Kronik

Kierkegaard og krigen

Debat
9. august 1999

For 150 år siden var Danmark i krig - og nationalfølelsen var glødende

Historisk set
Søren Kierkegaard var som bekendt ikke nogen Carl von Clausewitz. Modsat den tyske krigsteoretiker er den danske kristendomsforkynder netop blevet skandaliseret, fordi han angiveligt forholdt sig aldeles verdensfjernt til den krig, som 1848-50 kostede titusinder livet på slagmarkerne i Nørrejylland, Slesvig og Holsten. I fjor, da 150-året for krigens udbrud og den enevældige politistats samtidige afskaffelse skulle markeres, blev en kyndig forsker bedt om at redegøre for Kierkegaards opfattelse af krigen. Han nøjedes da med at henvise til et brev, som Kierkegaard under krigen skrev til vennen J.L. Kolderup-Rosenvinge, og i hvilket han - tilsyneladende uden større alvor - forklarede krigens væsen i stil med en komedie af Holberg
Trods den tragiske anledning synes Kierkegaard ikke desto mindre - i komediens form - at give en ædruelig skildring af begivenhederne: Som bekendt reagerede kongen, Frederik VII, på det tal-stærke folketog til Christiansborg d. 21. marts - og den støt stigende tilslutning til den nationalliberale opposition i almindelighed - med at afsætte sit hidtidige ministerium for den følgende dag at binde sig til et nyt, nemlig det såkaldte martsministerium, som havde deltagelse af oppositionens fremmeste mænd. Straks hævdede de nationalliberale slesvig-holstenere - som plejede tilsvarende politiske ambitioner - at en illegal opposition i København havde taget kongen som fange og dermed forbrudt sig mod legaliteten; københavnerne hævdede derimod, at det var de nationalliberale i Kiel og Rendsburg, som havde krænket den danske konges legale myndighed over hertugdømmerne ved at sende en delegation til forbundsdagen i Frankfurt. Begge parter retfærdiggjorde således deres faktiske brud på legaliteten, nemlig Kongeloven, ved at henvise til, at det var den anden part, "der begyndte Slagsmaalet".
Summa summarum: De nationalliberale hunde, i hhv. Danmark og Slesvig-Holsteen, var gået løs på hinanden, mens madammerne, det højstærede publikum med dets respektive nationale sinde-lag, skændtes om, hvem der havde startet slagsmålet, hvorefter deres mænd, nemlig den danske forbundspartner, Zaren, og den tyske ditto, Frederik Wilhelm den Fjerde af Preussen, ilede til hjælp for at give krigen den rette europæiske dimension.
Inden det kom så vidt, havde Kierkegaard imidlertid gjort sig sine tanker om det ny ministeriums idé med krigen. I slutningen af marts - mens parterne mobiliserede - skrev Kierkegaard i sin journal en optegnelse, der næsten tåler at stå som epigram over krigen: "Ulykken i dette Øieblik er at det ny Ministerium behøver Krig for at holde sig, behøver al mulig Agitation af National-Følelsen. Om vi end let nok kunde faae Fred - hvis Ministeriet ikke er ganske dumt, maa det see, det behøver Krig." Kierkegaards påstand var altså, at krigen i højere grad end at sikre et dansk Slesvig mod dét Tyskland, som parlamentet i Frankfurt stod i begreb med at samle af de mange tyske småstater, skulle befæste de nationalliberales magtovertagelse.

Krigen kunne endog undgås, hævder Kierkegaard, og den påstand havde andre delt med ham. Således havde den republikanske M.A. Goldschmidt - med hvem Kierkegaard havde udkæmpet en hidsig pennefejde et par år før - tilsvarende hævdet overfor en ophidset forsamling i Casino d. 11. marts, at det ultradanske parti ved sin fremfærd havde "fremmanet en Aand, som den ikke let kan beherske, og givet Stødet til en Bevægelse, hvis Consequens ikke lader sig forudsee". Selv syntes han ikke desto mindre at skue konsekvensen: "Intet kan redde de Ultradanske som Parti og skaffe dem Ret, uden hvis Schleswigholsteinerne faae bragt Oprør eller Uroligheder tilveie." Det gjorde de, og de ultradanske forstod til fulde at udnytte endog det blotte rygte om et sådant oprør; så d. 22. marts kunne Goldschmidt i et flyveblad - hvis titel, 'Øieblikket', siden blev udødeliggjort af en anden - meddele sin redelige for-ståelse af situationen: "Oprøret er indtruffet, eller, hvad der i Øieblikket med Hensyn til Partierne er ensbetydende dermed: Alle troe, at der er Oprør."
På dette tidspunkt, d. 22. marts 1848, kunne krigen vel ikke længere undgås, men samme dag blev der faktisk gjort anstrengelser i den retning. Fra Kiel var ankommet en slesvig-holstensk deputation, som skulle meddele kongen sit krav om Slesvigs optagelse i det tyske forbund; deputationen blev indkvarteret hos grosserer Alfred Hage, hvis niece minsandten var gift med den just samme dag udnævnte minister, nemlig den nationalliberale Orla Lehmann. Claus Bjørn fortæller herom: "Orla Lehmann aflagde tilfældigvis sent om eftermiddagen besøg hos Hage og blev overrasket ved at finde deputationen indkvarteret. Lehmann blev imidlertid og spiste til middag med slesvig-holstenerne, som han overtalte til at meddele Kiel, at man ikke havde opgivet håbet om overenskomst, og at man ville advare mod overilede skridt.
Man drøftede en deling af Slesvig, en tanke, der havde været fremme i de tyske kredse i hovedstaden, og der blev - tilsyneladende i enighed - tegnet en grænse-linie på et kort over landsdelen." (1848. Borgerkrig og revolution, Gyldendal 1998, s. 85)
Fred blev der ikke i 1848: Allerede d. 9. april stødte de to hære sammen, nemlig ved Bov i Sønderjylland. Danskerne gik sejrrige ud af slaget, og begejstringen i hovedstaden var stor, dog ikke i Rosenborggade, hvortil Kierkegaard netop var flyttet, for hans sag var aldeles ikke nationalitetens, men kristendommen: "Og under hele denne Bevægelse høres der ikke et Ord om Religieusitet - ikke eet eneste. Hvo i al Verden vilde falde paa at Danmark er et christeligt Land. Mon virkelig Nogen af dem der nu gaae i Krig tænke paa at opgjøre deres Regnskab med Gud. O, det er saa langtfra, at neppe nogen Præst engang turde minde derom."
En enkelt velrenommeret teolog, A.G. Rudelbach, som ikke var tynget af et embede, havde året før vovet at 'minde derom' i sit skrift Christendom og Nationalitet. En bibelsk-historisk Betragtning og Beviisførelse tilegnet Danmarks hæderlige Geistlighed. Den hæderlige gejstlighed reagerede i almindelighed - og de meget nationale grundtvigianere i særdeleshed - med et tusindtunget brøl til forsvar for kristendommens væ-sentlige sammenknytning med modersmål og fædreland. Først dansker - så kristen!
Den grundtvigianske præst F.E. Boisens patetiske skrifter mod Rudelbach - Op til Kamp for Fædreland og Modersmaal og For Frihed og Fædreland - vandt ikke just gehør i Kierkegaards journal: "At alle Mennesker have lige Adgang til Lidenskab og Følelse har jeg altid forfægtet, det har været min Trøst. Men nu seer man dog ogsaa det Mislige. Et Rabalder-Fjog som Pastor Boiesen blæser ad Dr. Rudelbachs Lærdom o:s:v:; thi han (Boiesen) er Patriot! Bravo. Hvilken uhyre Løgn. Blot ved at være Patriot blot ved at vræle derpaa bliver man Alt. Jeg troede: ved at være Patriot blev man Patriot og derved blev det." Enten patriot - eller kristen! Der var imidlertid andre end de ortodokse danskere, grundtvigianerne, der hyldede krigen som et retfærdigt forsvar af nationen som kristendommens livsbetingelse. "Du Danmarks Folk!" anråbte ingen ringere end biskop Mynster d. 11. juni 1848 sin menighed: "Vil du fornegte dine Fædres Tro, den Tro, hvorfor Martyrerne blødte, den Tro, som dine Fædre saa eenstemmigen annamme, som de bevarede giennem Tidernes Omskiftninger, i Fred og Modgang, i Krig og Nød," osv. osv. I den anledning forsikrede Kierkegaard sig selv og sin journal om, at han endog kunne give sig til at græde over, at ikke engang Mynster forsmåede "et reent rhetorisk Kneb en Smigren af hvad der nu er i Mode af National-Følelsen".
Imens forhandlede krigens parter i Malmø om en politisk løsning; d. 2. juli nåede de frem til en aftale om en tre måneder lang våbenstilstand, men inden månedens udgang var krigen atter i gang, kun for d. 26. august at blive afløst af en ny våbenstilstandsaftale, der til forveksling lignede dén af 2. juli, blot forlænget fra tre til syv måneder, ligesom parterne bevilligede hinanden en måneds opsigelsesfrist, hvilken man tilgengæld pligtskyldigt iagttog, inden man igen i begyndelsen af 1849 genoptog kampene...
Kierkegaard syntes ikke synderligt overrasket over denne gesandternes og generalernes kamp med hinandens våben. Han skriver til den tidligere nævnte J.L. Kolde-rup-Rosenvinge, at han ikke kan finde mening i at følge med i disse 'kamphandlinger', som "gaaer frem og tilbage, op og ned og ned og op, og saa i Staae, og rundten om og op og ned og tilbage igjen"; hellere end at følge med gik han som "nødtvungen Frivillig" med i krigen.
"Jeg anseer ikke Den, der under saadanne Omstændigheder gaaer i Krigen for saa stor Patriot som Den, der sidder hjemme - og følger med. Vi har nu i lang Tid havt Krig, men paa mig har det aldrig gjort Indtryk som var det Krig. Det Hele forekommer mig mere at ligne en Forelæsning (som Ørsteds physiske) hvor der tillige forevises Experimenter, eller hvor Foredraget oplyses ved Experimenter. Krigen har i mine Tanker egl. bestandigt været en Slags Fred-Slutning eller Slutten-Fred - den besynderligste Art Krig, jeg har kjendt."

Kierkegaard meldte sig ikke til at gøre tjeneste ved fronten.
Men som Kierkegaard kunne bebrejde sine samtidige, at de "legede" kristendom i stedet for at alvorligt at forpligte sig på dens risikable tjeneste, således kunne han kun respektere dén borger eller bonde, der ikke nøjedes med at køre de retoriske kanoner i stilling til et imaginært slag i pressen, men faktisk drog til fronten for - om ondt skulle være - at ofre liv og lemmer på en sag, selvom denne sag var aldrig så meget formuleret og dikteret af journalister og politikere, der selv - som Shakespeares Falstaff i Henrik den Fjerde - ville spille døde, straks de så skyggen af fjendens dragne kårde.
"Saaledes leger Soldaterne Krig paa Fælleden; der er ingen Fare, man lader blot som var den der", ja, man lader som om, at faren er dér, på øvelsesterrænet på Fælleden eller i ordkrigen i pressen, og tager sig selv meget alvorligt.

Peter Tudvad er cand.mag.
og ansat ved Søren Kierkegaard
Forskningscenteret

Apropos - Borgerkrig i Danmark

Borgerkrigen brød ud den 24. marts 1948, da tysksindede i Slesvig-Holsten krævede løsrivelse fra Danmark. Efter en sejr ved Bov den 9. april blev den danske hær et par uger senere slået ved Slesvig af en forenet slesvig-holstensk-preussisk hær. Tropperne blev herefter trukket tilbage til Als og Fyn. Efter især russisk pres trak Preussen sig tilbage og indgik våbenhvile med Danmark.
I april 1949 brød krigen atter ud. Den 6.juli 1949 tilføjede Danmark sine modstandere et afgørende nederlag ved Fredericia. Preussen indgik en ny våbenhvile og sluttede fred med Danmark - men Slesvig-Holsten fortsatte kampen. Slaget ved Isted sidst i juli 1849 blev en dyrekøbt dansk sejr. Først ved nytår 1851 nedlagde oprørerne endelig våbnene. Trods Slesvig-Holstens nederlag var Treårskrigen ikke en dansk sejr. Helstaten levede videre med en indbygget bitter national konflikt, og den tysksindede befolkning opfattede i stigende grad Danmark som en besættelsesmagt.

(Fra Den Store Danske Encyclopædi)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her