Læsetid: 4 min.

Moral og international politik

12. august 1999

Trods forskellige holdninger til NATO's intervention i Kosovo er diskussionen foregået på en moralsk platform, der kunne være udgangspunktet for en ny retslig orden

OM KRIGEN
Trods divergerende synspunkter synes både kritikere og tilhængere af NATO's aktion at være enige om at bedømme interventionen/krigen moralsk. Denne enighed er uhyre væsentlig. De væ-sentligste skillelinjer i debatten har ikke gået mellem traditionelle tilgange til international politik, men derimod mellem forskellige moralskfilosofiske grundposi-tioner. Tre sådanne grundpositioner har været i spil - henholdsvis 'idealisme', 'konsekvensialisme' og 'positivisme".

Moralske begrundelser
En central position i debatten om NATO's intervention har været en 'idealistisk' position, hvor hensigterne bag interventionen og herunder hvorledes begrundelserne kunne udkrystalliseres i en ny moralsk orden, har været det centrale. Argumentet er med andre ord, at spørgsmålet om man skal gribe ind, og spørgsmålet om hvordan man skal gribe ind, bør diskuteres adskilt. I forhold til det første spørgsmål er det centrale, at de enkelte stater er begrænsede af, at de skal give moralske begrundelser for deres handlinger, og er tvunget til at legitimere aktionen i forhold til et internationalt samfund. Det er af mindre betydning, om staterne kan have andre interesser, hvis aktionen kan og bliver forsvaret moralsk. Det gør således ikke NATO's aktion illegitim, at den sandsynligvis kommer til at styrke NATO som institution, eller at NATO ikke har grebet ind overfor andre folkemord. Det centrale er, at aktionen kan begrundes moralsk og folkemordet bekæmpes også selv om der blokeres for en sådan aktion i FN's sikkerhedsråd.

Konsekvenser
Kritikken af den netop skitserede position er primært kommet fra to forskellige sider. Debattører med et såkaldt 'konsekvensialistisk' udgangspunkt har argumenteret for, at den moralske valør af NATO's indgreb skal bedømmes i forhold til interventionens konsekvenser, men debatører med et rets-positivistisk synspunkt har beklaget sig over, at interventionen markerer et angiveligt farligt brud med den eksisterende internationale retsorden.
Ifølge et konsekvensialistisk udgangspunkt er aktionen umoralsk, hvis den ikke lever op til sin målsætning, hvis skaderne er unødvendige, og uskyldige bliver ramt. Man kan dog også give et konsekvensialistisk forsvar for interventionen og hævde, at kosovoalbanerne rent faktisk fik mulighed for at vende hjem, og at alternativet var, at mange flere ville være blevet dræbt. Handlingernes moralske værdi skal bedømmes i forhold til deres faktiske effekter og ikke i forhold til intentionerne bag handlingerne.
Problemet med denne argumentation er, at den ofte er kontrafaktisk. Det er vanskeligt at vide, om man havde kunnet få Milosevic med på en aftale, hvis man havde været mere fleksible. Erfaringerne taler dog mod dette. Langt mere plausible er argumenterne om, at man burde have maksimeret truslen mod det serbiske regime. Kritikken af den manglende olieblokade og fraværet af truslen om landkrig er velkendt. Man vil også fra idealistisk hold kunne høre denne type af argumenter, men igen, forskellen er prioriteringen af argumenterne. Kritikken af den manglende målopfyldelse er dog uomgængelig, og forhåbentlig bliver denne kritik ikke overhørt i euforien over at have vundet krigen mod de serbiske styrker. Det væsentlige er, at en humanitær aktion skal hjælpe dem, som over-grebene bliver begået imod.

Ret og retfæridghed
Andre har kritiseret NATO's aktion ud fra et 'rets-positivistisk' standpunkt. Argumentet har i kort form været, at brud på international ret er forkastelig. NATO's aktion er illegitim, fordi den bryder med suverænitetsprincippet, dvs. med de enkelte landes ret til selvbestemmelse. Det centrale i denne argumentation er, at der ikke sondres mellem ret og retfærdighed. Denne sondring er, vil jeg mene, væ-sentlig, da ingen kodificeret ret nogen sinde fuldt ud vil yde retfærdigheden fyldest. Med andre ord er det moralsk forsvarligt at bryde med en retslig eller en anden regel, hvis den forhindrer, at man kan bekæmpe et igangværende folkemord. Modargumentet er, at man risikerer, at hele den retslige instistutionalisering bryder sammen, og at suverænitetsprincippet trods alt er bedre end intet princip overhovedet. Det er en fair kritik, og vejen fremad må derfor være at anvende erfaringerne fra interventionen i Kosovo til på sigt at reinstitutionalisere folkeretten og anden international ret.

Og moralen kort
Det helt afgørende er, at diskussionen af interventionen i Kosovo er foregået på en moralsk platform. Det vil på sigt være mere væsentligt end de uenigheder, der har været om interventionens faktiske udførelse. Denne fælles platform bør kunne danne udgangspunkt for en præcisering af, at suverænitetsprincippet og menneskeretten ikke er principper, der i konflikt med hinanden. Tværtimod er det en naturlig forudsætning for suverænitetsprincippet, at elementære menneskerettigheder overholdes. Videre vil det være centralt at opstille kriterier for, hvornår man kan gribe ind uden et FN-mandat. Nok kan man og bør man, stillet overfor et folkemord, kunne bryde en retslig regel i retfærdighedens navn, men det fordrer, at man efterfølgende argumenterer for og legitimerer disse brud og videre lader disse brud give anledning til en ny retslig institutionalisering. Hvordan det skal gøres, bør være den væsentligste diskusion efter NATO's intervention i Kosovo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu