Midt i frigørelsen har vi gjort følelser, kærlighed og omsorg hjemløse
Familiepolitik
Sidste år var jeg med min datter og hendes veninder til Spice-Girls koncert. En stor oplevelse, som satte mange forundrede tanker i gang. En af dem om familie og kvinder i dag. Koncertens ultimative højdepunkt var nemlig, da de - dengang - fem Spicepiger tog salen med storm under sangen We are family.
Salen kogte, og tøserne følte, at sådan var det - dét var familie - en følelse af beslægtethed fyldte rummet. En ny måde at bruge familiefølelsen og myterne om fællesskabet blev synlig. Familien er i dag en meget tydelig del af den offentlige debat. Den er nemlig blevet synonym for det gode liv. Faktisk er familiernes trivsel blevet målestok for både politikernes og velfærdsstatens succes og kvalitet.
Men familien er jo ikke længere en entydig størrelse - det er ikke længere noget, vi bare har, fordi vi er beslægtet med nogen. Samtidig med, at flere og flere mennesker lever alene, er familien blevet noget, vi skal have særlige politikker for, noget attråværdigt og en organisering af livet, som de fleste stræber efter.
Få ved, hvad de taler om
Og mens vi debatterer familien, som aldrig før, gør vi det egentlig uden at vide, hvad vi taler om. Ingen - eller kun få - gør sig den ulejlighed at drøfte, hvad vi hver især kan være og bidrage med i familiefællesskabet.
Familiebegrebet er blevet en myte, som vi individuelt og sammen med reklamebureauerne kan fortælle historier om, men kan man formulere politikker for myter?
Og dog, to emner tager faktisk konkret form i debatten.
Det ene er fædreroller, det andet er tid. Fædreroller tematiseres som et spørgsmål om særlige maskuline kvalifikationer: Mænd skal - på idealplan forstås - deltage i familielivet på særligt maskuline præmisser med deres fysiske og styrkebetonende versioner af nærvær - ellers mangler der noget, siger i hvert fald mandebevægelserne.
En stor del af daginstitutionernes stillingsannoncer bekræfter dette i deres efterspørgsel på mandligt personale til institutionerne.
Tid som mangelvare
Tid tematiseres af politikere, af kvindeorganisationer og ligestillingsarbejdere som en mangelvare (eller en fejlprioritering hos mænd, som ikke tager orlov). Men der gives ingen bud på kvinders rolle i familien.
Det er gjort en gang for alle med ligestillingskampens hovedtese: Køn er ingen hindring - kvinder kan det hele o.s.v.
Bliver der endelig talt familie og kvinderoller, handler det om at skabe sammenhæng med arbejdsliv, om at få omsorgsdage nok, orlov nok og lignende arbejdsmarkedspolitiske tiltag.
Eller i komplementaritetsversionen til den nye maskuline faderrolle: Kvinder skal lære at give slip, gå væk og give plads for fædre i familien. På den måde skulle vi også kunne opnå sidegevinsten: at begge parter bliver lige ustabile på arbejdsmarkedet på grund af prioriteringen af familien.
Men hvad er en mor anno 1999? Hvad er hun i familien?
Kvinderollerne på arbejdsmarkedet kan vi snakke om. Men i familien - nej.
Lykke og kærlighed
Nok er der stadig to roller til forældre i moderne familier, men kun den ene debatteres. Og alligevel finder de to køn gang på gang sammen om en familiedannelse, som ingen af parterne oftest har begreb skabt om, hvad skal gå ud på.
Overskriften er lykke og kærlighed, men ingen har opskriften. Midt i selvrealiseringen og frigørelsen er vi kommet til at gøre følelser, kærlighed og omsorg hjemløse - i bogstaveligste forstand.
Og der stiller myten om den lykkelige familie beredvilligt op og tilbyder rum for følelser og fiktiv afhængighed af andre. Alt imens erhvervslivet efterspørger kvindelige egenskaber og familien efterlades med fars nye maskulinitet og mors fravær.
Måske skulle vi begynde at debattere, hvad det er, vi kvinder tilbyder i familien.
Måske var det smart at få sat ord på, hvad en familie kan og skal, før vi kaster os ud i flere familiepolitiske tiltag.
