Det virkelige problem for de konservative er hverken drukmåse eller Pia Christmas-Møller, men mangel på ideologisk gods
Samdrægtighed
Den politiske tragikomiske sommerfarce er slut. Alle konservative MF'ere har endelig trukket dolkene ud af ryggene på hinanden og puttet de skarpe våben i skeden. Partiformanden, der egenmægtigt ville dirigere partiets top, dvs. Folketingsgruppen, som han gennem 35 års direktørtid kørte sin rengørings- og servicekoncern, blev endelig sat på plads af de professionelle konservative politikere - godt hjulpet af medierne og deres Christiansborg-journalister. Fred og fordragelighed synes at have afløst nid og nag blandt de 15 konservative MF'ere.
En trojka bestående af det unge mandlige håb, politibetjenten fra Odense og den kvindelige kølerfigur med synlig kavalergang og en falsk bopælsadresse, der gav et ekstra løntillæg fra Folketinget, har taget over i samdrægtighed. En for alle og alle for en, siger Brian Mikkelsen, Bendt Bendtsen og Lene Espersen samstemmigt.
Sommerens mediedæk-ning af den underholdende farce har som sædvanlig været totalt personfikseret. Men derved overses det virkelige problem for de konservative. Det drejer sig nemlig ikke kun om at finde en kransekagefigur, der som den højreorienterede bisse og drukmås med medietække Hans Engell kan sælge billetter - som det hedder - ved smart tv-optræden og velformulerede tomme fraser. Det konservative problem er langt større.
Partiets tradition: Splid
Det er en særlig konservativ tradition at indlede næsten dødelige slagsmål i partitoppen - for åbent tæppe. Et parti i splid med sig selv. Sådan har det været siden starten i 1916, da redaktør Asger Karstensen omdannede det gamle udlevede gods-ejer- og embedsmands-Højre til et konservativt mellemklasseparti med tilslutning fra både småborgerskab, proprietærer og storindustri. Fra by og land. Interesse-spredningen var stor. Der skulle skræves bredt, når finansieringen som i 1930'rne bl.a. kom fra Industrirådet.
Det skulle der også i ledelsen, som rummede så forskellige folk som F.L. Smidth-grundlæggeren Alexander Foss, højreanarkisten og økonomen professor L.V. Birck, juristen Victor Pürschel og fra 1926 John Christmas Møller, der gradvis blev identisk med partiet som både dets forretningsfører og politiske leder. Trods Christmas' undertiden barske lederskab gennem alle årene før hans næsten selvmorderiske politiske nedtur i to omgange (1939 og 1947) og pludselige død, som 54 årig i 1948, ulmede lederstriden i partitoppen.
Striden brød ud med mellemrum, senest i begyndelsen af 1970'erne, da den midtsøgende Erik Haunstrup Clemmesen og den mere højrevendte Erik Ninn-Hansen sloges om partiets linie - og derved banede vej for kompromismanden Poul Schlüter. Hos de konservative har slagsmål i toppen været regelmæssigt tilbagevendede i langt højere grad end i f.eks. det stramt ledede Socialdemokrati, de blødere radikale eller hos Venstre, som de konservative konstant har haft et speget konkurrenceforhold til. Det danske konservative parti har en særlig evne til at trække stridbare personer ind i folketingsgruppen.
Døde mærkesager
Partiets største problem i dag er næppe det person-spørgsmål, som dyrkes så intenst i medierne. Det er snarere dets mangel på konkret ideologisk indhold. Det afspejles på personplanet. Gud har ikke den samme appel som tidligere, selv om han vist ikke er helt død. Kongen er afløst af en dronning, og hun og hendes hus er overtaget af Billedbladet, Se og Hør, Her og Nu, Ekstra Bladet plus de andre folkelige organer. Og Fædrelandet er ved at gå op i Europa eller overtages af Pia Kjærsgaard og hendes meget danske Folkepartister, hvad kun frække Frank Dahlgaard har opdaget. Når det gælder Fædrelandet, kan kun håndbold-pigerne og fodboldlandsholdet samle den store folkelige tilslutning - hvis de vel at mærke vinder. Nederlag har vi haft nok af.
Konservatismen mangler den ideologiske appel, som Venstre har formået at ride højt på, da den nyliberalistiske bølge fra begyndelsen af 1980'erne med den kritikløse dyrkelse af Markedet kompenserede for tabet af kernevælgerne, der forsvandt med landbrugets tilbagegang. Ideologisk kunne Venstre støtte sig på sammenbruddet i Øst-blokken og ukritisk, opportunistisk tilslutning til nyliberale ideologer som Milton Friedman, Hayek og andre økonomiske guruer.
Det er lidt forstemmende, at et så godt ideologisk hoved som dr. phil. Per Stig Møller, der også har håndelag for det praktisk-politiske, fik så mange dolke i ryggen af sine kolleger i gruppen, at han foretrak at opgive posten som politisk leder. Intellektuelle begavelser har det svært i det politiske Danmark. Men Per Stig fik dog trukket modstanderen Hans Engell med sig i faldet, ligesom den pæne og modige Pia Christmas-Møller ved sin afgang som konservativ leder fik udstillet Poul Andreassens manglende politiske evner.
Det danske konservative Folkeparti er først og fremmest et pragmatisk parti. Dets konkrete mærkesag har været forsvaret. Men forsvaret er ikke længere det store stridspørgsmål i dansk politik. Partiets generelle ideologiske hovedbudskab er formuleret enkelt: At forandre for at bevare. Men den strategi er i praksis overtaget af andre partier, f. eks. det kgl. danske Socialdemokrati. Det lidt tragiske ved sommerens politiske farce er dens afsløring af manglende konservativt indhold. Spliden gjaldt jo ikke ideologi eller politiske programpunkter, men gruppers og personers magt. De 15 har åbenbart ikke andet at slås om. Selv om magt er vigtig i politik, burde der for et politisk parti være noget, magten skal bruges til. Noget andet end blot at fjerne en siddende socialdemokratisk-radikal regering.
