Læsetid: 2 min.

Læserdebat

6. august 1999

Brand aktuelt
2. AUG. - Du undrer dig måske i denne tid, når du ser en røgsky fra en brændende mark. Var det ellers ikke blevet forbudt med markafbrænding? Jo, men i nogle tilfælde må man. Det gælder marker med græsfrø.
Når græsfrøet er høstet, kan man lade marken ligge til næste år og høste igen. Det er en rigtig god udnyttelse af ressourcer, fordi man slipper for at pløje, harve og så. Men marken skal afbrændes for at give et godt udbytte igen. Alt det kedelige tørre græs, som selv ikke en kanin vil æde, skal brændes væk. Så kan nye friske blade vokse frem før vinteren. En anden gevinst er, at ukrudt og spildfrø brænder væk uden brug af sprøjtemiddel.
Kan det passe, at der er så mange frømarker i Danmark? Det kan det, der er 80.000 ha. Danmark er verdens største eksportør af græsfrø.

Frederik Thalbitzer
De samvirkende danske
Frøavlerforeninger
Vesterbrogade 4a,
1620 København V

Samvittighed
1. AUG. - I 1941 fandt den danske regering at der intet var til hinder for at danskere, under dansk flag, deltog i det tyske korstog mod bolschevismen i Frikorps Danmark. Det var på det tidspunkt opportunt at støtte tyskerne, som da så ud til at vinde. Efter besættelsens ophør, hvor det gjaldt om at vise at vi hørte til 'the good guys' blev deltagerne straffet, da de jo burde have vidst at man ikke støttede tyskerne, og at den slags var ulovligt, bagefter altså. Den danske stat erklærede således implicit at det er op til befolkningen at vurdere hvad der er det rigtige at gøre, og ikke stole på hvad regeringen erklærer er lovligt eller ikke.
Leif Bork Hansen har i vor tid fulgt sin samvittighed som menneske og præst, og er gået imod hvordan regeringen pt mener man bør handle og især ikke handle mod de flygtninge der, ligesom danske modstandsfolk og jøder under besættelsen søgte til Sverige, søger ly i et fremmed land, fordi de ikke mere har mulighed for at leve i deres eget. Om føje tid, når vindene er skiftet, vil selv staten sikkert finde deres holdning umenneskelig, og man vil så nok straffe de embedsmænd, der i dag administrerer den uanstændige lovgivning, politikerne skal nok bringe sig i smult vande. Til den tid vil der så nok blive oprettet en mindemedalje til 'frihedskampens ofre', som Leif Bork Hansen hermed er indstillet til.
PS. Kære Leif, hvis du på et tidspunkt bliver nødt til at gå under jorden, så er her min adresse:

Jan Jensen
Dalbyvej 13
4690 Haslev

Strømpe-holdere?
4.aug. - I indlægget den 4. aug. om ortografi skriver Martha Karrebæk Hentze blandt andet, at mænd ikke længere går med strømpeholdere. Da jeg var yngre, sagde vi sokkeholdere.

Axel Arnfred
Vandtårnsvej 30
3460 Birkerød

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu