Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

12. august 1999

Intet nyt fra rådhuset
9. aug. - Nazisternes Rudolf Hess-march giver årligt anledning til interessante diskussioner af ytrings- og forsamlingsfrihedens principielle indhold. Københavns overborgmester synes imidlertid ikke at være meget for at diskutere; af hans tilbagevendende opfordring til sine bysbørn om at boykotte moddemonstrationer og blive hjemme (for dér at vise deres foragt for nazismen) kan man i stedet uddestillere en ganske pudsig principløshed: Når overborgmesteren nemlig med sine partifæller på Christiansborg tilslutter sig den næsten uindskrænkede ytrings- og forsamlingsfrihed, så retfærdiggøres denne frihed med henvisning til den for demokratiet afgørende meningsudveksling; men netop med dette hensyn som princip burde overborgmesteren tilskynde sine bysbørn til at tage del i den demokratiske meningsudveksling ved at bakke op om moddemonstrationerne.
Det gør han ikke, og med sin fåmælte opfordring til at blive hjemme gør han en dyd af dén antinazistiske disciplin, som i Danmark altid har været anset for den værdigste og mest bekvemme, nemlig at tie nazisterne ihjel. Overhovedet reducerer han ytrings- og forsamlingsfriheden til et demokratisk totem, ligesom det bliver noget tvivlsomt, hvad den dydige borger egentlig anbefales at vise sin foragt: Nazismen - eller ytrings- og forsamlingsfriheden selv?

Peter Tudvad
c/o Søren Kierkegaard Forskningscenteret
St. Kannikestræde 15
1169 Kbh. K

En morders bekendelser
8. aug. - Jeg nyder at sætte tænderne i dyrebabyer som kalv, lam og kylling, derfor må jeg være lystmorder ifølge Dyrenes Befrielsesfront. Det er en lille trøst, at jeg er det sammen med mange andre civiliserede mennesker, naturfolk, hunde, katte, løver, leoparder, bjørne, makreller, mv. Dyrene er i det mindste døde når jeg spiser dem, men salatbladene indtager jeg helst levende. Jeg håber ikke at Planternes Befrielsesfront begynder at aktionere.

Mario Hein
Østerbrogade 151, 2.tv
2100 Kbh. Ø

Hun har jo noget på
9. AUG. - Forleden aften spadserede jeg en tur gennem Københavns gader og nød det herlige vejr. Da jeg nåede ned til Gl. Strand og Frederiksholm Kanal, hvor Chr. Svejstrup-Madsens støtte af Fiskekonen står, fik jeg pludselig en forskrækkelig overraskelse, jeg fik nemlig øje på noget der fik de små hår i min nakke til at rejse sig. Hun har jo tørklæde på! Min aften var ødelagt.
Det kan da ikke være rigtigt at hun skal have lov til at stå der og skræmme helt uskyldige mennesker fra vid og sans. Det må være muligt at få hugget eller slebet denne gyselige hovedbeklædning væk - tænk på alle de børn der jo også kan komme forbi og få denne traumatiske oplevelse.

H. C. Holt
Nansensgade 68, 1. th.
1366 Kbh. K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu