Kronik

New Zealand - down, men ikke under

Debat
7. august 1999

New Zealand anno 1999 er fantastisk natur og eksotisk maori-kultur. Men det er også amerikanisering og point-pædagogik over for selv de mindste i samfundet

Lørdagskronikken
Der er langt til New Zealand. Så langt, at jeg på to-døgns-flyveturen København-Bangkok-Sydney- Auckland med diverse stop-overs til sidst, martret af søvnmangel og ombølget af desinficerende spraytåger, spørger mig selv, hvorfor jeg partout skal om på den anden side af jorden.
Lysten til et bungy jump (opfundet af kiwien A. J. Hackett - kiwi: kælenavn for new zealænder) fra Kawarau Suspension Bridge uden for Queenstown - ifølge kendere stedet at udføre kunststykket som menneskelig yo-yo - er behersket. Det samme gælder min trang til strabadserende vandreture i de mange udstrakte nationalparker og reservater.
Men jeg vil til New Zealand, fordi jeg stort set ikke ved noget om landet ud over bungy jump'et, at det er en af mine yndlingsforfattere, Katherine Mansfields, fødested, at det er stor-eksportør af lammekød, og at New Zealands-farende på få øjeblikke taler sig op i ekstatiske højder, når de skal beskrive den underskønne natur.
Og så har jeg i vag erindring, at vores allestedsnærværende Mogens Lykketoft besøgte nationen et par år tilbage og vendte hjem belæsset med inspiration til, hvordan privatisering kan gøre dovne danskere dueligere.

Efter 14 dages rundrejse er jeg blevet lidt klogere. Ikke bare på mere eller mindre væsentlige fakta, såsom at det højeste bjerg hedder Mount Cook (3765m). At regeringsformen er konstitutionelt monarki og demokrati, hvor de opstillede kandidater vælges ved forholdstalsvalg til Repræsentanternes Hus (det gamle engelske valgsystem blev ændret ved en folkeafstemning i 1993).
At premierministeren, Jenny Shipley, er uddannet skolelærer, og at møntfoden hedder New Zealand-dollars (1 NZ = cirka 4 kr).
At kvinderne fik stemmeret som de første i verden i 1893, 14 år efter mændene, og at landet strækker sig over flere klimabælter med subtroperne i nord og subarktiske betingelser i bjergene i Syd. Og at New Zealand har sommer, når vi har vinter, og at tidsforskellen er 12 timer.
Men jeg er også blevet klogere på spørgsmålet: Hvorfor drage helt til New Zealand? Hvad har landet at tilbyde korttidsbesøgende, der adskiller The Land of the Long White Cloud fra alle mulige andre destinationer på kloden?
Dertil må jeg blasert, og med fare for at få ørerne i maskinen, i første omgang svare: Egentlig ingenting - for så i anden runde at modificere.
For The Dominion of New Zealand, har været så begunstiget og praktisk at samle alle tænkelige naturvarianter indenfor et yderst overskueligt territorium: Tropiske Bounty-strande, schweiziske alper, norske fjorde, færøske fjelde, islandske vulkanområder, grønlandske gletchere, irske bløde bakker, skotske højdedrag, amerikanske forstæder, engelske byer, franske vinmarker og - ikke at forglemme - danske korn- og græsmarker.
En befolkningstæthed på 12,7 per km2 og hovedparten af indbyggerne anbragt i især storbyerne betyder, at man kan køre kilometer efter kilometer på i hvert fald Sydøen uden at møde et menneske, en bil eller et cola-udsalg.
Og lige meget hvilken sportsgren, en kiwi måtte finde på at kaste sig ud i, er de nødvendige naturbetingelser for udøvelsen til stede. Fra surfing og sejlsport over skiløb til river-rafting. For ikke at tale om golf. Aldrig har jeg set så mange golfbaner i mit liv og oven i hatten placeret så bedårende, at det må volde udøverne af sporten problemer at holde blikket på bolden.
Det kan godt være, at nationalsporten er rugby, og at landsholdet All Blacks er kendt af hvert et barn, men golf er hvermandseje, og de over 400 baner flittigt besøgt.

Min rejserute strækker sig fra Auckland i nord via Hamilton til Roturua ned forbi Lake Taupo til Welllington. Derpå sejltur over Cook-strædet, der adskiller Nord- og Sydøen, med tog fra Picton til Christ-
church, der er en af de store byer på Sydøens østkyst.
På tværs med bus til det imponerende Mount Cook på vestkysten, hvor der er gode muligheder for at dyrke bjergbestigning og vandreture, ned til Queenstown og med propelfly ud til verdens såkaldte ottende vidunder, Milford Sound .
Seværdigheden gør Norge rangen stridig på den globale førsteplads i naturkonstellationen fjelde + vand(fald). Endelig til universitetsbyen Dunedin (favoritten blandt de ialt ca. 70.000 universitetsstuderende) og Timaru på østkysten ud til Stillehavet.
Min køreplan antyder, at jeg kun har dækket et udsnit af New Zea-land og altså ikke kan tages som sandhedsvidne. Derfor tør jeg også erkende, at jeg - i åbenbar modsætning til utallige andre gæster - ikke har fået ridset sjælen. Dertil ligner de lokaliteter, som jeg nåede at besøge, på for mange punkter hjemlige og vestlige himmelstrøg.
Indlysende nok ikke hvad angår de dele af den storslåede natur, som netop grænser til det unikke. Såsom de mange søers og fjordes særegne turkise og akvamarin-blå farvenuancer og landskabet Central Otagos afrundede, ujævne og brunbrændte bjerge.
Begge fænomener kalder på den lyriske åre.

Men jeg bliver ikke for alvor berørt, fordi civilisationen som sådan giver for tydelige mindelser om Storbritannien og amerikanske forstadsmiljøer. Ikke underligt, eftersom de hvide - der går under betegnelsen pakehas - for de flestes vedkommende er af engelsk afstamning.
I byerne er der aldrig langt til den nærmeste Pizza Hut, Kentucky Fried Chicken eller Burger King. Tøjet i forretningerne adskiller sig ikke fra Strøgets - måske lige med undtagelse af, at de 50-80 millioner får på landsplan, fordelt på 19 forskellige racer, leverer diverse garn og dermed inspiration til originale strik- og uldvarer.
Sagt med andre ord er der masser af steder i Vesten, man lige så vel kunne rejse hen, hvis formålet er at nyde godt af diverse etniske restauranter, kombineret med et utal af fast food-tilbud, biografer, koncerter, værtshuse, museer, botaniske haver, veludviklet infra-struktur og offentlig transport og hvad det moderne liv ellers kan byde på af komfort, effektivitet og entertainment.
Hvad angår tv-programmerne, er de præcist lige så kedelige, forudsigelige og amerikaniserede som hjemme, eller måske endda et par tænder værre, fordi reklameindslagene har karakter af tæppebombardement. Bedst som jeg er i gang med en spændende scene fra kvalitetsfilmen Casino, er det næste klip - fuldstændigt uannonceret - en annonce for babybleer, før Robert de Niro igen gør sin entré.
Bybillederne er karakteriseret af mange parcelhuse strakt ud i det uendelige, få højhuse og enorme supermarkeder, hvor selv Bilkas fødevareafdeling godt kan pakke sammen, for så vidt angår størrelsen og antallet af areal og hyldemetre.
Småhandlende er stort set elimineret i gademiljøet - bortset fra internet-caféerne, der skyder op som paddehatte - og delikatessebutikker og specialforretninger er reduceret til særlige sektioner i selve storkøbscenteret.
Storkøb må siges at være en sjælden velanbragt glose i denne sammenhæng, hvor indkøbsvognene er mammut-indretninger, der er omkring tre-fire gange så omfangsrige som dem, jeg styrer rundt med lørdag formiddag i den lokale Netto. Hvordan singlerne håndterer deres indkøb i New
Zealand får stå hen i det uvisse.
Folk i alle aldre kan glæde sig over, hvor rene, ryddelige og vedligeholdte veje, bygninger og pladser fremtræder overalt.
Ikke bare folks privatejendom og (for)haver med sindrige blomstermønstre og plantedesigns i alle tænkelige former og farver er gennemfriserede over det ganske land. Også gader og stræder er konsekvent renset for affald og alskens skidt fra nord til syd.

Så der er altså alligevel noget særligt ved New Zealand, og så er jeg ikke engang kommet til det absolutte highlight. For en ikke helt uvæsentlig del af den new zealandske kultur, som er ikke bare fremmedartet og anderledes, men ultra-eksotisk, er maori-kulturen.
Hvor mange af læserne, der kender til maorierne, ved jeg ikke. Men en del vil i hvertfald have stiftet bekendtskab med befolkningsgruppen i forbindelse med New Zealand-filmen Once We Were Warriors, der giver et kritisk og barsk indblik i, hvordan moderne maoriers liv kan forme sig.
Overleveringer fortæller, at maorierne kom til New Zealand for cirka 800 år siden fra den polynesiske ø Hawaiki i nærheden af Tahiti.
Maorierne bosatte sig i små samfund og levede af det rige fiske- og fugleliv. Specielt moaerne, der var kæmpestrudse og i dag er udryddet, udgjorde en vigtig fødekilde.
Da europæerne kom til i 1700-tallet, havde den maoriske befolkning svært ved at tåle den civilisation, tilflytterne bragte med sig: Nye sygdomme, prostitution og geværer.
I 1896 var der kun 42.000 maorier tilbage, og der var fare for, at de ville dø ud, men de overlevede, og i dag er maori-befolkningens fødselstal hastigt stigende.
Indtil 1980'erne levede mange af maorierne for sig selv, men i de senere år er flere søgt ind til byerne. De får positiv særbehandling i uddannelse og politik, men 80'ernes og 90'ernes anstrengte økonomi, sociale nedskæringer og udbredte privatisering har givet anledning til en del raceuro.

Selv om der ikke er decideret racediskrimination, har maoriene den højeste arbejdsløshed og bor i de dårligste huse. Hvad angår sundhedstilstanden er adskillige voksne maorier enten uden eller med ganske få tænder i munden. Og deres hyppige overvægt, for ikke at sige fedme, tvivler jeg på alene kan tilskrives deres egen forklaring om, at sul på kroppen signalerer magt og status.
Mange steder - ikke mindst i og omkring Auckland og Rotorua på Nordøen - kæmper maori-grupper for at vende tilbage til deres oprindelige kultur. De ønsker at få rettighederne til meget af den statsejede jord tilbage, fordi de regner den for deres, og søger af al magt at bevare og videreføre deres traditioner og ritualer og ikke mindst sprog.
I nogle lokalsamfund er der blevet lavet såkaldte "languagenests," hvor børn fra et år og opefter kommer i skole (som helt små sammen med deres mødre) og lærer at tale, skrive og læse maori. Tillige for at blive oplært i maoriskikke i form af sange og danse.
På universitetet i Hamilton er der et særligt institut for maori-kultur, og her blev jeg for første gang indviet i den omstændelige velkomst-ceremoni, der skal afvikles, når der kommer gæster på besøg.
Først skal værtssidens chief (chief'en er i øvrigt altid en mand) rejse sig og sige nogle bevingede ord til de indbudte, derpå skal the chief for gæsterne have ordet og gengælde velkomsttalen. Så skal der synges og tales på skift fra hver sin fløj, og til sidst kommer den obligate given hånd suppleret med næsegnidning som en del af ritualet.
Første gang jeg gned næse på kraft med for mig totalt ubekendte personer, var nærkontakten lidt af en (behagelig) oplevelse - men efter at ritualet de følgende dage blev gentaget i det uendelige, blev jeg ærlig talt lidt træt.

Maorierne er ikke nogen homogen gruppe, og det stod ret klart, at med fem forskellige politiske partier, der fra hver sin position hævder at varetage maoriernes interesser, er den samlede slagkraft begrænset.
Med hensyn til skolesystemet kan jeg kun i begrænset omfang synge med i hyldestkoret på trods af kiwiernes høje uddannelsesniveau og gratis folkeskole siden 1877.
Det er min opfattelse, at der bliver drevet rovdrift på lærerne i underskolen, og at den såkaldte flydende indslusning af børn på alle tidspunkter af året kun vanskeligt lader sig gennemføre uden forældre- (læs: mors) hjælp.
Nogle røster taler om New Zea-land som disse dages pædagogiske Mekka, og i mit fagblad Gymnasieskolen kan jeg sågar læse følgende passus i en kritisk kommentar af lektor Jørgen Sørensen:
"Det er en målsætning for den new zealandske regering, at det skal være muligt at dokumentere alle erhvervede kvalifikationer. Den enkeltes kvalifikationsmængde kortlægges derfor ned til mindste detalje, og hver erhvervet kvalifikation giver point. Det individuelle kvalifikationsregnskab følger den enkelte gennem hele livet. Pointene tælles sammen til certifikater, der kan opnås på otte forskellige niveauer. Systemet giver point til den enkelte new zealænder for alt fra slukning af skov-brande til evnen til at håndtere basale menneskelige relationer. Satsningen foregår under slagord som "vi vil skabe et samfund, hvor den enkelte kan opnå sit fulde potentiale i livet." Hvor omfattende systemet er, viser inddragelse af kvalifikationer som det at demonstrere kendskab til menneskelig seksualitet" (Gymnasieskolen, 4. marts, 1999).
Med den svada er det ikke overraskende, at Mogens Lykketoft fik gode idéer med hjem fra sin stu-dierejse til down under. Idéer, der som bekendt har bredt sig som en steppebrand de sidste par år.

De new zealændere, jeg kom i kontakt med, ligner danskere til forveksling. Samme form for humor, selvom "mine" kiwier overhaler indenom med deres knastørre selvironi og varme uhøjtidelighed. For ikke at tale om deres åbenhed over for fremmede, der udmønter sig i noget så sjældent som ægte interesse.
En anden og nok så oplagt parallel at drage er, at begge nationer består af små overskuelige folkeslag i gennem- og velorganiserede og veluddannede samfund med identiske politiske systemer og et afslappet forhold til religion.
En samfunds-coctail, jeg personligt er ret tilfreds med, hvorimod det er svært at mobilisere den store sympati, når mosten står på New Zealand-inspireret privatiseringsbølge og point-pædagogik. Her overlader jeg ganske begejstringen til Mogens Lykketoft og hans benchmarking- og bundlinie-fikserede regnedrenge og -piger i Finansministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her