Børn bliver et gode og en rettighed for forældre i skilsmisse
BØRN
At dele et barn er som at søge at løse cirklens kvadratur.
Jeg vil fortælle om en dreng; jeg kalder ham Karl. Karl er 10 år gammel. Hans
forældre bor ikke sammen, og de slås om ham.
Alle de konkurrerende tiltag, al jalousien, den psykiske pression, forsøgene på at vinde ham for sig o.s.v., foregår i privatlivets regie. Den energi og de ressourcer som han må anvende på at navigere og overleve som midtpunkt i
forældrenes kamp - det er altsammen en sag mellem ham og hans forældre alene.
Men forældrene har derudover nogle muligheder for at gøre deres strid til et samfundsanliggende, og dem udnytter de til fulde. Kampen om forældremyndighed og samvær udspilles for de respektive offentlige instanser med indsættelse af alle tilgængelige midler på begge sider. Der erobres og befæstes positioner. Enhver strategisk fordel udnyttes til det yderste, stor eller lille. Der skeles ikke til proportioner, men kæmpes om alt: timer og minutter, snavsetøj og sengetider, skolearrangementer, juleaften, afhentning og aflevering, udgifter til transport og meget, meget andet. Familiehøjtider, ferier og andre begivenheder, som hans jævnaldrende kan se frem til med glæde og forventning, bliver for Karl til vanskelige hurdler i hans tilværelse; nye potentielle emner for konflikt mellem hans forældre.
Og det offentlige påtager sig mere end villigt rollen som redskab for forældrene i deres kamp. Utallige er de spørgsmål, der indbringes for statsamtet og tages op til behandling der. Og tro ikke, at det offentlige lader Karl være i fred. Tværtimod. Karls forældre, som hver især mener, at de har barnet på deres side, ønsker, at Karl bliver hørt, inden der træffes beslutning, og så må Karl stille op i statsamtet og gøre rede for sin holdning til diverse stridspunkter. Hvad gør Karl i sin kvide? Han nægter at sige noget. Og så er vi lige vidt; og hvordan mon Karl har det, når han kommer hjem og skal se sine skuffede forældre i øjnene.
Evne til selvbedrag
For den, der arbejder i et statsamt, er dette ikke nogen usædvanlig historie. Men der er en enkelt detalje ved den, som fik mig til at snappe efter vejret, da jeg fik den refereret af en kollega:
Karl har kræft.
Karls forældre er ganske almindelige, voksne mennesker. Der er ingen grund til at tro, at de ikke under normale omstændigheder er både ansvarsfulde og opmærksomme, og jeg føler mig overbevist om, at deres største sorg her i tilværelsen er deres søns sygdom.
Jeg er også sikker på, at det er deres inderligste ønske at skaffe ham al den glæde, ømhed og tryghed, de overhovedet kan.
Der er således ingen tvivl om, at Karls forældre er ulykkelige ved situationen og kede af det pres, der hviler på barnet, men med den formidable og skræmmende evne til selvbedrag, som er en del af ethvert menneskes psykiske beredskab, er de ude af stand til at placere nogen del af ansvaret hos sig selv. Derimod ser de hver især helt klart de brister i den andens forældreevne, der har skabt situationen. Spørger man dem, hvorfor de slås, vil de sige, at de gør det for Karls skyld.
Vi andre ved, at det er selvbedrag. Slås man om et barn, kæmper man ikke for det; man kæmper imod det. I strid med dets interesser.
I en udenforståendes øjne afslører beretningen om striden mellem Karls forældre, at der i deres indbyrdes forhold har udviklet sig nogle kræfter, der er så overvældende og så tvingende stærke, at de i kampens hede fuldstændig overskygger de følelser, der ellers styrer forældrenes forhold til deres barn:
Indlevelse og medfølelse, ømhed, respekt og omsorg; kort sagt de følelser, der tilsammen udgør deres forældreevne, og som ellers kunne give Karl den støtte og kærlighed, som han har brug for i sin svære situation. Strid om børn er ødelæggende for forældreevnen. De forældre, der tror sig selv undtaget fra den regel, stikker sig blår i øjnene.
Markant skift
At søge en moralsk forklaring på Karls forældres handlemåde; at affærdige den som bundende i personlige mangler - uansvarlighed og brist i indlevelsesevne - er uhensigtsmæssigt og næppe heller helt retfærdigt. En væsentlig del af forklaringen må formodentlig søges i de holdninger, der ligger bag. Holdninger, som i høj grad er bestemt af den samfundsmæssige udvikling. Det, der i den forbindelse for mig at se er det mest markante skift i den forløbne generation, er den måde, man betragter børnene på. Hvor de tidligere ansås for først og fremmest at indebære en forpligtelse for for-ældrene, betragtes de nu som en form for gode. De beskrives ofte som forældrenes "projekt", som genstand for handlinger og forestillinger, der tilsammen udgør forældrenes billede af sig selv og af deres sociale identitet. Det fremgår af den offentlige debat - og i øvrigt også af utallige henvendelser i statsamterne - at mange forældre i dag ser deres juridiske relation til barnet som en 'ret' til barnet på linie med ejendomsret eller ophavsret. Det betyder, at det, som en adskillelse fra barnet indebærer, er langt mere end blot det umiddelbare savn. Det betyder samtidig tab af identitet og selvværd, samt - ikke at forglemme - et ofte ubærligt nederlag i forhold til den, der har vundet 'retten' til barnet.
Berøvelse af et gode
Den holdning, at en tvungen adskillelse fra ens barn indebærer en krænkelse af rettigheder, en berøvelse af et gode, som man har et legitimt krav på, har selvfølgelig betydning for den måde, man reagerer på i situationen. Som den krænkede part er man ansvarsfri. Skulle man undervejs komme til at handle på en måde, som måske kunne virke som en belastning for barnet, så er det i virkeligheden ikke én selv, der kan bebrejdes, men derimod den, der har bragt én i den ulykkelige situation, éns modpart, som har berøvet én barnet - og myndighederne, der ikke har forhindret det. Og når myndighederne ikke har forhindret adskillelsen, så kan man i det mindste stille som et krav, at de i videst muligt omfang kompenserer én for tabet.
Og som tidligere nævnt betragtes forældres strid om deres børn som et samfunds-anliggende. Men hvordan håndterer man så disse problemer inden for det offentlige i dag? Anvender man ressourcerne til at prøve at hjælpe parterne til at acceptere den nye situation og til at agere hensigtmæssigt på den? Søger man at bidrage til den nødvendige proces, hvor den 'tabende' forælder skal lære at erkende adskillelsen som et uomgængeligt faktum, og den anden af forældrene at forstå, at barnet skal have lov til at opretholde sin følelsesmæssige tilknytning og dermed en regelmæssig kontakt til den, der er flyttet? At begge forældre fortsat hver især har et ansvar at leve op til i forhold til barnet, og at de ikke på nogen mulig måde kan lægge det ansvar fra sig eller skyde det over på andre?
Svaret giver sig selv
Tja, eftersom myndighederne jo i deres administration af reglerne afspejler de samfundsmæssige holdninger, så giver svaret vel næsten sig selv. På trods af, at det ikke efter lovens tekst er hensynet til forældrene, der skal være afgørende for udfaldet af en sag om samvær, så går udviklingen i højere og højere grad i retning af at søge at kompensere den ene af forældrene for tab af 'rettigheder' og 'goder' ved adskillelsen. I overensstemmelse med de krav, der stilles af den offentlige mening, bestræber myndighederne sig på at reparere på - og dermed sløre - det faktum, at et barn ikke kan deles.
Man søger kort sagt at løse cirklens kvadratur.
Det har givet sig udslag i, at det udbud af mulige konfliktemner, som det offentlige i dag stiller til rådighed som et tilbud til stridende forældre, er så bredt og varieret og så alsidigt, at stort set alt kan gøres til genstand for sagsbehandling i statsamterne. Derved har vi sikret, at konflikterne kan holdes kørende i det uendelige, hvis blot for-ældrene er ihærdige nok.
Det er åbenbart for enhver - og i øvrigt dokumenteret ved mangfoldige undersøgelser - at børn lider, hvis forældrene strides om dem. Der er folk, der mener, at de sår, som børn pådrager sig som genstand for forældrenes strid, kan have afgørende betydning for deres fremtid. For deres muligheder for at vokse op som hele mennesker. Hvis det er tilfældet, er der virkelig grund til at være bekymret, for så er skilsmissebørn i dag langt mere udsatte for at pådrage sig livslange traumer, end de var for 10 eller 20 år siden.
