Læsetid: 4 min.

Fællesskabets tyranni

Debat
17. august 1999

Mens verden er ved at gå op i hat og briller, findes der mennesker, der fylder deres liv med at sikre lighed for alle sommer-husejere

Nabokrig
Hvis det er muligt at lære af eksemplet alene, kan følgende historie fra sommerlandet muligvis kaste et instruktivt lys over dele af den danske nationalkarakter: For nogen tid siden rapporterede et tv-nyhedsprogram fra et sommerhusområde i provinsen - et af disse agurketidsindslag, som bærer alt for tydeligt præg af manglen på relevant journalistisk stof. Men da det ofte er fra de små, banale detaljer, at man kan trække de større kulturelle linjer, tjener historien alligevel et formål, skønt jeg umiddelbart vurderede den til at være en let forsinket aprilsnar. 'En nabo' i et sommerhusområde er i færd med at bygge en 1. sal på sit hus, skønt de officielle vedtægter utvetydigt fastslår, at noget sådant er forbudt. Man må ikke bebo 1. salen i sådan et hus sådan et sted. Det skulle efter sigende stå sort på hvidt.

Skide ligeglad
Naboen, som bygger huset, er imidlertid, med nabo-nabokonens ord, "skide ligeglad!". Han svarer ikke på henvendelserne og advarslerne fra de andre beboere. Han viser sig kun sjældent på byggepladsen og opfører sig i det hele taget så arrogant, at han med tiden både er blevet bagtalt og marginaliseret og nu - via tv - eksponeret for hele nationens kritiske blik. Manden selv kan tv-holdet af gode grunde ikke få fat i, men det gør ikke så meget, for nabo-naboerne står nærmest i kø for at give deres besyv med: "Vi har gjort alt, hvad vi kunne", siger nabo-nabokonen. "Vi har opsøgt ham utallige gange, vi har skrevet breve til ham, vi har ringet til telefonen glødede, men lige meget har det hjulpet. Vi har også både ringet og skrevet til kommunen for at få dem til at gribe ind, men de gør ikke noget deroppe. De er ligeglade med os!". Forræderisk gråd kommer diskret snigende, men nabo-nabokonen strammer sig gevaldigt an og fortsætter: "Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at han skal have lov til det der!". Hendes mand supplerer med retfærdig harme og sprutter: "Han har bare at følge lovene og reglerne på området - præcis ligesom alle vi andre!". Journalisten borer stædigt videre i det ømme sår og stiller nu nabo-nabomanden det snedige, hypotetiske spørgsmål: "Når nu 1. salen en gang er blevet bygget færdigt, vil du så gå rundt om huset om aftenen, for at kontrollere, om han bor der?". Svaret kommer prompte og med himmelvendte øjne: "Ja, gu' fanden vil jeg da det!".

Enshedsfanatismen
Det er en fascinerende tanke, at mens verden som sædvanlig er ved at gå op i hat og briller, findes der i gamle Dannevang nogle mennesker, som fylder deres liv med at sikre lighed for alle sommerhusejere: "Ét-plans-sommerhusejere i alle kommuner: Forén jer!", står der med revolutionær glød mellem linjerne, og jo, det er vel kun på sin plads, at slå et slag for enshedsfanatismen og vores fælles borgerpligt til ikke at rage for meget op i landskabet? Spørger man, hvad sommerdanskerne går op i anno 1999, ligger svaret lige for: Troen på, at paragrafrytteri er den moralsk set mest anstændige beskæftigelse. Det er ellers ikke, fordi det skorter på alternativer: Man kunne jo for eksempel melde sig til frivilligt humanitært arbejde, blive besøgsven for ensomme ældre eller samle plastic i naturen til gavn for almenvellet. Men nej, vi vil meget hellere bruge krudtet på at uddybe skyttegravene i vores parcellerede haver, mens vi sender inkvisitoriske blikke mod naboernes potentielle 1. sals huse for at sikre os, at ingen træder for meget ved siden. Men sagen er, at den famøse 1. sal ikke i sig selv lader til at genere nogen: Den spolerer ikke udsigten for nogen, den svækker ikke de andre huses værdi, den påfører ingen nabo økonomisk skade. Dens eneste fejl er tilsyneladende, at den er anderledes.

Systemkritik
Episoden krydres ekstra godt af nabo-naboernes forgæves forsøg på at få kommunen i tale. Her er vi nemlig inde og røre ved en anden af vores yndlingsinteresser: Den indignerede systemkritik. Skønt vi vel nok har et af denne verdens mest effektive og rimelige offentlige systemer, kan vi bruge timer og dage og år på at rakke det ned og påvise dets horrible uretfærdigheder og mangel på handlekraft. "Det er også bare dem der oppe på kommunen!", siger vi. "De gør aldrig noget! Her har vi sendt det ene klagebrev af sted efter det andet, og hvad er vi blevet mødt med andet end tavshed og flabede bureaukrater, som ikke laver andet end at fise den af for vores skattekroner!" Kampen mod systemet nærmer sig en kollektiv neurose, som gør os 'usikre' og 'magtesløse', og som giver os ret til at være utilfredse. Bureaukraterne skal ifølge de ophidsede nabo-naboer sikre lighed for loven alene ud fra princippet om, at alle skal bygge den samme slags huse, og med dette princip i hånden vil nabo-naboerne nu skånselsløst nagle kommunens folk til deres respektive kors.
Det er ikke godt at vide, hvordan atmosfæren i udvikler sig i de kommende uger. Man kan gætte på et scenarie af vrede nabo-naboer, der som selvbestaltede vagtværn vil patruljere omkring det anderledes og derfor uacceptable 1. sals sommerhus. Måske vil folket medbringe skralder og båthorn og råbe "uren!, uren!" så højt og længe, at manden til sidst i desperation flytter sit hus til en svensk ødemark? Sker det, vil nabo-naboerne kunne tørre angstens sved af deres fugtige pander og lykønske hinanden med et heroisk forsvar af den laveste danske fællesnævner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her