Kronik

Kunsten i centrum

19. august 1999

Støtte til kunst skal motiveres med ønsket om mere - og bedre - kunst, skriver forfatterne til bogen Kunst - økonomisk set, der her kritiserer
Orth-udvalget for at fokuserer mere på kunstnernes end på kunstens vilkår

Økonomi og Politik
Maurice Greene, og før ham Carl Lewis, løber 100 meter en tiendedel sekund hurtigere end mange andre, som også er meget hurtige til at flytte sig 100 meter. Og derfor er de mangemil-
lionærer i dollars. Tiger Woods bruger på fire dage et eller to golfslag mindre end mange andre golfspillere, som også er meget dygtige golfspillere, og derfor er han mangemillionær i dollars. Dette har næppe meget med retfærdighed at gøre.
De allerbedste i sportens verden tjener rigtig mange penge. Vinderen tager det hele, som man siger. Der synes oven i købet at være bred offentlig accept heraf. Derunder er der så en stor underskov af dårligt betalte 100 meterløbere, cykelryttere, tennisspillere etc., som både er dygtige og flittige, men som tjener meget lidt.
Sådan er det i idrættens verden. Sådan er det i vid udstrækning også i kunstens verden. De bedste (bedst betalte) forfattere, filmproducenter, instruktører, skuespillere, tenorer, udøvende kunstnere etc. tjener meget. Derunder er der så en stor underskov af dårligt betalte kunstnere.

I USA er der ca. 100.000 medlemmer af Screen Actors Guild, hvoraf tre fjerdedel i 1993 tjente mindre end 2.500 dollars om året som skuespillere. Nu kunne man tro, at med så lave lønninger ville der være mangel på amerikanske film. Enhver, der åbner for sit fjernsyn eller bevæger sig ind i en biograf, kan forvisse sig om, at manglen er af begrænset størrelsesorden.
Selvom lønnen er lav, betragtes skuespillererhvervet som ganske attraktivt. Man ville næppe kunne få lige så mange bogholdere til samme lave løn.
Samtidigt er feed-back mekanismerne i de kunstneriske erhverv formentlig dårligere end i så mange andre erhverv. En bokser finder hurtigt ud af, hvor god han egentlig er. Skuespillere og forfattere kan imidlertid arbejde i mange år i håbet om gennembrud og anerkendelse. Ofte er det tilfældigheder, der gør, at skuespillere får mulighed for at demonstrere deres egentlige talent og få et gennembrud. Og kritikervirksomheden i de kunstneriske erhverv kan næppe siges at være en særlig præcis feed-back mekanisme. Desuden er den ofte præget af reflekser og fordomme. Selv på en Handelshøjskole er feed-back mekanismen ikke alt for god. 85 procent af de studerende mener, at de tilhører den bedste halvdel af klassen. I øvrigt mener mere end 80 procent af de studerende også, at de har mere humor end gennemsnittet.

Når vandbærerne i kunstens og idrættens verden - og også på mange andre områder - får en lav aflønning, er det naturligvis ikke ud fra et retfærdighedsargument. Der er alene tale om en konstatering af, hvordan verden hænger sammen. Verden er kun i stand til at absorbere et begrænset antal successer, hvad enten man arrangerer atletikstævner eller kunstudstillinger. Løb alle 100 meterløbere 2/10 sekund hurtigere i morgen, betyder det ikke, at der vil være mange flere multimillionærer blandt 100 meterløberne. Det er den relative performance, der tæller.
Det er vanskeligt at forstille sig, at man kan have et erhverv, der betragtes som attraktivt, hvor de 'bedste' tjener mange penge, og hvor de øvrige sikres en rimelig god indtjening. Det pågældende erhverv ville blive 'overbefolket'. Naturligvis kunne man på østtysk maner udvælge en række kunstnere, gøre dem til statskunstnere og så glemme resten. Det ville dog næppe være en hensigtsmæssig måde at anvende støttemidler på, hvis man vil bevare kunstlivets kreativitet og dynamik. Og for dem, der ikke blev officielle statskunstnere, ville verden være væsentligt ringere end i dag. Desuden ville formålet med en betydelig del af de kunstneriske aktiviteter sikkert blive et helt andet, nemlig at blive anerkendt som officiel statskunstner.
Det er ikke et problem, der er nogen let løsning på. Et langt stykke ad vejen er det vel i øvrigt ikke helt galt, at de mest attraktive jobs har den laveste gennemsnitlige indtjening. Poul Borum skriver et sted: "For selvfølgelig bliver man ikke et 'bedre' menneske af at beskæftige sig med kunst - suk! Men man bliver i heldigste fald lidt klogere, lidt rigere, får åbnet flere muligheder, får nogle oplevelser som er væsentlige."

Et hovedproblem i den danske kunstpolitiske debat er, at man meget mere beskæftiger sig med kunstnernes vilkår end med kunstens vilkår. Og de to er ikke uløseligt forbundne, som nogen vil hævde.
Det er bl.a. på dette punkt, det såkaldte Orth-udvalg går galt i byen. Det fokuserer ikke meget på kunsten. Og når det gør det, er det i meget generelle og stort set intetsigende vendinger. Det fokuserer ikke engang på kunstneren generelt, ej heller på danske kunstnere. Det fokuserer stort set udelukkende på "nulevende danske kunstnere", og derved bliver det et langt stykke ad vejen til noget i retning af et 'fagforeningsindlæg'. Hvilket for så vidt heller ikke er overraskende, når man ser på udvalgets sammensætning, idet det udelukkende bestod af førende folk fra kunstverdenen. Det er en lille smule som at sætte øldrikkerne til at udarbejde et responsum om Carlsbergs prispolitik.
Dertil kommer, at udvalget ikke svarer på det kommisorium, det skulle arbejde udfra. Ifølge kommisoriet skulle udvalget komme med forslag til en ændret prioritering af ressourcernes anvendelse, men det beskæftiger sig stort set ikke med prioriteringsspørgsmål. I stedet for at drøfte og komme med forslag til "en forbedret udnyttelse af eksisterende ressourcer" vælger udvalget den bekvemme udvej at foreslå en massiv udvidelse af offentlig støtte til stort set alle billedkunstformål.
I stedet for at løse problemet med de fattige billedkunstnere, som det er udvalgets intention, vil udvalgets forslag med større sandsynlighed øge tilgangen til erhvervet og derved skabe flere fattige billedkunstnere. Der er ingen grund til at tro, at markedet for billedkunst fungerer anderledes end andre dele af arbejdsmarkedet. Støtte til kunst skal motiveres med, at man ønsker mere - og bedre - kunst, og ikke med at man ønsker at løse et indkomstproblem.

Endelig vier udvalget al for lidt opmærksomhed på en analyse af, hvordan "kunstens marked" fungerer, og derved bliver det svært at komme frem til konstruk-tive løsninger. F.eks kunne man have foreslået at fjerne nogle af de lovregler, der direkte modarbejder kunstnernes økonomiske interesser. Et godt eksempel er følgeretten, som udover, at den er tabsgivende for kunstnerne, også vender den tunge ende nedad, idet de, der tjener på følgeretten, er de velstillede kunstnere og - især - deres arvinger.
Man kan selvfølgelig helt generelt stille det spørgsmål, om man overhovedet skal tillægge den økonomiske målestok stor værdi i kunstlivet. Er kunstnerisk værdi det samme som økonomisk værdi? Naturligvis ikke. Det er der næppe nogen, der vil hævde. Problemet er imidlertid, at det er umådeligt vanskeligt at komme op med nogen som helst anden målestok end økonomiske værdier, uanset hvor ufuldkommen denne målestok måtte være. En vis mening giver den økonomiske målestok imidlertid, idet det i høj grad er denne målestok, der anvendes inden for kunstsektoren. Det fælder f.eks. følgende:

nKunstnernes indtægtsforhold er bestemt af de priser, deres værker kan sælges til.
nDen offentlige støtte til kunst-verdenen gives i form af penge.
nMuseernes budgetter er i penge. Er der stor forskel på prisen på kunst og den kunstneriske værdi, burde museumsdirektører i langt højere grad have ønske om at kunne sælge og købe kunst. Det har de ikke.
nPriserne på kunst dannes på et marked, hvor en lang række kunst-eksperter er aktive. Prisen afspejler således disse eksperters vurdering af den kunstneriske værdi.

Trods sin ufuldkommenhed er den økonomiske målestok nok en af de bedre målestokke også i kunstverdenen. Selv Orth-udvalget foreslår, at en visningsafgift for offentligt ejede kunstværker bl.a. skal udmåles ud fra værdien af - eller evt. forsikringssummen for - det pågældende kunstværk.

Niels Chr. Nielsen og Michael Møller er begge professorer på Institut for Finansiering, Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu