Af KASPER GRAARUP lektor ved Institut for Informationsstudier,Danmarks Biblioteksskole
Tørklæder handler selvfølgelig om økonomi, og ikke om integrations-politik
Uklædeligt
Det jeg ikke bryder mig om, er jeg en flittig bruger af. Jeg går ofte på McDonald's. I den sidste tid er jeg tilmed i egenskab af at være privatbilist blevet en flittig bruger af motorvejsnettet og af McDrive. Og så handler jeg i Brugsen.
For ikke så mange år siden, medens jeg studerede og ofte arbejdede om natten, var jeg en flittig bruger af en lokal grillbar. Det forhold kom imidlertid til en brat afslutning, da jeg en nat trådte ind i grillbaren og mennesket bag disken sagde: "Det sædvanlige?"
Det var afskyeligt. Mennesket bag disken havde af-sløret sig som netop menneske, og værre end det: Han havde antydet, at jeg også var et menneske og at vi kendte hinanden.
Med udsagnet "Det sædvanlige?" havde han afsløret, at jeg kom på grillbaren ofte, at jeg som regel købte det samme, at han havde lagt mærke til dette og kunne anvende denne viden i sin omgang med mig.
Den formelle anonymitet var lagt til side og min privatsfære dermed overskredet. Vi kendte nu hinanden, og var jeg ikke øjeblikkeligt holdt op med at købe min mad dér, havde det været legitimt, om han var begyndt sådan forsigtigt at stille spørgsmål til mit liv uden for grillbaren og jeg til hans.
Ingen nuancer
Jeg fandt lindring hos McDonald's. Efter oplevelsen på grillbaren var mine nerver selvsagt lidt tyndslidte og mine sociale filtre ligeså. Hos McDonald's er markedsføringsstrategien anonymitet, også kaldet standardisering. Alt er her lagt an på, at begrænse behovet for 'menneskeligt' samværd mest muligt.
Her er ingen nuancer, alt er standardiseret og automatiseret: Indretning, menuer, uniformer, ja endog ekspedienternes replikker køre på fastlagte skinner og spor: "Ønsker De noget at drikke til?", efterfulgt af et smil så falsk, at man føler sig ganske tryg og forsikret om, at man bliver betjent af en robot.
Man slapper af og kan rette ryggen: Her er ingen risiko for hverken offentlig eksponering eller personlige spørgsmål. Eneste kontaminerende element er de andre kunder, der synes præget af alskens kulturel forskellighed med overvejende tendens til folkelighed af værste skuffe.
Men så har vi heldigvis McDrive: Man behøver end ikke at forlade sin bil, men kan nøjes med et kort sekund at rulle vinduet ned, og den simulerede robot er erstattet af en ægte robot i form af et elektronisk samtaleanlæg. Paradis. Eller hvad?
Brug for bistand
Nogen vil måske mene, at jeg har brug for psykologisk bistand. Jeg tror, jeg er som folk er flest: Der findes naturligvis stadig enklaver af romantikere, ensomme og gamle, der mener, at vi bør komme hinanden ved, og at det var skønt dengang vi handlede hos den lokale købmand. En vi kendte privat og som havde et fornavn.
Det er muligt, de findes, med de er i mindretal, og det ved bl.a. Ebbe Lundgaard (EL) og FDB. Det skal retfærdigvis siges, at EL og FDB på dette punkt ikke adskiller sig fra Dansk Supermarked og de øvrige McDonaliserede stordrifter.
Når EL forsvarer FDB's småfascistiske personale- og uniformeringspolitik med, at kunderne ikke skal være i tvivl om, hvem der arbejder i Brugsen, er virkeligheden den, at kunderne ikke må opdage, at der er mennesker i uniformerne:
Tænk blot om man ved en henvendelse til en uniformeret medarbejder blandt hylderne i Brugsen blev konfronteret med den chokerende oplevelse, at han / hun ikke var så god til dansk!
Erkendelse koster
Uanset hvor smukt uniformen i øvrigt sad ville man ikke kunne løbe fra den erkendelse, at man var i færd med at kommunikere med et andet menneske, og alt efter hvor godt opdraget man var, tage den erkendelse til efterretning: Det ville kræve engagement, tid og kræfter. Og for FDB ville det koste penge: Kunderne ville flygte fra denne voldtægt af privatsfæren og lægge deres indkøb i Føtex eller et andet sted, hvor de ville blive betjent af anonymt smilende robotter. Sådan er dét.
Det handler selvfølgelig om økonomi og ikke andet, og det ville klæde EL, om han turde kalde en spade en spade: Det handler ikke om integrationspolitik.
Det handler ikke om hvilke krav, vi kan og bør stille til hvilke indvandrergrupper. Det handler om, at FDB ikke tør udfordre neurotiske og asociale kunder, som jeg selv. EL stikker halen mellem benene og bidrager til den ensretning, uniformering og anonymisering, der gør forskellighed så anstødelig. EL gøder jorden for smålighed og racisme.
