Kronik

Hvem tabte Rusland

Debat
21. august 1999

Efter kommunismens fald forsøgte USA at skabe et Rusland i sit eget billede. Det mislykkede projekt er blevet et centralt spørgsmål i den amerikanske valgkamp

Lørdagskronikken
I november sidste år fortalte ukendte CIA-folk til New York Times, at de i 1995 havde udarbejdet et omfattende materiale om Viktor S. Tjernomyrdin, den daværende russiske premierminister. De videresendte disse oplysninger til USA's vicepræsident Al Gore, der havde den ene af de to formandsposter i Gore-Tjernomyrdin kommisionen, som forvaltede en stor del af de to landes indbyrdes anliggender.
CIA folkene oplyste, at de fik den retur med det, de beskriver som "et gadedrenge udtryk", nedkradset på forsiden. Den lære, de kunne drage heraf, var tilsyneladende, at der ikke var brug for beviser for korruption på højeste niveau. Da de fastslog, at en tysk forretningsmand var blevet afkrævet 1 million dollar for at få lov at møde Tjernomyrdin, videresendte de derfor ikke rapporten.
Men Tjernomyrdin var i årevis en vigtig samtalepartner for Gore, som nu søger at fastholde regeringsmagten i Det Hvide Hus på Demokraternes hænder. Gennem Gore-Tjernomyrdin Kommissionen, som varetog økonomiske, sikkerhedsmæssige og videnskabelige spørgsmål, var Gore dybt involveret i den russiske politik. Han var en ivrig fortaler for mere hjælp og støtte til Rusland, og en skarp kritiker af Verdensbankens og IMF's uvilje mod at udløse flere lån. Han opfordrede amerikansk erhvervsliv til at investere i landet, og lovpriste Tjernomyrdin, der har en ukendt personlig formue placeret i udlandet, som ifølge russiske efterretningskilder skal regnes i milliarder af dollar. En påstand han benægter. Når dette brogede billede før eller siden kommer for dagens lys under præsidentvalgkampen, får Gore meget at svare på. Sagerne er allerede på vej op til overfladen i politiske kredse.
I størsteparten af de sidste ti år er Rusland blevet udmarvet af sine bestræbelser på at blive en fri, demokratisk kapitalistisk stat. Der er indløbet milliarder af dollar til at støtte reformerne. Bitre kampe har fundet sted mellem de russiske forkæmpere for frie markedskræfter og deres kommunistiske eller nationalistiske fjender, hvilket var mest tydeligt i 1993, da der udbrød væbnet kamp mellem parlamentet og Jeltsin. Landet er blevet udsat for omfattende privatiseringer under henvisning til, at det var nødvendigt. Men mange spørger i dag: Hvad har forandret sig til det bedre?

Russerne er nu frie til at blive rige, men er reelt set fattigere end før. Deres lands vel-stand er skrumpet ind. I hvert fald den del af velstanden som folket nyder godt af. Det anslås at de øverste 10 procent af befolkningen ejer 50 procent af ressourcerne. Tilsvarende råder de nederste 40 procent formentlig over mindre end 20 procent. Mellem 30 og 40 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen, som anslås at ligge på omkring 30 dollars - ca. 210 kr. - om måneden. Ruslands BNP er gået ned hvert år efter landets 'frigørelse', undtagen måske i 1997, der i bedste fald gik op med knap en procent.
Arbejdsløsheden, der historisk set ikke har fandtes i Rusland, er nu ifølge officielle kilder oppe på 12 procent, og er måske i virkeligheden på 25 procent. Mænd dør i gennemsnit i slutningen af halvtredserne.
Sygdomme som tuberkulose og difteri er kommet igen. Tjenestemænd lider af underernæring, og befolkningstallet daler.

Vestens engagement i de russiske reformer satte ind tidligt og var vidtgående. Selv før reformerne blev sat i værk, drøftede de store navne i europæisk økonomi, hvordan de skulle føres ud i livet. "Der var en debat om institutionalisering og infrastruktur tilbage i 1990", siger
Joseph Stiglitz, verdensbankens cheføkonom, hvis tidligere arbejder har bragt ham i nærheden af en Nobelpris. "Jeg kan huske, at jeg ved en konference i Prag i 1991 talte ud fra temaet Quis Custodiet Ipsos Custodes? (Hvem holder opsyn med opsynsmændene? red.), i en situation, hvor man oplever en hurtig privatiseringsproces, som nu den i Rusland. Der var allerede uenighed mellem os dengang."
Hans største modstandere var Jeffrey Sachs, professor i økonomi fra Harvard University, og Lawrence Summers, en af Sachs kolleger, der nu er USA's finansminister. "De mente, at man burde gennemføre en hurtig privatisering, og at infrastrukturen ville følge efter af sig selv", siger Stiglitz. "Det var en skillelinie dengang."
Men det var de argumenter,
Sachs og Summers kom med, der blev tillagt den største vægt. I Warszawa havde han i 1989 fortalt Solidaritets aktivister, der da stod lige over for en magtovertagelse, om markedsøkonomiske principper.
I december det år gav den første kommunistiske regering efter for prisliberalisering. Sent om natten havde Sachs ringet fra den polske finansministers kontor, og holdt en ilter tale for de amerikanske embedsmænd. De gik til sidst ind på at tilskynde IMF til at bruge 1 milliard dollar på at støtte den polske valuta. Myten om Sachs som den økonomiske frelser var født, og med den teknik, som er blevet kendt som 'chokterapi'.
Det er en samlebetegnelse for den række tiltag - prisliberalisering, budgetstabilisering, afskaffelse af diverse subsidier - som blev iværksat mere eller mindre samtidigt, for øjeblikkeligt at sende økonomien for fuld fart ind i en markedsdrevet helingsproces. De unge reformivrige russere hørte om det, og så en vej fremad i Sachs og hans metode.
Da Clinton blev præsident i starten af 1993, blev Summers udnævnt til vicechef i udenrigsministeriets finansafdeling. Den embedsmand, som dér tog sig af det tidligere Sovjet og Østeuropa, var David Lipton, som havde arbejdet tæt sammen med Sachs under reformeringen af Polen og Rusland. Både Sachs og Summers var fortalere for chokterapi. Sachs udtrykte sig højlydt og utålmodigt om sagen, mens Summers i det skjulte hersede og regerede med IMF og Verdensbanken, med henblik på lån, lån og atter lån.
Pengene, adskillige milliarder dollar, skulle bruges til det altafgørende første skridt, og gøre rublen konvertibel på det internationale marked.
Ideen var, at kun med en hård valuta, ville investorerne være villige til at binde de omfattende summer, som skulle til for at reformere den russiske økonomi.

Men der kom ingen investeringer. Jegor Gajdar, den reformvenlige fortaler for et frit marked, som i 1991 var leder af et mindre akademisk institut, kom snart til at sidde i regering som fungerende ministerpræsident. Men han havde brug for meget mere hjælp end Clinton-administrationen, eller en hvilken som helst anden vestlige regering, var indstillet på at give.
Rusland indførte aldrig chokterapien i sit fulde omfang. Men den frie prisdannelse og den øgede inflation, som fik den almindelige borgers beskedne opsparing til stille og roligt at svinde ind, var et chok i sig selv. Der var bare ingen, der blev raske af det, som Strobe Talbott, den amerikanske vice-udenrigsminister, senere bemærkede.
Choket var af et sådant omfang, at der i april 1992 ikke længere eksisterede det knebne flertal, som skulle til for at regeringen kunne gennemføre sin plan.
Dermed begyndte Gajdar og Jeltsin dét som siden har karakteriseret russisk reformøkonomi: En guerillakamp mod en ofte særdeles fjendtligt indstillet lovgivende forsamling. Reformfløjen havde håbet at Vesten ville bakke dem op, så snart de kom til. Men det skete ikke. For mange iagttagere er og bliver dette den vigtigste fejl. Sachs rendte livet af sig mellem Moskva, Cambridge og Washington, og tiggede og bad om store lån for at stabilisere økonomien og give reformerne en chance. I dag kan man se, at det var nytteløst.
"De internationale finansinstitutioner gjorde, hvad de kunne", siger Stanley Fischer fra IMF, som nu er organisationens ledende vicedirektør. "Der var bare ikke særlig mange penge at gøre godt med. Vi forsøgte at opbygge noget, med beløb som i forhold til hvad der anvendes på andre områder, ikke var særligt store. Efter seks år er der måske løbet 18 milliarder dollar (ca. 126 mia. kr.) ind i Rusland. Da Sydkorea for nylig kom i vanskeligheder, blev der overført 20 milliarder dollar i løbet af seks måneder. Russerne fik lån, som nu skal betales tilbage, eller eksportkreditter, som var bundet til varer fra det land, der gav kreditten. Der blev tænkt grundigt nok over tingene, og reformkræfterne havde den bedst mulige placering til at gennemføre ændringerne. Problemet var beløbenes størrelse".
Her ser man, hvordan der allerede ved begyndelses af reformforsøget, opstod en anklage om, at man ville miste Rusland. Og den kommer fra førende økonomer fra både øst og vest. De anklager de vestlige regeringer for mangel på visioner. Sachs gør det højt og tydeligt, andre, der stadig sidder i regering, ytrer sig anderledes mildt, og ofte er det umuligt at opspore udtalelsernes ophavsmænd.

