Læsetid 6 min.

Arbejdets grænseløse IT-ekstase

27. august 1999

Den sidste rest af fleksibilitet i det offentlige forsvinder, når kommunikationen med borgerne er ofret på IT-diktatets alter og alle henvendelser foregår elektronisk

Det virtuelle rum
Da det arbejdende folk i sin tid forlod landsbyerne og markerne og bondeidentiteten, tog det ind til byerne. Her installerede det arbejdende folk sig i trange lejligheder, som lå i mørke baggårde. Hver morgen forlod det arbejdende folk deres kasernelignende opholdssteder for at pukle i industrialiseringens templer, fabrikkerne, som tidligt indvarslede massesamfundet og derved lagde en af grundstenene til dét videnssamfund, som nu dagligt både omslutter og udfordrer os. Den historiske proces efterlader indtrykket af en stringent bevægelse, som går fra stalden over maskinhallen på B&W til det arbejdende folks seneste bastion: Kontoret.
Kontormiljøer og kontorkulturer inkarnerer over en bred front vores samfund her på tærskelen til det nye årtusind. For kontoret beskæftiger ikke alene det arbejdende folk. Det rummer også en væsentlig del af de funktioner og ideologier, som er med til at holde orden på informationsforretningen Danmark. Kontorer ikke alene producerer information. De distribuerer og registrerer og arkiverer information. Information er et materiale, som kontorer bestandigt giver og modtager, vurderer og sammenligner - internt og med hinanden.
Som en logisk konsekvens er computeren blevet kontorets værktøj par excellence, for den rummer forandringspotentialet til sin egen fremtidige uundværlighed. Der er ganske enkelt uanede dybder at lodde i computerens anvendelsesmuligheder - og så er der penge i skidtet. Salget af computere og kontormiljøer er i de senere år vokset proportionalt med entreprenører og investorers tro på den informationsteknologiske udvikling - en udvikling, som kræver de rette fysiske betingelser og den rette ånd for at kunne næres.
Skulle nogen være i tvivl, næres udviklingen overmåde fint: Hvor mange danskere tager ikke hver morgen hjemmefra, for at lade sig indlogere på nogenlunde ens 'pinde' i nogenlunde ens kontorer, hvor man i det store hele foretager sig det samme, nemlig sidder med fuldkommen ens tekstbehandlings-, præsentations- og regneprogrammer, de samme databasesystemer og de samme modemforbindelser til det samme internet? Ganske vist varierer tal og bogstaver, sager og problemstillinger, men man kan stadigvæk med usvigelig sikkerhed øjne det arbejdende folks homogene statur.
Hvor svært er det ikke umiddelbart blevet at skelne forskellige professioner og fag fra hinanden? Hvad enten du er regnskabsmand, socialrådgiver eller marketingassistent, foregår en stor del af din arbejdstid foran en skærm - eventuelt med telefonen i øret og ringbindene indenfor sikker rækkevidde på reolen. Du går til møder og spiser hver dag i kantinen, hvorefter du går i gang med at producere nye rapporter, redegørelser, notater og breve. Selv landmanden og fiskeren er spundet ind i computerkulturens doktriner, idet også de er tvunget til at skematisere, tælle op og indberette deres arbejdshverdag til pågældende myndighed - det være sig i København eller Bruxelles.
Studier i fænomenet kontorkultur og folks oplevelser med at arbejde og virke i en informationsfikseret dagligdag tyder på en dagligdag, som på den ene side er kedelig og banal, men som på den anden side rummer kvintessensen af den postmoderne arbejdskultur. Tager man resultaterne af en socialforvaltnings daglige anstrengelser op til vurdering, oplever de færreste ansatte arbejdsproduktet som en størrelse, de kan se eller røre ved som afslutningen på en arbejdsproces. Arbejdsproduktet fremstår snarere som en vag bevidsthed om, at hverdagens møje og besvær et eller andet udefinerligt sted - for nogen - har frembragt et gode. På den moderne arbejdsplads er der en latent fare for, at dagene udelukkende går med fordeling af viden og information. Dette er ganske vist ikke i sig selv noget problem, men herved glider oplevelsen af at dyrke et håndværk ud på sidelinjen. Formålet med det, man er ansat til, kan let forsvinde i bunkerne af papir og e-mails og telefoner, hvor man som medarbejder bruger mere tid på at referere og planlægge, repetere og samle op, end på at dyrke kerneområderne i sin egen faglighed.

Trækker vi herfra linjen videre og spørger, hvad arbejde i det postmoderne samfund har udviklet sig til, kan man med den franske filosof Jean Baudrillard svare, at fortidens konkrete arbejdsprodukter i dag er reduceret til reproduktive arbejdshandlinger og derved absorberet i en rent forestillet hyperrealitet - det såkaldte simulacrum. Arbejdet er ifølge Baudrillard blevet frataget sin oprindelige substans og mening, og er i stedet blevet omsat til at være et tegn blandt andre tegn. Arbejdsprocesser er derfor at forstå som rent operative abstraktioner.
Tilsvarende er det arbejdende kontorfolk blevet indlejret som neutrale udøvere af objektivt definerede arbejdshandlinger i store, selvsvingende, reproduktive systemer. Systemer, i hvilke arbejdet er lig sæt af tegn-operationer, som henviser til sig selv. Arbejdet udtrykker derfor ikke længere noget produktivt i traditionel forstand. I stedet afspejler det samfundet. Arbejdet kommer til at symbolisere den indelukning og koncentration, som gennemtrænger specialiserede arbejdsorganisationer, hvor ingen reelt kan se, hvad man producerer, kun at man holder store, uigennemtrængelige systemer i gang. Ifølge Baudrillard prøver mennesker af al magt at bortjage effekten af dette simulacrum. Alle ønsker at kunne gennemskue simulacrum og dets system af indbyrdes selvrefererende tegn, som skjuler den reale virkelighed.
Men betragter man hverdagen i en offentlig forvaltning, defineres simulacrum ikke udelukkende negativt. Simulacrum er i sin yderste konsekvens også en tilstand, de ansatte opsøger. På arbejdspladserne - alle disse kontorer i alle disse landskaber i alle disse bygninger i alle disse byer - dyrker vi dagligt Baudrillards formfikserede simulacrum, kommunikationens ekstase, den uendelige samtale, meddelelsen. Vi dyrker for eksempel møderne: Orienteringsmøder, arbejdsmøder, personalemøder, ledermøder, fællesmøder, afdelingsmøder, informationsmøder, stormøder, personlige møder, summemøder, produktionsmøder, koordineringsmøder, undervisningsmøder og oplysningsmøder. Og lægger vi møderne sammen med horden af telefonkonversationer, elektroniske postforsendelser, modemopkald og udprints af hjemmesider, ses det, hvor meget vi - det arbejdende folks postmoderne formidlere - er spundet ind i IT-kulturens net af lige dele effektivitet og rationalitet og tro på, at al denne kommunikation og information er godt for noget.
Dagene vil fortsat gå med at taste beskeder ind i registre, notere korte meddelelser og videregive relevante oplysninger til relevante personer, tale i telefon, holde møder, skrive e-mails og sende sjove billeder rundt til kollegerne, hvis man da ikke er beskæftiget med at sende viden rundt i databasers uendelige galakser. Det arbejdende folk på det offentlige kontor oplever muligvis selv hverdagen som en række banale og højst u-eksotiske gentagelser, men det er en hverdag, som afspejler et samfund på kanten af et nyt årtusind.

Niels Olsen er antropolog med speciale i forholdet mellem IT og brugere og skriver jævnligt i Information

Apropos - IT-diktatets alter
På længere sigt vil meget kommunal service sandsynligvis gå over nettet. Det er visionen, at borgerne via et system af links og søgeredskaber selv skal kunne finde frem til oplysningerne i deres egne sager: Hvad kan jeg få i pension? Hvordan får jeg den tilladelse fra Teknisk Forvaltning? Hvilke rettigheder har jeg på det sociale område? Borgeren kan i den yderste konsekvens blive sin egen sagsbehandler. Det kræver blot, at man er i stand til at navigere rundt mellem de kommunale forvaltningers implicitte kategorisystemer, deres vidensnetværk og definitioner af mere eller mindre vigtig viden.
Idéen fænger i disse år, for den kan spare penge hjem til den enkelte kommune, hvis servicemedarbejdere kan undværes og eventuelt omskoles til andre funktioner. Men konsekvensen kan også hurtigt blive et usmidigt, forud programmeret system, som allerede har defineret rammerne for samtale. Og man kan da spørge, hvor meget der reelt er tilbage at forhandle om, når embedsmændenes sidste rest af fleksibilitet er blevet ofret på IT-diktatets alter? Kan man da som borger stadigvæk udfordre rådhuset, kritisere embedsstanden og påberåbe sig rimelighed i sagsbehandlingen? Eller er enhver ankemulighed én gang for alle forsvundet til fordel for den simulerede sagsbehandling, der umiddelbart korresponderer fint med fremtidsfanatismen, men som i virkeligheden blot indskyder endnu et sæt vandtætte skodder mellem borger og offentligt system?no

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu