Læsetid: 5 min.

Fraværende forældre

Debat
3. august 1999

Det virker som om danske forældre er mere optagede af arbejde og hvad naboen tænker, end af deres børns trivsel

FORÆLDRE
"Nej, det er min rutchebane!" lyder det fra en lille dreng, der sidder øverst på rutchebanen med en lang række protesterende børn ventende bag sig. Omkring på bænke sidder forældre og kigger sig omkring og tænker: Hvornår kommer hans forældre og siger noget til ham. Endelig kommer en far med undskyldende mine. "Lille Sophus, det er ikke så godt, at du sidder og spærrer for de andre børn. De vil også gerne prøve rutchebanen." Og der går laaang tid, inden lille Sophus endelig slæbes skrigende væk. "Jeg vil have guldskoene," skriger en lille pige i skotøjsbutikken. "Nej, lille Karen, det er meget bedre for dine fødder at få de brune sko," forklarer hendes mor. "Men jeg vil have guld-skoene," klynker Karen, og det ender efter lange diskussioner og skrigeri med, at Karen forlader butikken med guldsko på og moren med sur mine på.

Forældre orker ikke
Jeg tror, de fleste har oplevet lignende situationer på legepladser, i butikker og i det hele taget. Forældre, der ikke orker at tage konflikten op og at tage styringen og forældreansvaret. Samtidig skuler de hele tiden til omgivelserne, og vil gerne virke pædagogisk korrekte uden at hæve stemmen. Det virker, som om det er vigtigere at have et godt forhold til naboen end til sine egne børn. 'Hvad tænker naboen', er devisen, fremfor 'hvad mener jeg om det her'? Men er vi bange for at naboen tilkalder myndighederne og at vores barn bliver fjernet? Eller hiver vi hele tiden naboen frem som normsætter, fordi vi er bange for at udtrykke vores egne meninger?
For nylig læste jeg i Kommentaren med titlen 'Kompetente forældre' at danske forældre var gode til at sætte grænser for deres børn, at de var omsorgsfulde og interesserede i, at deres børn foretog sig noget meningsfuldt. Samtidig lød det som en selvfølge, at forældre var dobbeltarbejdende, at barnet var i fritidsordning og derudover havde en masse fritidsaktiviteter. Hvad der ikke blev nævnt, var at børnene også bruger tid på at se fjernsyn, spille computer og lege med kammeraterne.
Hvornår er der så tid til at være sammen med forældrene? Hvornår er der tid til at sætte grænser? Jeg oplever, at forældre simpelthen ikke orker at tage sig af deres børn efter en lang arbejdsdag, fordi der også er en masse huslige pligter, som skal ordnes. De orker heller ikke at sætte grænser og at løse konflikter. Det er nemmere at lade barnet få sin vilje.
Jeg kan heller ikke se, at de er interesserede i, at deres barn foretager sig noget meningsfuldt, idet de sender dem i skole uden at stille spørgsmål, så længe deres barn lærer at læse, skrive og regne. Det er ligegyldigt om barnet trives. Det samme gælder fritidsordningen, for slet ikke at tale om dagpleje, vuggestue og børnehave. Der bliver ikke talt om pasningskvalitet, men blot om pasningsgaranti. Bare barnet bliver opbevaret uden at komme til skade, mens forældrene er på arbejde, er alt godt. Børnene bliver nærmest konserverede; sat på dåse.
Jeg tror, det er et spørgsmål om ansvar. Som det er nu, er ansvarsområderne skarpt opdelte: er barnet i skole, er det lærerens ansvar, er barnet i fritidsordning, er det pædagogens, har barnet fri, er det forældrenes ansvar. Det er den, der bliver betalt, som har ansvaret. Fik forældre penge for at lave lektier med deres børn, tror jeg, at der ville blive lavet lektier som aldrig før. Det ser ud, som om det alene er lærerens ansvar, om ens barn lærer noget. Ikke forældrenes.

Forældre afventer
Der er ingen, der griber ind og udtrykker deres personlige grænser, om det så går ud over ens eget barn. I stedet afventer de, til den ansvarshavende indfinder sig. De har jo ikke ansvaret og de tør heller ikke tage ansvaret. Men hvor ville det være forløsende, hvis forældre hjalp hinanden på den måde, at de udtrykte, når de syntes, andre børn eller forældre gik over stregen.
Jeg husker tydeligt, at der engang var en kvinde i et supermarked, der kommenterede min opdragelse. Jeg var stresset og min datter faldt og slog sig og jeg kom med den klassiske "se dig dog for!" Kvinden sagde til mig, at jeg skulle trøste min datter -"ikke skælde hende ud," og det var klogt sagt. Jeg bad hende vredt blande sig uden om, men bagefter tog jeg ordene til mig og de har fulgt mig siden.

Børn og værdier
Jeg ved at alle forældre vil deres børn det bedste, og jeg ved, at danske forældre gør, hvad de kan.
Men for mig ser det ud, som om de ikke stiller spørgsmål, men lader stå til. De spørger ikke sig selv, om de har lyst til at arbejde så meget og være så meget væk fra børnene; at være fraværende forældre. De spørger ikke sig selv, om det er godt for børnene at se så meget fjernsyn og at spille så mange computerspil. Eller bare ser på, hvad det er, de ser og hvad det er, de spiller. De stiller ikke spørgsmålstegn ved deres eget liv og overvejer ikke, hvilke værdier de vil give deres børn. For vil vi vise vores børn, at livet drejer sig om at knokle hele dagen, for til sidst at falde udmattet om i en sofa med blikket rettet mod fjernsynet?
Naboen som norm
Vi må tage ansvar for vores liv og de værdier, vi vil viderebringe. Vi må tage ansvar for, hvad vi mener ved at udtrykke vores følelser, hvad enten de er negative eller positive. Vi må stå fast ved vores personlige grænser uden at skele til naboens norm. Også selvom det indebærer, at vores barn nogle gange bliver ked af det. For hvordan kan et barn respektere og forstå en forælder, der bruger naboen som norm for den personlige grænse?
Vi kan ikke bare lade stå til og lade vores børn tage ansvar for deres eget liv. Vi har et ansvar og en forpligtelse overfor dem. Vi elsker dem jo. Er det ikke på tide, at vi også viser det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her