Kronik

Litterær glemsel

16. august 1999

Med forfatteren Knud Hjortø fandt jeg et menneske, som jeg ikke vidste, at jeg havde glemt

Historisk set
Selv om den mentale film vistnok bevares i sin fulde udstrækning et eller andet sted i hjernens mange kroge, er det en forudsætning for sundhed og menneskelig manøvredygtighed i tilværelsen, at man glemmer. Evnen til glemsel er vigtig for ens livsduelighed, så man skal huske at glemme, men betyder det så også, at man skal glemme at huske?
Normalt er det først, når man finder, at man bliver klar over, at man har glemt. Når man en dag står med en bog, ingen kender mere, eller bliver begejstret for et forfatterskab, som er blevet strøget af den almindelige hukommelse, bliver man måske glad. Så kan man ved samme lejlighed have fundet den opgave i livet at få andre overbevist om værdien af det fundne. Og man kan give sig til at undre sig over lovene for erindring og glemsel.
Der er i hvert fald to former for litterær glemsel. Dels den helt ligefremme: at bogen uden videre er faldet neden ud af den almindelige erindring. Dels den mere intrigante, hvor man bevidst har skrevet f .eks. et forfatterskab eller dele af det i glemmebogen. Man ved altså udmærket, hvad der er udelukket: det er som fortrængt i høj grad til stede.
Ren glemsel og blanke øjne møder man derimod, når man nævner Knud Hjortøs navn. Ham er det ikke diskvalificerende ikke at have præsent. Og det er en stor skam, som jeg i resten af denne kronik vil forsøge at overbevise læseren om.
Knud Hjortø blev født 1869, en sjællandsk bondesøn, der blev lærer, student og studerede sprog. Som 30-årig provinsiel realskolelærer debuterede han med den bog, der blev min anledning til at beskæftige mig med ham, romanen Syner, som inden for en overskuelig tid udkommer i serien Danske Klassikere.
Spørgsmålet for mig var: hvad får en forløben student i København i årene 1898-99 til at skrive en roman om en rejse gennem sjælens dybder præcis samtidig med, at Ernesto Dalgas sidder på Frederiksberg og skriver på Dommedags Bog, der
ligeledes skildrer en metafysisk
rejse gennem eksistensens verden - og samtidig med at den norske Sigbjørn Obstfelder, også han i København, skriver sin synske og nietzcheanske En prests dagbog.
For nu at holde fast i Hjortø. Han overlevede 90'erne ligesom Johs. V. Jensen, men i modsætning til denne ledte han sine erfaringer med det underste sjælelige land ind i et forfatterskab, hvor realistiske træk fra landliv og provinsby står nok så stærkt. Her sker ingen forkortelse af sind og talent, men en udvidelse.
En lang række psykologiske romaner følger frem til hans død i 1931. Jeg blev fanget af Syner og ægget videre af de to fremragende essays om forfatterskabet, som vi har i de forskellige udgaver af klassikeren Danske digtere i det 20. århundrede af henholdsvis Otto Gelsted og Paul Nakskov.
Jeg nåede snart frem til trilogien To verdener, oprindelig udsendt som tre mindre romaner i årene 1904-06. Denne trilogi behandler efter almindelig anskuelse tre mandstyper i hver for sig selvstændige beretninger: Støv og stjerner skildrer en æstestisk fantasttype, To verdener tænkeren og Hans Råskov endelig handlingens mand. Tre ekstreme typer, alle kommer de til kort, men tegner tilsammen en række rene muligheder i tilværelsen.

Det er romanen To verdener, der skal interessere os her. Bogen om filosoffen og filologen Niels Grandlev, realskolelærer i den lille by. For at skildre denne mandstype skal Hjortø bruge en figur til modstilling, og det bliver pigen Helga. Ligesom digteren selv forelsker Grandlev sig i og gifter sig med med af sine store præliminærpiger. Og det bringer ham godt nok til at træde i karakter. Men for en moderne læser er det nu pigen, der er mest interessant. Og hvad der blev glemt som en roman om en pedant, kan måske blive løftet frem i lyset igen som en tidlig og dybt interessant skildring af en kvindelig kunstnereksistens i udvikling.
Helga er 18 år ved handlingens begyndelse. Hun er gårdmandsdatter, men bor nu sammen med sin enkemor i den lille by. Hun har den egenskab, at hendes lærere forelsker sig i hende. Det gælder den sørgmodige frk. Schou, den latterlige matematiker Jensen og den fine engelsklærer Grandlev.
Helga er meget selvbevidst, men samtidig har hun den herskende evne, at hun vil svare på, hvad der overgår hende. Og dette svar er kunstnerisk, hun har et stort talent for at tegne. Som svar på lærerindens erotiske tilnærmelse tegner Helga en træffende og sårende karikatur, ligeledes som reaktion på hr. Jensens frieri. I sin betagelse af Niels Grandlev, båret af hendes følelser af, at han ser hende, som hun er, tegner hun et smukt portræt af ham.
Den gode engelsklærer falder for sin elev, og de bliver forlovet og
senere gift.
De to elskende drager næring af deres fælles passion, men de vogter også på hinanden og bliver inspireret af kærligheden til at gå videre med hver deres kunst. Grandlev leder sin ild ind i tanker om sprogets liv, mens Helga intensiverer sine kunstneriske forsøg. Dem er Grandlev til gengæld noget jaloux på, og han underkender hendes
talent, samtidig med, at han ligger under for den umiddelbare myndighed i hendes væsen, som han straks forbinder med hendes mulige anlæg for at blive institutbestyrerinde.
Hjortø er så bevidst en kunstner, at han kan lade sin roman have en opfattelse af personerne og deres indbyrdes forhold, som ingen af dem selv har. Man har ofte nok
taget fejl i de tidligere, sporadiske behandlinger af bogen, hvor man har villet se Niels Grandlev som både person og talerør.
Selv har han lyst til en ædlere og beærende, men eksklusiv og desværre uddøende kulturel position, sindets adel. I virkeligheden er han offer for en række illusioner om sig selv og om deres forhold, hvor hans egen svaghed og delthed, hans grundlæggende eksistentielle handlingslammelse, bliver vurderet positivt.
Helga må inden deres bryllup blive klar over sig selv, og hun tager et par år til en egn nær hovedstaden, hvor hun prøver sit talent af, mens hun arbejder som lærerinde. Evnerne holder, men hun må stuve dem af vejen, for at ægteskabet med Grandlev kan komme til at fungere.

Vulkanen kan hvile, den udslukkes ikke. I forbindelse med en graviditet tager
Helga sit maleri op igen, fordi hun føler, at tilværelsens biologi tærer på hendes kræfter på en måde, så hendes identitet trues. Barn eller kunst. Da barnet kommer dødt til verden, stødes hun ud i krise, der ender med, at hun bryder op fra lillebyen og drager til kunstens by,
Paris, hvor vi blot hører, at hun slår til.
I mellemtiden er Niels Grandlev sat i drift, og han har, som videnskabsmand og iagttager, fundet ind i en kreds af ligesindede omkring en mindre avis. Nu er de to hver for sig kommet på en grøn gren af deres livs træ, men romanen har endnu et udtræk, og det er hele kunsten værd: Helga vender hjem.
Grandlev skriver brev til hende og stiller hende frit i forholdet til ham, men hun vælger at fastholde det. Hun er nemlig kommet dertil i tilværelsen, at hun har lært at adskille og at prioritere.

Hun er ikke længere hel i sine krav til livet. Hun kan nu bevidst leve en tilværelse af mere og mindre, svare forskelligt på forskellige krav, i stedet for en ungdommelig alt-eller-intet holdning.
I romanens slutning står det ubesvaret, om hun også kan erobre moderskabet, men hun står afklaret, stærk og selvbevidst, og rager dermed op over andre kvindelige kunstnerskikkelser i dansk litteratur 1904. Men dermed har hun måske gjort sin pligt, og har kunnet gå ind i glemslen, da det store, tid-lige slægtled af kvindelige fortæl-lere strømmer ind i vor litteratur i begyndelsen af århundredet.
Hvad fandt du i dag? Et menneske, jeg ikke vidste, jeg havde glemt. En skildring af en sjælelig udvikling skrevet i en tæt, effektiv prosa uden en perle fedt, og i den mest fortryllende retskrivning, for også den ville Knud Hjortø bringe up to date.

Henrik Schovsbo er cand.mag, litteraturkritiker og klassikerudgiver

Apropos - Fortrængte forfattere
Det bedste eksempel på en forfatter, der er blevet fortrængt, er Jakob Knudsen.
Et blomstrende og tidligere meget læst forfatterskab med mange romaner, heriblandt flere, der er mere end blot gode, og med et filosofisk-psykologisk-æstetisk-teologisk- essayistisk anhang.
Et enkelt essay fra 1959 af Villy Sørensen om Jakob Knudsens forgudede traumer, optrykt i andet bind af dobbeltbibelen for danskstuderende fra årene omkring 1960: Digtere og dæmoner og Hverken-eller, kom til at sætte dagsordenen for den næste generations toneangivende formidlere: udslet den ikke-frigjorte.
Ud over Povl Schmidt med den glimrende bog Drømmens dør, 1984, er kritikken mest blevet til småpip siden, bortset naturligvis om de to store salmer om morgensolen og natteskyerne.
Jakob Knudsen er fortrængt, og forfatterskabet, der dog er forsøgt genudgivet i de senere år uden videre opmærksomhed, venter på sin måske eksplosive renæssance some day, hvor man kunne tænke sig, at han slog igennem som den store erotiske forfatter og tænker, han er; Kierkegaard med kone og mange børn, så at sige.
Ernesto Dalgas er vel nu nogenlunde solidt placeret i den litterære bevidsthed. Det har han været ganske længe - først på en lidt indviklet måde berømt for at være glemt, senere berømt for at være fundet.
Gennem de mere end 30 år, jeg har brugt på at promovere dette forfatterskab, har jeg lært nogle bestemte salgstricks, når et essay skulle placeres eller en udgave foreslås.
Jeg sagde: som jo alle ved, skrev Dalgas med Lidelsens Vej den eneste positivistiske dannelsesroman i europæisk litteratur, eller: allerede den store Thomsen betegner Dommedags Bog som det eneste danske bidrag til verdenslitteraturen i 1890'erne osv.
Når disse bravader dukkede op, blev der automatisk tændt for samtalepartnerens dårlige samvittighed, for vedkommende følte sig afsløret i ikke at have læst på lektien.
Derfor var det faktisk ret nemt at få det, som man ville med forskellige redaktører.
Det var en uren glemsel.
hs

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu