Kronik

Fra lydige sjæle til glemte kroppe

Debat
3. august 1999

Måden vi straffer kriminelle på, har bevæget sig fra sanktion til eksklusion. Den straffede har ikke længere en samfundsmæssig værdi, men er en rest

RETFÆRD OG VELFÆRD

Vi skal stille spørgsmål, siger Cornelius Castoriadis. Det er den moderne civilisations store problem, at den er holdt op med at stille spørgsmål til sig selv. Det er farligere at undlade at stille visse spørgsmål, end det er ikke at kunne besvare de allerede stillede. Når vi stiller forkerte spørgsmål, afledes opmærksomheden fra de vigtige problemstillinger og stilhedens pris er menneskehedens lidelse.
Vi må stille spørgsmål.
For nylig har kriminologen Britta Kyvsgaard med en undersøgelse om prøveløsladte og folk med betingede domme rejst vigtige spørgsmål. Undersøgelsen omfatter op mod 1.000 personer og konkluderer, at kriminelle bør komme under tilsyn fremfor i fængsel, hvis en fortsat kriminel karriere skal undgås. Udover at afholde sig fra kriminalitet viser undersøgelsen, at folk under tilsyn slipper ud af problemer med misbrug, får et bedre forhold til sig selv og bliver hjulpet hurtigere i arbejde. Gevinsten er dobbelt. Den straffede forlader i højere grad end ved fængselsstraf den kriminelle løbebane og samfundet sparer penge. Anderledes udtrykt dokumenterer undersøgelsen, at fængselsstraf sjældent er midlet, hvis minimering af fremtidig kriminalitet er målet.
Kyvsgaards konklusioner er interessante, men imidlertid ikke helt overraskende. Også den norske sociolog Thomas Mathiesen har tidligere peget på det faktum, at effekten af fængselsstraf kun sjældent er rehabilitering. Men er det hensigten? Hvorfor straffer vi? Dét er på ingen måder et nyt spørgsmål, men i tråd med Castoriadis' bud må det stilles for at kunne besvares.

Ifølge Michel Foucault fik straffen i slutningen af det 18. århundrede et nyt objekt. Mens det tidligere var afstraffelsen af kroppen, der var i fokus, blev sjælen nu straffens mål. Hvor straffens virkemidler tidligere var fysiske og kom udefra, tog straffen nu i højere grad udgangspunkt i den indespærrede. Med fængselsstraffen var det målet at forandre de indespærrede. De skulle disciplineres og normaliseres. I denne optik blev fængslet et opdragelseshus, og opdragelsen blev lagt i den indsattes egne hænder. Midlet hertil var overvågning og kontrol, der med et fysisk udgangspunkt blev internaliseret i den indsatte.
Jeremy Benthams Panopticon er illustrativ til beskrivelsen af disse teknikker. Bentham præsenterede i 1791 Panopticon som en model for ideel overvågning. Ideen gik i al sin enkelthed ud på at lade de få overvåge de mange. Fængslet skulle konstrueres, så alle celler vendte ud mod et overvågningstårn. I cellens endevæg skulle der være et lysindfald, så den indsatte til enhver tid kunne iagttages fra overvågningstårnet. Imidlertid kunne den indsatte ikke registrere, hvornår han blev iagttaget, hvorfor iagttagelsen hurtig ville blive til selviagttagelse og selvdisciplinering. Og heri ligger den egentlige panoptiske pointe, den indsattes opmærksomhed kontrollerer egen adfærd, og den panoptiske maskine skaber langsomt men sikkert homogenitet.
Panopticon er ikke bare en idealtypisk konstruktion. Den kan snarere ses som en dækkende beskrivelse af såvel middel som mål for samfundets sanktionering af kriminelle gennem de sidste to hundrede år. Med Panopticon sikres disciplinering og den ønskede adfærd. Anderledes udtrykt er straffen et våben mod forskelle og dermed en sikring mod afvigelse. Med disciplin og kontrol af sjælen skabes lydige kroppe, der kan tilpasses samfundets behov og normer. Med andre ord er det afgørende, at den måde som vi afstraffer på, sikrer det ønskede mål. Panopticon repræsenterer her ideen om gennem
strafafsoning at tilpasse den kriminelle samfundet.
I dét lys vækker Britta Kyvsgaards nye undersøgelser undren. For hvis samfundets hensigt med straf er, at vi får disciplineret og normaliseret 'afvigere', så er der grund til at råbe vagt i gevær. Da er vores sanktioner, som dokumenteret af Kyvsgaard, ikke længere funktionelle, og vi må sadle om. Men måske er der snarere tale om, at samfundets sanktionering af kriminalitet i dag må forstås i en anden optik? Måske er Panopticon ikke længere en dækkende beskrivelse af vores midler og mål med fængselsstraffen?
Med Panopticon var det en væ-sentlig hensigt at skabe lydige kroppe og vakte sjæle. Afvigeren skulle rettes til og bringes i takt. Afvigeren skulle gennem arbejdet tjene samfundet. Arbejdskraft var efterspurgt, og afvigeren besad derved en ressource, som normaliteten eller med andre ord samfundet var interesseret i. Også i dag har arbejdet en væsentlig betydning, men betydningen er en anden. Mens arbejdet tidligere var et middel til et mål, en eftertragtet ressource, er arbejdet i dag snarere et mål i sig. Samfundet beskrives i dag med en stadig længere række af labels; det er fragmenteret, komplekst, differentieret, internationaliseret og globaliseret. Labels, der alle indikerer manglen på en entydig logik til at forklare og håndtere samfundsudviklingen udfra.
Mens vi som individer tidligere kunne finde et holdepunkt i vores tilknytning til enten klasse, familie eller landsby, svinder denne mulighed i takt med disse tendenser. Og det er så her arbejdet byder sig til, som vores holdepunkt! Vi gør arbejdet til centrum i en ellers acentrisk verden. Samtidig falder arbejdets betydning som samfundsressource imidlertid i takt med de fortsatte teknologiske landvindinger, som påpeget af den amerikanske økonom og kulturforsker Jeremy Rifkin. Samfundets kvantitative behov for arbejdet falder, samtidig med at arbejdets kvalitative betydning for det enkelte individ stiger.
Det har konsekvenser for afvigeren. Afvigeren stækkes i spillet med normaliteten, fordi der ikke længere er brug for hans dagsværk. Mens afvigeren tidligere trods alt kunne opfattes som en ressource i kraft af sin arbejdskraft, er han i dag en uønsket konkurrent. Sanktioneringen af kriminalitet kan derfor ses i et nyt perspektiv. Mens afvigeren tidligere indgik i et spil med normaliteten, er han nu en rest og fængselsstraffen bliver derfor et alternativ til arbejdsløshed. Samfundet sanktionerer ikke længere. Det ekskluderer.
Sanktionen tager sit afsæt i et normbrud. Hvis en adfærd afviger fra den socialt set acceptable, skrides der ind og dommen lyder: Afviger! Imidlertid er man afviger fra noget. Afvigerens mål er derfor givet, nemlig som en stræben mod normaliteten. Sanktionen sigter mod at lede afvigeren på vej, mod at gøre kroppen føjelig. Eksklusionen sigter ikke i samme grad som sanktionen mod at ændre adfærd hos den ekskluderede. Eksklusionens objekt er kun ved første øjekast den ekskluderede. Reelt er eksklusionens funktion rettet mod den ekskluderende. Eksklusionens formål tjener dem, der ekskluderer.
Hvis individet ikke magter at begå sig i et samfund præget af mangeartede krav, vil det ekskluderes. Mens arbejdet tidligere var nøglen til fortsat deltagelse i samfundslivet, er det ikke længere en garanti. Arbejdsevnen er ikke længere den kriminelles universalnøgle tilbage til samfundet. Den kriminelle har i mistet sin markedsværdi.Med eksklusionen udstødes de, der ikke passer ind i normaliteten, og de bliver derved til en rest. Majoriteten synes ikke længere at have noget at vinde ved sanktionen, og derfor bliver sanktionen til en eksklusion, til en sondring mellem vi og resten.
Måske må en skelnen mellem normalitet og afvigelse derfor opgives til fordel for en sondring mellem vi og resten, når sanktioneringen af kriminalitet i dag skal forsøges forklaret? Hvis ikke vi straffer for at normalisere, men snarere for at udstøde, så er resultatet af Kyvsgaards undersøgelser slet ikke så paradoksalt. Hvis det er tilfældet, at vi med straffen ikke sanktionerer men snarere ekskluderer, er det jo ikke helt uforståeligt, at vi i dag straffer på en måde, som ikke minimerer kriminaliteten mest muligt. Hvis eksklusion er det reelle mål, er måden hvorpå vi straffer kriminelle i virkeligheden ganske effektiv, netop fordi det med straffen sikres, at den kriminelle forbliver en 'rest'.

Anders Seneca er specialestuderende på Institut for Statskundskab, Århus Universitet

APROPOS
*På vej mod gulag

Med bogen Kriminalitetskontrol som industri - på vej mod
gulag, vestlig stil advarer den norske professor i kriminologi Nils Christie mod den tendens, der i de seneste år har gjort kriminalitetskontrollen til en industri i sig selv. Og vel at mærke en industri i vækst. Kriminalitetsbekæmpelsen er løsning på flere af samfundets problemer. I et samfund med ulige fordeling af både velstand og arbejde kan en indespærring af den kriminaliserede mindske eller sløre problemerne.
Kriminalitet er imidlertid som påpeget af Christie en diffus, dynamisk størrelse. Kriminalitet der hverken findes eller skabes. Individets handlinger kan tillægges en kriminel betydning. Om det sker, afhænger af den sociale afstand. Det har med andre ord betydning om handlingen udføres af en bekendt eller af en fremmed. Det moderne samfund er ifølge Christie præget af stor social afstand og har dermed en lav tolerancetærskel i vurderingen af fremmedes handlinger. Samtidig er Gud og Naboen, som tidligere forhindrede uhensigtsmæssige handlinger, væk og i bedste fald(?) erstattet af mekanisk overvågning og kontrol.
Vejen ligger derfor åben for en stadig udvidelse af det kriminelle felt og dermed også for en udvikling i retning af en vestlig form for gulag.
I en samtid præget af den kolde krigs ophør, manglende ydre fjender og økonomisk tilbagegang ser Christie faren for, at fokus rettes indad mod indre fjender. På baggrund af Zyg-munt Baumans nyere undersøgelser af koncentrationslejre og gulag i bogen Modernitet og Holocaust fastholder Christie, at det relevante spørgsmål ikke er: Hvordan kunne dette ske? men derimod: Hvorfor sker det ikke oftere?
Civilisation er med andre ord ingen garanti for humanitet. Det er på dén baggrund, at Nils Christie præciserer, at den største fare ved kriminalitet i det moderne vestlige samfund ikke ligger i de kriminelle handlinger i sig selv, men derimod i, at bekæmpelsen af disse kan trække samfundet i en totalitær retning.
Anders Seneca

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her