Læsetid: 4 min.

Nærdemokratiets intolerance

Debat
19. august 1999

At 'nært' og 'nede' skulle være godt, må anses for at være en særlig grundtvigiansk bonderøvs-mentalitet

Abstrakt
Når et politisk parti skal definere sin overordnede politik nutildags gør man ligesom Kjeld og Dirch på tømmerflåden i gamle dage:
Man starter med oplægget, personskildringen og et bjerglandskab, som ikke er der.
Oplægget er gerne en masse intetsigende vrøvl om at "sætte mennesket i centrum", "skabe trygge, frie rammer", samt sikre vilkårene for nogle meget bredt definerede og i virkeligheden meget heterogene grupper som 'børnefamilierne', 'ældre', 'skatteyderne' eller hvis det går rigtig højt 'danskerne'. Ikke noget med at definere mere præcist og snakke om 'arbejderne', 'aktieejerne', 'bistandsklienterne', 'de syge' og lignende, med mindre man kan finde en decideret syndebuk som f.eks. 'selskabstømmerne' eller 'muslimerne'.
Når snakken kommer om, hvordan det hele skal finansieres, snakker man uden om, og siger i stedet ,at "vi skal være bedre til det", fordi "det har vi ikke været gode nok til".

Personskildringen
Personskildringen er kompliceret. Partierne skal finde nogle folk, der først og fremmest mestrer oplæggets kunst, dvs. er gode til at sige ingenting på en insisterende måde. Dette skal de så kunne gøre på fjernsynet med meget kort forberedelsestid og gerne med et glimt i øjet. Eftersom alle politikerne stort set siger det samme, bliver deres 'folkelige gennemslagskraft' vigtig.
Derfor må man som politiker, for at bruge et Mader & Leth udtryk, "træde i karakter", men samtidig ikke vække folkeligt anstød. Vi lægger mere og mere mærke til visuelle kendemærker, til Bertel Haarders stikkende blik, Pia Gjellerups frisure, Holger K's krøllede skjorte osv. Politikeren må således ikke se for anonym ud, men de må heller ikke være for lækre som f.eks. hende Lene Espersen. Det er ikke troværdigt.

Bjerglandskabet
Endelig er der bjerglandskabet, som ikke er der. Den amerikanske antropolog James Ferguson har gjort opmærksom på, hvordan debatten om udvikling i Afrika er præget af, hvad han kalder 'udviklingstopografier'. Med dette mener han de implicitte forestillinger, vi alle går rundt med inde i hovedet om, hvad der er høj og lav, op og ned, nær og fjern og godt og skidt. Således skabes et billede af 'staten' i afrikanske lande som højt oppe og fjern, og derfor langt fra 'græsrødderne'.
NGO'erne er derimod tætte på græsrødderne, lokalt forankret, demokratiske med folkelig deltagelse osv. osv. At dette i virkeligheden er en grov forsimpling kan man læse om andetsteds.
Den danske politiske debat virker imidlertid også meget præget af disse imaginære topografier. 'Nært' er godt, 'fjernt' er skidt. I Grundtvigs fædreland mener vi alle, at "beslutningerne skal tages tæt på borgerne". Helst i foreningen, gerne i kommunen, nogen gange i amtet, oftest i Folketinget og nødigt 'nede' i EU. (Sjovt nok er EU 'nede' og ikke 'oppe', selvom Europaparlamentet og Kommisionen er et 'højere' niveau end de nationale parlamenter.)
Politikere til højre og venstre er derfor alle vilde med det 'nære'. Man kan således høre en politiker som Bertel Haarder komme med en symfoni af ladede adjektiver ved at sige, at vi skal have et "slankere, men stærkere EU", for at sikre "det nære samfund". Og Asger Baunsbak-Jensen snakker om, at "styrke sognet som beslutningstagende institution" for at styrke nærdemokratiet, som om man ved at kile endnu et institutionelt lag ind skulle kunne løse demokratiets problemer.

Nærdemokrati?
Nu har nærdemokrati altid ligget mig fjernt. Måske er det fordi, jeg det meste af mit liv har boet enten i Gentofte Kommune eller i Afrika, begge kendt for en vis ugennemsigtighed i beslutningsprocesserne, en vis tendens til magtfuldkommenhed blandt beslutningstagerne og det visse udviklingsforskere kalder "hengivenhedsøkonomi", et begreb der dækker over en kulturelt betinget tradition for korruption og nepotisme.
Jo 'lavere' beslutningsniveauet bliver, jo mere spiller personlige og nepotistiske aspekter ind. At 'nært' og 'nede' skulle være godt må anses for værende en særlig dansk grundtvigiansk bonderøvsmentalitet, der er meget kulturspecifik. I Frankrig f.eks. tager man det som den naturligste ting i verden, at alle beslutninger tages centralt i Paris af dem, der har forstand på den slags. (At dette system fungerer ad helvede til, er en anden sag.)
Politiske topografier er vigtige at være opmærksomme på. De får os til at fokusere på nogle rumlige aspekter i den politiske debat, der viser sig at være imaginære. Det får os til at tro, at man f.eks. ved at decentralisere beslutningsprocesser, kan genskabe 'det nære samfund', hvor borgerne har snor i deres folkevalgte ledere, samtidig med at man accepterer den globale kasinokapitalisme. Selvom resultatet bliver, at vi bevarer det lokale sygehus, men må køre tredive kilometer for at komme i Bilka.
Oppe viser sig at være nede, og det nære viser sig at være fjernt. For at slutte med endnu en revyklassiker: "Det er ikke til at se hvad der er opad eller nedad".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her