemlig lønnen til de offentligt ansatte og dem på overførselsindkomster.

Mange politiske tiltag har derfor til formål at bremse væksten i de offentlige udgifter og lette byrderne for de private erhverv. I denne form for økonomi-logisk kontekst kommer producenter af TV2-reklamer og dårligt øl til at indgå i fællesskabets økonomi på plus-siden. De genererer indkomster, der kan beskattes og bruges til aflønning af f.eks. hjemmesygeplejersken, der figurerer på minus-siden i fællesskabets husholdningsregnskab.
Vi kan nemt komme med argumenter for, at det burde forholde sig omvendt, altså at hjemmesygeplejersker talte som et plus i samfundsregnskabet og at dårligt øl var bandlyst, men det strider mod logikken i den kapitalistiske økonomi.
Tilsyneladende er der stigende problemer med at finansiere velfærdsstaten. Det paradoksale er, at produktivitet såvel som antallet af lønarbejdstimer stiger både nationalt og globalt. Den øgede produktivitet skulle ellers kunne bruges til at forbedre og betrygge velfærden for alle. Men væksten er tilsyneladende ikke stor nok til at finansiere velfærden. Men hvorfor vokser velfærden ikke i takt med væksten og produktiviteten?
Vi må fastslå, at økonomisk vækst ikke er garanti for velfærd, men dog en absolut forudsætning. Økonomisk vækst er, om man kan lide det eller ej, nødvendig. Uden den ville velfærdsproblemerne være værre. Kapitalister med underskud er både dårlige arbejdsgivere, dårlige økologer og dårlige skatteydere. Men velfærdsstatens finansieringsproblemer er også vores, og derfor må vi undersøge, hvordan statens muligheder for at sikre alle et godt liv er blevet forringet på trods af voksende teknologiske og økonomiske muligheder for at skabe betingelser for gode liv.
Den korte, umiddelbare og delvis rigtige forklaring er, at arbejdskraften i stigende grad bruges i produktioner, der skaber omsætning, og dermed bliver flyttet fra områder, der skaber gode, sunde og trygge livsbetingelser. I denne forstand er udsagnet 'arbejdet truer velfærden' lige så sandt som den mere gængse 'arbejdet skaber velfærden', som lanceret i Lykketofts kronik den 27. maj i Information.
Der er altså forskel på 'arbejde'. Noget arbejde skaber bedre livsbetingelser, andet arbejde (og det er ganske meget) ødelægger livsbetingelserne. Det fælles ved arbejdet er lønnen. Fortalerne for fællesskabet som metafor for velfærdssamfundet gør arbejdets tal-ækvivalent 'beskæftigelsen' til knagerækken i samfundet. Noget må nødvendigvis gå galt, når så meget beskæftigelse notorisk ødelæggger livsbetingelser.

Vi er i en udviklingfase, hvor effektiviserings- og rationaliseringsgevinsterne ved nye teknologier i mange industrier er ganske små. Udviklingen af nye bil-modeller tager årtier, og det er vanskeligt at forestille sig dybtgående rationaliseringer i en fuldautomatiseret folkevognsfabrik. Det samme gælder for landbruget, der endnu er begrænset af fotosynteser og årstider. På elektronikområdet har vi større forhåbninger til teknologiske landvindinger, men også her bliver marginalerne mindre og mindre. Kun i helt nye industrier er der muligheder for eksplosiv vækst og hurtige penge. I 1990'erne er det soft-wareindustrien, der har leveret disse økonomiske eventyr.
Det er åbenbart udviklingen! Den kapitalistiske økonomis udvikling registreres dog hovedsageligt i talkolonner, der opgør pengemængder. Pengenes svingende og ukendte måleenhed har medvirket til at skjule det faktum, at vores evne til at købe resultatet af andre menneskers arbejde løbende er blevet forringet. Derfor er det blevet 'dyrere' at købe hjemmepleje, sygehuse, børnehaver, skoler og håndværkere. Tilsvarende er det blevet billigere at købe produkter, hvor det stadig er muligt at øge produktiviteten f.eks. tv, vaskemaskiner, telefoner, køleskabe og elektronik. Selvom 'tidsindholdet' i lønningsposen er blevet mindre, er evnen til at købe sig til en højere levestandard rent materielt blevet større.

Statens opgave er netop at udføre de opgaver, som kapitalisterne ikke kan eller vil udføre. Det vil typisk være politi, retsvæsen, seddelpresse, pasning af uproduktive unge, syge og gamle. Men statens evne til via beskatning af diverse indkomster at løse disse samfundsmæssige opgaver er blevet forringet. Det offentlige varetager netop de områder af samfundslivet, hvor der ikke kan rationaliseres og teknologiseres ret meget. Her kan rationaliseringseksperten lige så godt bruge tiden i hængekøjen.
Så selvom lønningsposerne og farvefjernsynene er blevet større, er evnen til at købe 'arbejdstid' blevet forringet. Derfor har staten svært ved at finansiere sine udgifter og problemet er, at dette er en fortløbende proces, der vedvarende vil udhule vores evne til at 'finansiere' velfærdssamfundet.
Lykketoft og hans efterfølgere vil i de kommende år stå med voksende finansieringsproblemer, som statens gæld og forrentning heraf ikke gør det lettere at løse. Løsningen må ligge i, at det arbejde, der er nødvendigt for at opretholde en retsstat, hvor alle har ret til indkomst og social tryghed, går forud for kapitalistisk produktion med profit for øje. Først når samfundets nødvendige funktioner er opfyldt og produceret, kan vi tillade iværksættelsen af profitorienteret virksomhed. Vi lever ikke af tobaksreklamer, dårlige vaskemaskiner og forsikringsselskaber. Produktionen af den slags skal ikke gå fra pasningen af børn, gamle og syge.
Politikerne må give sig i kast med at definere det arbejde, der er nødvendigt for at forny og bevare velfærdsretsstaten. Indtil da truer arbejdet velfærden!

*Erling Frederiksen er sekretær i Landsorganisationen af Arbejdsledige, LA og formand for Socialdemokratiet i Svinninge.

*Landsforeningen af Arbejdsledige holder den 28. og 29. august konferencen 'Indkomst til alle - men hvordan?' i Jyderup

APROPOS
Tre måder at få flere penge på
Hvis vi ridser ned til økonomiens grund, så er der kun tre metoder til at få penge til at tjene flere penge, der tjener flere penge osv. Altså skaber vækst. Og her ser vi bort fra løbske seddelpresser og eksotiske valuta-eventyr.
- Flere og flere bliver lønarbejdere og følgelig kan der tjenes mere og mere på disses merarbejde.
- Arbejdsdagen og arbjdslivet kan gøres længere og længere, så den enkelte lønarbejder leverer mere og mere merarbejde.
- Man kan organisere, effektivisere og udvikle teknologier således, at lønarbejderen kan opnå et voksende materielt forbrug samtidigt med, at dette konsum kan produceres på kortere og kortere arbejdstid. Et
lønarbejderkonsum kan produceres på kortere og kortere tid.
Disse tre måder at producere merværdi på er blevet anvendt, bliver anvendt og vil blive anvendt i den kapitalistiske økonomi. Kombinationsmulighederne i tid og rum er talrige, men langt fra uendelige. Antallet af lønarbejdere i Nordeuropa kan ikke vokse ret meget, og man kan kun vanskeligt skabe vækst ved at forøge beskæftigelsen. Derfor må der arbejdes i længere tid både pr. uge og i livsforløbet. Men, hvis der arbejdes for meget, begynder levealderen at falde, og kvinderne holder op med at føde børn. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop udtrykt bekymring over dette forhold, ganske vist ikke over børnene eller kvinderne, men over det manglende vækstpotentiale i form af nye lønarbejdere om føje år.
ef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu