Kronik

De nye medier og kulturpolitik

28. august 1999

En væsentlig del af velfærdsstaten var den kulturpolitik, der ledsagede tanken om den sociale lighed. Det førte til en kritisk styring af radio og tv. Den ambition er i 1990'erne gået tabt, hvor de offentlige servicekanaler er over-ladt til benhårde konkurrencebetingelser og det er et problem, mener dagens kronikør, der her skriver om fremtidens mediepolitik

Lørdagskronik
For en kulturarkitekt som Julius Bomholt var medierne - og ikke mindst de elektroniske medier - vigtige redskaber i udformningen af den moderne velfærdsstat i efterkrigstiden. Blandt andet ved hjælp af medierne skulle man 'sprænge', 'opløse' og 'afskaffe' tilbagestående kulturformer og samtidig skabe en moderne og fælles kultur, der kunne bringe danskerne på talefod med hinanden. Med velfærdsstatens ekspansion skulle det gamle stands- og rangssamfund definitivt begraves. Hvor den økonomiske politik skulle skabe større materiel lighed for alle i samfundet, skulle kulturpolitikken skabe et fælles dannelsesgrundlag. For Julius Bomholt var medierne ikke nogle, der stod uden for samfundet eller politikken; de var et integreret element i en aktiv kulturpolitik, der igen var en del af et stort socialt projekt: Dannelsen af den moderne velfærdsstat. Og ikke kun en velfærdsstat; pointen var netop at nationalstat og samfund skulle gå op i en højere demokratisk enhed: Et Danmark for folket.
I slutningen af 1990'erne er medierne ikke så meget genstand for kulturpolitik, og de er i endnu ringere grad et led i et større nationalt eller politisk projekt. Reguleringen af medierne har udspaltet sig i et særligt gebét, mediepolitikken, der er blevet et politisk-administrativt ressort-område på linie med andre teknokratiske specialområder. Mediepolitikken påvirkes i stigende grad af andre formål end kulturpolitiske: Industripolitiske hensyn, annoncør- og ophavsretsinteresser, teknologipolitik, europæisk lovgivning m.m. I takt hermed er den kulturpolitiske ambition svundet ind, og den politiske vilje til at styre medieudviklingen er blot en skygge af sig selv sammenlignet med Bomholts entrepreneurship.
Medieudviklingen opfattes i høj grad som styret af kræfter, der ligger uden for den politiske styrings formåen: Den er drevet af en stadig højteknologisk innovation og styres i stigende grad af store multinationale firmaer, for hvem Danmark blot er et beskedent marked. I det omfang kulturelle emner indgår i mediepolitikken, bliver det i stigende grad til et spørgsmål om at udøve damage control, at forsvare vigtige - endnu overlevende - værdier og samtidig mindske og modificere det udefrakommende pres.
Hvor velfærdsprojektet skulle skabe en ny kulturel identitet for danskeren, er opgaven nu oftere at forsvare enkelte aspekter af den danske identitet i et stigende globalt mediesystem.
Der er ikke tvivl om, at både globaliseringen og kommercialiseringen af medierne - og ikke mindst af de nye IT-baserede medier - har vanskeliggjort kulturpolitisk styring i mere traditionel forstand. På den anden side åbner udviklingen også op for en række muligheder for kulturpolitiske initiativer, som bør udnyttes; ikke kun for at forsvare nogle eksisterende værdier, men lige så meget for at muliggøre en aktiv kulturel rolle for danskerne i dét globale mediesamfund, der er ved at blive skabt.

Den vigtigste medieudvikling - og største kulturpolitiske udfordring på medieområdet - vedrører mediekonvergensen. Udviklingen af digital teknologi muliggør, at alle eksisterende medier, trykte som elektroniske, kan bringes på samme tekniske form, og at alle elementer - tekst, billede og lyd - kan udveksles frit imellem dem. Ud over de rent produktions- og distributionsmæssige fordele, der kan ligge i digitaliseringen, indebærer den en ændring af de hidtidige medier, som vi kender dem i dag. Det er ikke kun i teknisk forstand, at medierne konvergerer - også form og indhold vil gradvist skifte karakter i takt med digitaliseringen.
Computeren og Internettet udgør i dag de mest avancerede digitale medier, og sammenkoblingen mellem computer og Internet skaber til sammen en medieplatform, der muliggør en integration af de øvrige medier. Dette digitale supermedium, koblingen mellem computer og Internet, kan i fremtiden blive både produktions- og distributionsplatform for alle hidtidige kendte medier: Radio, tv, video, musik-cd, fotografi, e-post, telefoni, fax, avis, tidsskrift, bog m.m. Når form og indhold kan flyde frit mellem de forskellige medier, vil medierne gradvist ændre karakter og brugen af dem tilsvarende antage nye former. Udbredelsen af et digitalt videoformat som dvd til både tv og computer vidner om, at konvergensen mellem disse centrale medier er ved at tage fart.
Mediekonvergensen har en række kulturelle konsekvenser, hvoraf her skal nævnes to. For det første er de digitale medier globale i deres kulturelle geografi. Der er ikke nogen 'naturlig' national eller regional barriere for deres udbredelse eller distribution. Internettet indebærer en åben strøm af information på kryds og tværs af landegrænser. Man kan, som i dvd'ens tilfælde, indbygge regionale barrierer, sådan at en dvd-film købt i USA ikke kan afspilles i Europa og omvendt. Men dette er teknisk skabte og markedsbestemte grænser; ikke kulturelle barrierer. For det andet betyder sammensmeltningen af telekommunikationstjenester (f.eks. telefoni) og massemedier (f.eks. tv), at de fleste medier får flere brugsfunktioner: De giver mulighed for både envejs- og tovejskommunikation, både interpersonel kommunika-tion og massekommunikation. Digitale medier åbner mulighed for masseudbredelse og interaktivitet på samme tid, både informationsudbredelse og informationssøgning. De hidtidige medieforbrugsmønstre må antages at ændre sig i takt hermed.

Den kulturelle og psykologiske effekt af det sammensatte og globale mediesystem, der nu er i støbeskeen, kan overordnet beskrives som en urbanisering. Hvor industrisamfundet banede vejen for en materiel og geografisk urbanisering, baner IT-samfundet vejen for en kulturel og mental urbanisering. Marshall McLuhans gamle metafor om medielandsbyen, the global village, passede betydeligt bedre på den virkelighed, som de nationale medier, presse, radio og tv skabte. De nationale medieinstitutioner bidrog netop - som Bomholt var inde på - til at skabe sammenhæng og fællesskab: Nationen blev det forpligtende og overskuelige (landsby)fællesskab. Medierne bragte borgerne i kontakt med de nationale symboler og synkroniserede samfundets tid gennem fælles - og samtidige oplevelser.
I de nationale medier var der et fast og mere begrænset repertoire af sociale roller, som man addresserede: Først og fremmest samfundsborgeren, men også familien og fritidsmennesket. Og medierne gav indtryk af, at der var sammenhæng mellem, hvad man fik at vide og kunne nære følelser i forhold til - og hvad der blev handlet politisk i forhold til. Den centrale rolle, som velfærdsstatens institutioner spillede i datidens medier, hang netop sammen med, at de som handlingsagenturer skulle sikre, at der altid var en mulig løsning på rejste problemer.
I det globaliserede mediesamfund kommer kommunikation og menneskers samvær i stedet til at ligne den måde, hvorpå man omgås i storbyen. I IT-samfundets globale metropol har man mange, men mindre forpligtende fællesskaber. Som byens butikker og forlystelsessteder er de nye medier til rådighed døgnet rundt, hvad der for den enkelte forbruger giver en større fleksibilitet, men som på den anden side mindsker den fælles erfaring af at gøre noget samtidigt, i samme rytme og over længere tid sammen med andre.
I mediernes globale metropol navigerer den enkelte ikke ud fra et overblik over det samlede medieudbud. Den enkelte styrer ud fra tidligere erfaringer med at zappe eller browse rundt i de digitale gader styret af individuelle behov og ønsker, men der er altid mange kvarterer, man ikke får besøgt. Der er en reduceret kobling mellem viden, følelser og handling. Der er i bogstaveligste forstand ikke nogen grænser for, hvad man kan komme til at vide noget om eller nære dybe følelser over for på Internettet eller satellit-tv. Til gengæld er det uklart, hvem der reagerer på informationen, og på hvis vegne der handles i det globale samfund.
I den globale metropol er langt flere roller til disposition, hvorved en attituderelativisme vinder fodfæste. Det udvider individets palette af muligheder for forskellige former for socialt samvær, og det øger muligheden for at optræde i roller, der ikke er konsistente i forhold til hinanden. De forskellige typer af rollespil på Internettet, hvor deltagerne kan optræde anonymt i samværet med hinanden, er i den forstand kun et spektakulært udtryk for en mere dybtgående urbanisering af samværsformerne: Fra faste roller, hvor hver aktivitet har sin faste plads og tidspunkt, til flydende roller, der tillader mange ting at finde sted på flere forskellige steder og tidspunkter. Det nye medieunivers indbyder til kulturel multitasking: Mediebrugeren spiller på computeren, mens musikradioens lydtapet af musik, speedsnak og reklamer lyder i baggrunden, og ind i mellem bipper mobiltelefonen og e-posten, så der samtidig kan tales og skrives med andre.

I den offentlige diskussion af de nye IT-medier er der to forskellige måder at tale om dem på. På den ene side har man en industripolitisk diskurs, hvor IT-medierne vurderes på en skala fra positivt til saliggørende og betragtes som selve grundlaget for udviklingen af et højteknologisk videnssamfund. I denne diskurs er de helt centrale opgaver simpelthen at fremme IT-mediernes udbredelse og at sikre, at arbejdskraften er i besiddelse af de centrale færdigheder til at kunne udnytte det produktions- og vækstpotentiale, teknologien stiller til rådighed. På den anden side har man kulturkritikkens diskurs, hvor IT-medierne vurderes på en skala fra negativt til undergravende, og som specielt retter kritikken mod den underholdningsindustri, der gennem de nye medier truer eksisterende kulturelle værdier og ikke mindst gennem voldelige computerspil er i færd med at forvandle en hel generation af unge mennesker til afstumpede Rambo'er.
I realiteten er der ikke nogen dialog mellem disse to diskurser, da de bekvemt befatter sig med to forskellige verdener: Arbejde og underholdning. Den industripolitiske diskurs er den dominerende i de beslutningstagende cirkler (hvorfor denne diskurs er dominerende i samfundsdebatten), hvorimod kulturkritikkens diskurs kører som en understrøm i den offentlige debat og kun lejlighedsvis tages alvorligt i de blødere ministeriers udredningsarbejde.
Der er for mig at se to alvorlige problemer ved denne opdelte måde at diskutere nye medier på. For det første får underholdningsaspektet al for lidt positiv opmærksomhed. Underholdning er en meget alvorlig sag: Set fra et økonomisk synspunkt udgør IT-medierne ikke mindst et vækstpotentiale, fordi de tilbyder nye underholdningsmuligheder eller velkendte underholdningsformer i nye formater. Både hardware- og software-innovation er på globalt plan i høj grad drevet af underholdningsaspektet; vækstpotentialet i denne sektor er ikke kun et resultat af 'seriøse' anvendelsesmuligheder inden for informa-
tionsformidling og arbejdsautomatisering.
Også i kulturkritikkens diskurs mangler en positiv behandling af underholdningsaspektet. Blot fordi en dominerende del af den software, som tilbydes, har underholdningskarakter, er den allerede i udgangspunktet genstand for negativ opmærksomhed, hvorfor man heller ikke i denne diskurs finder noget positivt bud på, hvorledes man skaber et stort og varieret udbud af kvalitetspræget underholdning i de nye medier. Praktisk talt alle medier har på et eller andet tidspunkt i deres historie været drevet af underholdningsbehov, og frem for at glemme eller nedprioritere dette aspekt i den offentlige diskussion bør man i stedet aktivt diskutere, hvorledes man fremmer dette felt. Befolkningens behov for underholdning - og gerne god underholdning - er stort og vedvarende; det bør man tage alvorligt.
For det andet forsvinder store dele af det offentlige rums aktiviteter i den opsplittede diskurs om IT-medierne. Hvilken rolle IT-medierne skal spille på det kulturelle og politiske felt har fået meget ringe opmærksomhed, og i konsekvens heraf er den danske indsats på området begrænset. Programudbuddet i de nye IT-medier er i øjeblikket præget af blandt andet følgende forhold: Udenlandske og kommercielle producenter dominerer; underholdningsprofilen er overvældende; få målgrupper serviceres, ikke hele befolkningen; det danske sprog er svagt repræ-senteret. Da radioen i mellemkrigstiden og tv i efterkrigstiden voksede frem, stod samfundet klar til at opbygge store institutioner til, at sikre et stort og varieret medieudbud på det kulturelle og politiske felt. I dag er der kun en lille og spredt indsats hos eksisterende medievirksomheder for at komme ind på det kulturelle og politiske område.
En betydelig samfundsmæssig indsats inden for kultur og politik i nye medier - i offentlig og privat regie - skal givetvis have andre organisatoriske former, end da man opbyggede først Statsradiofonien og siden Danmarks Radio til at tage vare på radio og tv. Men det aktuelle fravær af en samfundsmæssig indsats kan ironisk nok gøre kulturkritikkens diskurs til en selvopfyldende profeti: Uden opbygning af en omfattende industriel kapacitet inden for både politik, kultur og underholdning i de nye medier, kan fremtidens softwareudbud godt gå hen og blive en ganske ensidig kost helt domineret af udenlandsk underholdningsindustri.
En dansk indsats på kulturområdet inden for de nye medier bør ikke været præget af nationalt forsvar. I tråd med Julius Bomholt skal man ikke se det som et problem, at noget går tabt i mødet med det nye. Derimod skal indsatsen dreje sig om at modvirke, at danskerne får tildelt en passiv rolle i det nye globale medielandskab, og om at fremme, at vi bliver til handlende, deltagende og producerende borgere og individer i et globalt samfund.

*Stig Hjarvard er lektor, ph.d., ved Institut for Film- & Medievidenskab, Københavns Universitet. Han leder forskningsprogrammet Global Media Cultures finansieret af SHF i perioden 1999 - 2001. Kronikken er et sammendrag af et foredrag holdt på et seminar under Forskningsministeriets program: Det Digitale
Danmark.

Apropos - Nogle brikker til en IT-kulturpolitik
*Ledetråden for en sådan indsats bør ikke være at fremme "en dansk kultur", men at skabe større grundlag for "kultur på dansk". Den globale og urbane virkelighed, som de nye medier er en aktiv del af, skal danskerne ikke afskærmes fra, men støttes i aktivt at tage del i. Det betyder, at der både ligger en kulturpolitisk opgave i at sikre mange danske produktioner i de nye medier, og at sikre et varieret udbud af udenlandske produktioner på dansk i nye medier. Der ligger en selvstændig opgave i at støtte, at det udenlandske udbud også rummer ikke-amerikanske produktioner.
*En anden ledetråd bør være "kulturel mangfoldighed og politisk fællesskab". Hvor det på mange måder er frugtbart, at danskerne på det kulturelle felt bliver så forskellige som muligt, er det vigtigt at fastholde, at man fortsat udgør et fællesskab på det politiske område. Hvor en opdeling i adskilte offentligheder ikke udgør noget synderligt problem på det kulturelle felt (nogle er til opera, andre til havebrug), rummer opdelingen potentielt en fare for den demokratiske samtale på politikkens felt. Det betyder, at man bør støtte en udvikling, hvor den danske befolkning fortsat tager del i en fælles politisk samtale - også gennem de nye medier.
*En tredie ledetråd bør være at sikre et programudbud, der sikrer kvalitet og variation inden for alle genrer og både for de mange og for de få. En kulturpolitisk indsats bør ikke være nichepræget og kun begrænse sig til at kompensere for de mest udtalte mangler i den globale medieindustris udbud. Der skal produceres software om alvorlige emner til mindre publikumssegmenter, men man bør også satse på at udvikle den danske medieindustris evne til at levere et omfattende udbud inden for alle populære genrer, herunder inden for underholdning og nyhedsformidling. Stig Hjarvard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu