En hilsen til Dyrenes Befrielsesfront
Dyrebefrielse
Guleroden skriger, når vi trækker den op af jorden, det ved enhver, som har dyrket den med sine egne hænder. Rødbederne er i chok, flere time efter at vi har luget imellem dem, for alle omkring dem er blevet udryddet. Joh, planter er følsomme.
Når jeg luger, gør det mig ondt for de tapre små ukrudtplanter, som kommer igen og igen for at dække jordens nøgenhed, og som maser for at nå at blomstre og sætte frø, inden jeg kommer og trækker dem op af mulden med min morderhånd, men jeg får ingen pastinak, hvis jeg ikke luger.
Jeg elsker de hvide, flagrende sommerfugle i min have, og jeg krymper mig med deres larver, når jeg piller dem af grønkålen og dræber dem, en efter en, men jeg er nødt til at gøre det, ellers får jeg ingen grønkål til vinter.
For at overleve, er vi nødt til at tilføje smerte og at slå ihjel, og det skal vi kunne bære.
Kunsten er at bære det uden at brutaliseres til følelseskulde, eller at flygte ind i fornægtelse.
Vi må alle lære det
For vores sjælelige sundheds skyld burde vi alle sammen dyrke og myrde gulerødder, bare en gang, før vi overlader svineriet til andre. Vi burde alle sammen lære at hugge livet fra en høne, uden at den når at blive bange. Det er lettere med dyr end med planter, skulle jeg hilse og sige.
At være nær ved døden, er også at være nær ved livet, hvis man tør. Når døden mekaniseres, perverteres livet, og det gælder planter såvel som dyr, bild jer bare ikke noget andet ind. Og forstå dette: Der vokser kun de planter i min have som jeg beslutter skal være der, til min og min families glæde og næring. Det er mit ansvar at forvalte mit jordstykke så mangfoldigheden trives, men det som er til liden nytte eller glæde, får ikke lov til at fylde ret meget. Sådan er vilkårene, mine og planternes. Hvor mange køer tror I der bliver tilbage på jorden hvis vi alle sammen holder op med at drikke mælk og spise kød? Fornægt ikke vores magt og ansvar, men tag begge dele alvorligt, og hold op med at smadre slagterbutikker. Det er for nemt!
