Læsetid: 4 min.

I Danmark har vi ingen provinser

Debat
23. august 1999

Det lille Danmark er mere end noget andet samfund i Europa præget af en gennemført nationalisering og centralisering

DANSKHED
'Dansk er et lille sprog' lyder det ofte blandt mennesker, der er bekymrede over det danske sprogs fremtid, i Danmark såvel som udenfor. Udsagnet er naturligvis rigtigt i den forstand, at ikke meget mere end godt fem millioner har det som første sprog. 'Modersmål' som det hedder med et let antikveret udtryk. Men dansk er slet ikke et lille sprog i Danmark. Der er det tværtimod stort i den forstand, at næsten alle taler det, eller i det mindste forventes at gøre det. Denne 'storhed' er et resultat af den historiske udvikling siden slutningen af 1700-tallet. Før 1814 var det 'danske monarki' en typisk europæisk multinational stat som bestod af en lang række forskellige enheder.
Dobbeltmonarkiet omfattede kongerigerne Danmark og Norge med de atlantiske bilande. Men den betegnelse er ikke præcis nok, idet ca. en tredjedel af statens befolkning boede i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Mange af indbyggerne i deres provinser talte tysk, enten højtysk eller for flertallets vedkommende nedertysk (plattysk). Store dele af administrationen og hæren talte ligeledes tysk, hvilket satte sit præg på hovedstadens befolkning, hvor i hvert fald fem af menighederne var
tysktalende.

Tre eller fire sprog
Selv om vi holder kolonierne udenfor, talte man flere forskellige sprog i denne stat, som med et moderne teknisk udtryk kaldes en 'konglomeratstat'. Ifølge den moderne opfattelse af sprog drejede det sig om tre eller fire sprog, dansk, norsk og tysk - der retteligt både omfattede plattysk og højtysk. Sådan opfattedes det blot i tiden før nationalstaterne. Dansk var ikke bare 'dansk', ligesom norsk ikke bare var riksmål og nynorsk. I riget taltes en lang række dialekter, fra det gamle skånske på Bornholm til sønderjysk i Slesvig. Dertil kom, at de lærde desuden talte og især skrev latin, hvortil kom, at fransk var ganske udbredt som omgangssprog i overklassen i 1700-tallet.
Under overfladen
Styreformen var enevældig, men under den ensartede overflade trivedes langt større forskelle end dem, vi har vænnet os til at opfatte som det normale efter nationaliseringen af befolkningen. Den eneste undtagelse er religionen, hvor styret gennemtvang den mest intolerante ensretning og først meget langsomt anerkendte jøder, katolikker, metodister og andre 'afvigere'. Nationaliseringsprocesser kendes fra alle Europas lande i 1800-tallet, og har i det 20. århundrede præget resten af verden.
I Danmark faldt nationaliseringen sammen med en formindskelse af staten, først i 1814 med afståelsen af Norge, siden i 1864 med tabet af Slesvig og Holsten. I 1920 vendte en del af Sønderjylland 'hjem' til Danmark, men samtidig var Island reelt blevet selvstændigt i 1918 - helt formelt dog først løsrevet i 1944. Det lille Danmark blev på grund af denne tabshistorie præget af en mere gennemført nationalisering og centralisering end næsten noget andet land i Europa. Bestræbelsen blev formuleret af den nationalliberale politiker, Orla Lehmann, i mottoet "i Danmark gives der ingen Provindser". Det gjorde der nu nok, da han formulerede devisen i 1838, men det er rigtigt, at efter to krige 1848-50 og 1863-64 var det urealistisk at arbejde for en føderal opdeling af det lille land.

Trods ringe størrelse
Trods landets ringe størrelse varede det alligevel ganske længe, før Danmark og danskerne blev helt homogeniserede på det sproglige plan. Reelt skete det først efter introduktionen af landsdækkende tv i 1960'erne. Indtil da var dialekterne tydeligt forskellige. Og de havde forskellig status. I vide kredse opfattedes det som en skandale, at Venstres statsminister Knud Kristensen i slutningen af 40'rne insisterede på at sige "æ" i stedet for jeg. Lavkøbenhavnsk havde næsten lige så lav anseelse i forhold til det såkaldte 'rigsdanske', der ikke er meget andet end en sjællandsk dialekt. Denne dialekt blev indterpet, hvor generationer af elever blev tvunget til at ændre deres dialekt til rigssprog i et sprogskifte, der minder meget om tvangen i meget større lande som Frankrig og Italien.

Takket være medierne
I dag tvinges ungerne ikke på samme måde til at skifte sprog i skolen, men det er fordi, det ikke er nødvendigt. Takket være medierne taler alle nu næsten det samme danske sprog, hvor kun intonationen røber oprindelsen - plus engelsk i en eller anden udgave. Udskillelsen efter sprog er formentlig lige så hård, som den altid har været, men nu går den mere på etnisk oprindelse end regionalt tilhør.
Dansk er et stort sprog i Danmark, men alligevel ikke mere sikkert på sig selv end, at Danmark sammen med bl.a. Frankrig stadig ikke har ratificeret Europarådets konvention om rettigheder for de såkaldte 'mindre sprog'.
Ser vi bort fra de øvrige dele af Rigsfællesskabet, ville en ratificering i Danmarks tilfælde bl.a. kræve oprettelse af en tv-station for det tyske mindretal. Og det ville mange føle fjollet, da flertallet i selvsamme mindretal snakker sønderjysk hjemme. Problemerne er reelt større med tyrkisk, arabisk, tamil, somali etc., men alle disse indvandrersprog får aller tidligst om nogle generationer rettigheder som mindre, danske sprog.
Selv om det danske 'modersmål' er en ret ny foreteelse for de fleste danskere, er der meget lidt, som tyder på at det skulle være truet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her