I Moskva er Gajdar ikke i tvivl: Vesten fejlede. The west blew it. "Der var en massiv mangel på fantasi fra Vestens side", siger han. "Der var ikke en eneste statsmand på det tidspunkt, der fattede omfanget af, hvad der skete herovre". Og Sachs, der trådte tilbage som rådgiver for den russiske regering i 1994, siger: "Jeg mener, at i denne sag må de folk, der sidder på magten og pengene, dvs. de vestlige regeringer, tage ansvaret. Jeg tror, jeg forstod udfordringen bedre end nogen anden. Jeg havde aldrig den opfattelse, at markedet ville regulere sig selv - aldrig ... Ansvarsforflygtigelsen var massiv. Det er tankevækkende. Var der folk i administrationerne, der ønskede at det ikke skulle lykkes for Rusland? At landet skulle fastholdes i en svag position?".
Summers, der frem for nogen var ansvarlig for Clintonadministrationens økonomiske politik over for Rusland, ville ikke udtale sig til denne artikel. Men Lipton, der arbejdede tæt sammen med ham, og som nu har forladt regeringen, siger: "1991 og 1992 var George Bush' sidste år ved magten. Der var helt klart en manglende evne til at tumle reformprocessen. Jeg er enig i, at man kunne have gjort mere. Jeg tror, folk var uvillige til at se konsekvenserne af den kolde krigs ophør i øjnene. Bushadministrationen forstod det ikke. Men det var en kendsgerning, at sådan var det, ligemeget hvad vi gjorde. Hovedsagen var russerne selv. Der manglede folk derovre, der vidste, hvad der skulle gøres, og der var ikke enighed omkring den nationale identitet i Rusland".

Gennem disse år var Vesten i russernes øjne en støtte for en regering, der i de flestes øjne var hjemsøgt af kriminalitet og ineffektivitet. Efter Jeltsin havde vundet slaget mod parlamentet ved at indsætte militæret, sendte Strobe Talbott en lykønskning, der af oppositionen stadig bliver læst, som om Talbott frydede sig over det blod, der flød, da parlamentsbygningen blev ramt af granater. Først meget senere end økonomerne havde håbet, begyndte IMF og Verdensbanken at yde betydelige lån. Så længe Jeltsin var præsident, og der stadig var reformvenlige kræfter i regeringen, havde man i Vesten en opfattelse af, at reformerne skred fremad, og at det var vores penge, der holdt dem gående. Embedsmændene vidste godt, hvad der skete, men Vesten var låst fast i sin bestræbelse på at opreholde reformerne, og at holde kommunisterne væk fra magten. De ville ikke give op så længe 'vores drenge' havde en chance.
"IMF skulle have vist en stærkere vilje til at modstå det politiske pres", sagde en embedsmand. "Den store fejltagelse var, at man ikke i tide forstod, at man skulle blive ved med at yde lån, og at de reformvenlige kræfter ikke havde styrke nok til at gennemføre deres forehavende alene. Vi skulle have været mere hårdhudede".

Nu siger vestlige kritikere, at vi har tabt Rusland. Landet er løbet os af hænde, fordi vi fulgte en dagsorden, som var håbløs forkert, og fordi vi støttede de kræfter, der ikke var til Ruslands bedste. Nogle af disse anklagere vil gerne gøre kritikken til en del af George W. Bush' valg-kampagne. Spørgsmålet er allerede ved at blive en af de varmeste udenrigspolitiske kartofler i USA. Tabet af Rusland begynder med amerikanernes fastholdelse af at ville eksportere det frie marked, og løber helt frem til NATO's bombning af Serbien, der synes at have fuldendt Ruslands tilbage-trækning fra Washington. Påstanden om at vi har mistet Rusland, er, kort sagt, et udtryk for Clintons manglende evne til at genskabe Rusland som et idealiseret Amerika.
I Rusland lyder anklagen på, at de nye reformpolitikere, tilskyndet af vesten, har ødelagt landets økonomi, mens de selv er blevet rigere. Mange af dem, der kommer med disse anklager, og gerne ser forbryderne spærret inde, er kandidater til Dumaen (parlamentets underhus) ved valget i december. Og den kritik kan meget vel blive en vigtig del af grundlaget for en eller flere af dem, der efterstræber Jeltsins post ved præsidentvalget næste juli. Ved slutningen af et århundrede, hvor Rusland er blevet plyndret af Bolsjevikkerne, ser landet nu ud til at være blevet plyndret af kapitalisterne. Der er meget på spil i denne debat.

George W. Bush' vigtigste udenrigspolitiske rådgiver, Condoleezza Rice, tidligere rektor ved Stanford University, presser på for at anklage Clinton-Gore administrationen for at have prisgivet Rusland, og gøre det til en stor del af præsidentvalgkampen. Rice, der kommer til at stå for meget af Bush' politik og vil granske Gores svage punkter, er en speciel fare for demokraterne. Hun har været Ruslandsekspert i flere årtier, og indrømmer, at vanskelighederne ved overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi for det meste består i russerne selv. Hun anerkender også det betænkelige i at være bagklog.
"Når alt dette er sagt", fortsætter hun, "sidder man tilbage med en politik, der for en stor del blot accepterede den reformatoriske retorik. Den tog ikke hensyn til, hvor ustabil Jeltsin er. Den hæftede sig heller ikke ved, at en hel del penge er forsvundet i den blå luft. Det gav russerne en falsk følelse af sikkerhed. De havde fornemmelsen af, at lige meget hvilke reformer, de ikke satte i værk, ville de modtage IMF-midlerne. Uanset hvordan de opførte sig, ville de opnå venskab. Men nu står vi over for et Rusland, der er farligere end nogensinde, fordi det er ved at falde fra hinanden. Så man må stille spørgsmålet: Hvad gik der galt? Hvad er vores ansvar?"
Det mest deprimerende vidnesbyrd på tabet af Rusland er, at landet nu selv ønsker at gå tabt for Vesten. NATO- aktionen i Kosovo har frembragt en bitter reaktion, der så meget desto mere fortæller russerne, at de står ret svagt. At få Rusland tilbage på sporet er derfor en enorm opgave, som vi har en om end ikke central, så dog ikke ubetydelig rolle i. "Vores politik over for Rusland skal være som et fyrtårn", sagde Talbott for nylig, "for Rusland er et oprørt hav. Intet af det, der er sket de seneste syv år, har fået mig til at tro, at de har ændret kurs, eller er på vej ind i en fascistisk periode. Det her kommer til at vare længe. Tiden er ikke inde til at fælde historiens dom".
Men politikken venter ikke på historiske domme. Det 20. århundredes Rusland har været ufattelig i sine rædsler, i særklasse afskyeligt for ethvert større land i nyere tid. Det har lidt under vores fejltagelser og fordomme, men hvis katastrofen undgås, vil landet til sidst klare sig ud af krisen. Vi har aldrig haft Rusland, så vi kan ikke miste det. Det må finde sig selv, og indtil da kan vi ikke gøre meget andet end at se til, og fra tid til anden tilbyde vor opmuntring fra sidelinien.

*John Lloyd var leder af det britiske dagblad, Financial Times' redaktion i Moskva fra 1991 til 1996. Han er nu forfatter, bosat i London og har senest udgivet den meget roste bog, 'Rebirth of a Nation'

Oversat af P.C. Mollerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her