Læsetid: 3 min.

De konservatives krise

21. august 1999

Alle i den konservative folketingsgruppe ved, at de skal de gentage Poul Schlüters kunststykke

Samdrægtighed
I kommentaren den 14.-15. august forsøger forskningsprofessor, dr.phil. Ole Lange at udrede de spegede tråde i striden hos de konservative. Striden skyldes, ifølge Ole Lange, at de konservative siden starten i 1915 har haft en ulyksalig evne til at trække stridbare personer ind i deres folketingsgruppe. Og derfor handler den aktuelle strid i partiet hverken om ideologi eller politik, men om noget så banalt som "gruppers og personers magt."
Så kan man jo gætte på, hvor denne evne til indbyrdes strid kommer fra. Det er i hvert fald ikke korrekt, at Asger Karstensen i 1916 omdannede det gamle Højre-parti til "et konservativt mellemklasseparti." Tværtimod blev Asger Karstensen helt udmanøvreret af sin rival, Industrirådets grundlægger Alexander Foss, der gjorde de konservative til industriens interesseparti. (Herom kan man læse i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 12).
Derved adskiller de danske konservative sig vel ikke fra de engelske konservative. Men der var, og er, én væsentlig forskel. I Danmark havde middelklassen på landet, 'gårdmændene', en helt anderledes økonomisk styrke, og de var (og er) rygraden i et stort borgerligt parti, Venstre.
Dermed var de danske konservative næsten helt udelukket fra et 'naturligt' konservativt bagland i landdistrikterne. De danske konservative blev i overvejende grad et byparti.
En af de ting, der tidligere afskar de konservative fra landdistrikterne, var toldpolitikken. På grund af sin store effektivitet har dansk landbrug i masser af år været klar tilhænger af frihandel, mens den svagere danske industri var rettet mod hjemmemarkedet og havde behov for toldbeskyttelse mod udenlandsk konkurrence.
At være industriens interesseparti gav en sammenhæng i politikken inden for økonomisk politik og erhvervs- og toldpolitik, men det gav ikke så mange vælgere. At være forsvarsvenner kunne udvide vælgergrundlaget, men det var også begrænset. Derfor har der siden grundlæggelsen i det konservative parti altid været en fløj, der ønskede at trække de konservative ind mod den politiske midte for derved at appellere til funktionærerne og de mindre erhvervsdrivende.
Christmas Møller forsøgte at ryste det gamle Højre-image af de konservative, og derfor lavede han forlig med de radikale og Socialdemokratiet om en ny grundlov, men det faldt ved folkeafstemningen i 1939.

Ud af Venstres skygge
Hvis grundlovsforslaget var gået igennem, havde Christmas Møller trukket de konservative ud af Venstres skygge og havde skabt et parti, der kunne samarbejde til flere sider. Derved kunne Christmas Møller også håbe på at fortrænge de radikale som Socialdemokratiets faste partner, og dermed fjerne deres efter konservativ opfattelse, negative indflydelse på forsvarspolitikken.
Det er da indlysende, at de konservative kamphaner i dagens strid ikke skilter for meget med deres politiske uenigheder, og dermed fremstår det let som en rent personfikseret strid. Men man skal ikke lade sig narre af skindet. Striden hos de konservative handler måske ikke om ideologi, men den handler i hvert fald om politik.
Per Stig Møller og hans fløj ønsker at trække de konservative lidt ind mod den politiske midte for derved at opnå de små midterpartiers støtte, hvilket er forudsætningen for at kunne få statsministerposten og blive et stort parti. Men en midtsøgende linie vil gøre de konservative sårbar for kritik fra Venstre, der kan tage de mest højredrejede vælgere fra de konservative.
Venstre har altid stået stærkere end de konservative, fordi Venstre både i dansk og i international sammenhæng er et unikt parti.
Det har givet partiet en stærk sammenhængskraft og dermed kan Venstre bedre end de konservative bevæge sig ind mod midten, hvis det skulle være nødvendig. Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet i 1979, det ville de konservative aldrig kunne gøre.
Poul Schlüter var en dygtig leder. Han evnede at realisere en parlamentarisk strategi, der begyndte med at ligge til højre for at samle partiets bagland, derefter kørte han de konservative i stilling i forhold til de små midterpartier, der klart så, at de kunne opnå større indflydelse på en konservativ statsminister end på en af Venstre ledet regering. Venstre ville med sit mere homogene bagland presse på for at sætte egne fingeraftryk på en regeringspolitik, og faktisk pressede Venstre - så vidt man kan forstå - på for at gå videre i 'moderniseringen' af den offentlige sektor. Mens Schlüter hurtigt slog bak, når han mødte modstand.
Alle i den konservative folketingsgruppe ved, at skal de konservative generobre statsministerposten, skal de gentage Poul Schlüters kunststykke. Men hvor langt ude til højre skal man starte? Derom står uenigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu