Læsetid: 2 min.

Grøn benzin

4. august 1999

Dokumentation udbedes!

ETHANOL
Besyndeligt at Torsten Reffstrup (Inf. 21. juli), trods mange års arbejde med ethanolfremstilling, endnu ikke er stødt på de utallige artikler, rapporter og analyser om raps (fra bl.a. Den tyske Miljøstyrelse og EU's: 'Har biomassen en fremtid') og har opdaget, at debatten om 'grøn' benzin, stort set, handler om denne plante.
Lige så besynderligt og luftigt er argumentet om, at modstanden mod ethanol skyldes modvilje mod, at oliebranchen og landbrugssektoren samarbejder.

Dokumentation udbedes!
Som de fleste andre ethanoltilhængere glider TR udenom den omfattende brug af pesticider ('planteværn' i TR's lyriske beskrivelse af den barske virkelighed) i forbindelse med dyrkning af ethanolplanter. Ulysten til at diskutere dette prekære emne er påfaldende og må vel tages som et tegn på, at pesticidforbruget ikke lader sig bortforklare.

Ros til Erhvervsrådet
Kalundborgegnens Erhvervsråd, der promoverer ethanol lavet af melasse (et affaldsprodukt fra sukkerroeproduktionen), gør i en teknisk rapport udførligt rede for brugen af handelsgødning og pesticider. Erhvervsrådet skal roses for at fremlægge data, der just ikke gavner ethanolsagen.
TR's eneste indvendinger mod ethanol gælder ikke miljøbelastningerne eller arealforbruget, men vanskeligheder med bilteknologien, omkostningsniveauet samt den manglende politiske vilje til at give landbruget bistandshjælp i form af afgiftslettelser. Det store arealforbrug, mulige helbreds-påvirkninger, øget benzinforbrug, fødevareetik og landskabs-æstetik omtales ikke. Hvorfor?

Midlertidigt alternativ
Det er fristende at introducere ethanol som 'alternativ' til MTBE - også selvom det kun er midlertidigt. Midler-tidige ordningerne har det bare ofte med at blive permanente og kan - i værste fald - være med til at blokere for en ægte løsning af problemerne.
Der skal handles her og nu, inden MTBE får for stor udbredelse, synes mange at mene. Hermed bøjer man sig for markedsvilkårene om at olieselskaberne afgør, hvad benzinen skal indeholde.
Sammensætningen af benzinen skal naturligvis bestemmes ud fra sundhedsmæssige kriterier, dét kræver statslig styring med fornuftig brug af normer, afgifter og evt. forbud.
Da der allerede findes fyldig dokumentation for MTBE's farlighed, er der ikke noget at betænke sig på: forbud nu og her!

Løsningsbidrag
Jeg skylder Chr. Ege fra Det Økologiske Råd en undskyldning for at have 'overfortolket' hans kommentar. Hvis ethanolbenzin - minimum - kommer til at koste det, almindelig benzin koster i dag, så ser sagen - på dette ene punkt - jo anderledes ud. En løsning af afgiftsspørgsmålet er dog ikke nok til, at NOAH kan acceptere en større udbredelse af ethanol. Kun ændret bilistadfærd, mindre kørsel, renere teknologi, høje afgifter, bedre forhold for gående og cyklister samt en markant udbygning af den kollektive trafik kan bidrage til at løse vejtrafikkens utallige problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu