Læsetid: 3 min.

Når musikken styrer P3

31. august 1999

Danmarks Radio indfører product placement ad bagvejen

Kommentar
Da Danmarks Radio's P3 for et par år siden, efter et langt tilløb, indførte såkaldt musikstyring, blev det igen og igen betonet, at det computerstyrede musikvalg netop blev valgt, fordi det så blev P3, der styrede musikken, og ikke omvendt.
I lørdags kunne Ekstra Bladets Kenan Seeberg, selv tidligere radiomedarbejder, så afdække en regulær studehandel. Den går kort fortalt ud på, at P3 forpligter sig til at spille et bestemt nummer fra Thomas Helmigs seneste cd Dream mod at sangeren optræder ved en koncert i P3-programmet Trax, kanalens store efterårssatsning på dansk musik.
Nu er musikstyring stadig så relativ en omgåelig størrelse, at programmedarbejderen kan vælge andre melodier end de beordrede, så de P3-værter, der, ligesom undertegnede, ikke kan se, at "Moonsilver" er den mest oplagte single, har valgt at spille andre sange fra Helmigs album. Det skal de bare aldeles ikke bryde sig om, skriver den daglige musikstyringsforvalter, Mik Aidt i en intern e-mail: "Der falder brænde ned, hvis du dropper den."
Bortset fra, at han er eddikesur over, at den mail er sluppet ud, kan Aidts overordnede, P3's musikredaktør Morten Pankoke ikke se noget problem i noget-for-noget-aftalen. Han betragter det, ifølge Ekstra Bladet, nærmest "som en slags kunststøtte."
Morten Pankoke har et problem. Eller også er han mere naiv end rockpolitiet burde tillade.
Jeg kender ikke den aktuelle procent, men mon ikke musik optager 65-70 procent af P3's programflade. Musik er med andre ord en vigtig del af P3's programlægning. Derfor er det også indlysende, at den skal styres, præcis som den journalistiske side af radiovirksomheden bliver det.
Musikstyring blev indført af mindst to lige vigtige grunde: rationalisering og som et middel til at dæmme op for den ukontrollable indflydelse, pladebranchen havde på programværternes
musikvalg. P3's musikstyring blev lanceret som en modpol til de private radiostationers ensidige satsning på det i forvejen populære. På P3 bruger man musikstyring til at give ellers ukendte navne chancen i æteren. Og man kan med musikstyring i langt højere grad efterkontrollere om man lever op til de mål man har sat, f.eks. om afspilningsprocentsatsen for dansk musik. Altså et godt eksempel på, at et kommercielt instrument så at sige kan bringes til at køre i modfase og bruges i public service-øjemed.

Modpol til lokalradioer
For halvandet år siden deltog den, der skriver dette, i et seminar om P3's musikstyring, og her var der ingen slinger i valsen fra den daværende P3-ledelse. P3 ville ikke slås i hartkorn med de bestikkelige lokalradioer. Og man reagerede selvretfærdigt-mopset på spørgsmål fra salen om det ikke var svært at skille tingene ad på et område som rocken, hvor radioværterne konstant åndes tungt i nakken af pladebranchen.
Der er intet odiøst i, at Thomas Helmigs pladeselskab stiller betingelser. Det kulturpolitisk deprimerende, og Pankokes problem, er, at P3 overhovedet så meget som overvejer at indgå i aftaler om det, der i reklamebranchen kaldes product placement. Og det er dybt alarmerende, at kanalens musik(be)styrere ikke kan se noget problem i at kræve aftalen håndhævet.
Skal der falde brænde ned, kan det da umuligt være på de menige programmedarbejdere, der loyalt prøver at efterleve den oprindelige filosofi bag musikstyring.
Måske kunne radioens nyudnævnte programchef, tidligere P3-chef, Jesper Grunwald, til en begyndelse bekoste et stavekurs på Mik Aidt og Morten Pankoke. Det første ord kunne være integritet.

Torben Bille var 1991-94 musikchef på P3, hvor han var med til at lave for- og grundarbejdet til den nuværende musikstyring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu