Læsetid: 4 min.

Omsorgsarbejdet svigtes

Debat
30. august 1999

Hvem tør sætte børnefødselsdage på CV'et?

Hjemmegang
'Velfærdsstaten svigter børnene', skriver psykolog Ole Schouenborg (OS) i sin kronik den 23/8 i Information. Jeg giver ham ret i, at vi danske forældre af 'velfærdsstaten' tilskyndes til at være alt for meget væk fra vore børn - det er både hensynsløst og uansvarligt over for børnene.
I modsætning til kronikøren mener jeg dog langtfra, at problemet er begrænset til børn under 5 år. Hvad med den 10-årige, der ikke længere må benytte sig af skolens fritidstilbud?
Problemet med for lidt tid i børnefamilierne er indlysende - spørgsmålet er, hvad vi kan gøre ved det. OS foreslår bl.a. fuld lønkompensation til forældre, der går på deltid eller er på barselsorlov.
Men vi har et moralsk problem, hvis et direktørpar kan vælge at lade den ene forælder gå ned på deltid og hæve direktørløn for sin tid som omsorgsgiver i hjemmet, mens den enlige mor henne fra gulerodsfabrikken kun kan hæve sin fabriksløn for samme stykke vigtige omsorgsarbejde. Økonomisk hjælp til familien som helhed må være indtægtsgradueret.
Der er brug for konstruktive løsninger på det problem, at familiens voksne som regel består af to individer med hvert sit arbejdsliv. Konsulterer man skilsmissestatistikken, kan man konstatere at far og mor i kernefamilien langt fra kan være sikre på at have fælles økonomi til døden dem skiller. Og far og mor yder som bekendt sjældent lige meget omsorg for børn og hjem.
Den primære omsorgsgivende part i familien sætter i dag ofte sig selv i en sårbar position ved at risikere såvel forringet efterløn/pension som mere generelt at ende som bundskraber i arbejdslivet på længere sigt.
Hvis jeg går ned i tid eller helt forlader arbejdsmarkedet i en periode til fordel for mine børn, føler jeg det ikke særligt rimeligt at jeg som tak modtager en ringere pension. Det er nemlig aldeles ikke noget driverliv at tage sig aktivt af egne børn og sørge for et velfungerende hjem. Det er hårdt, fast arbejde!
Alligevel kan jeg efter en lang arbejdsdag i hjemmet, hvor jeg knap kan rokke med min lilletå af træthed, fortælle mig selv at jeg slet ikke har arbejdet. For jeg bliver ikke belønnet, men snarere straffet for min indsats.
Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, hvis jeg arbejdsmæssigt og socialt bliver 'sat uden for døren' af karrieredrenge og -piger. Jeg accepterer, at jeg tjener mindre, og at min 'karriere' går langsommere, når jeg arbejder mindre; men jeg vil gerne tages alvorligt som et fagligt kompetent menneske, selv om jeg har været på hårdt (og dejligt!) arbejde med hjem og børn i et par år, ikke altid kan træffes efter kl. 14 og nødigt deltager i særligt mange møder sent på eftermiddagen eller om aftenen.
Og jeg vil gerne bekræftes i, at beslutninger om at prioritere mine børn er fornuftige og rigtige. Frem for at møde hovedrysten, beklagelse eller ringeagtelse fra mine omgivelser vil jeg gerne anerkendes for min indsats. Den, der har mødt forældreskabets udfordringer, ved, at det ikke er helt hen i vejret at betragte forældreskab som kvalificerende: Det kræver så sandelig både energi, råstyrke, psykologisk tæft og organisationstalent at være omdrejningspunktet i en børnefamilie.
Er meningen så, at kvinderne skal hjem til kødgryderne? Det spørgsmål er faktisk slet ikke relevant. Det er i virkeligheden ikke så meget kategorien 'kvinde', der i dag er diskrimineret i samfundet. Det er snarere kategorien 'omsorgsgiver', dvs. de personer af hvert køn, der ofrer fremtidige arbejdsmuligheder og indtægter på omsorg for f.eks. deres børn. At det oftest er kvinder, er en anden sag - det er blot ikke kønnet, de diskrimineres på, men derimod deres uheldige tendenser til at tage ansvar for egne børn.
I stedet for at svinge pisken over de 'dovne' mænd og forlange, at de handicapper sig selv arbejdsmæssigt og økonomisk i lige så høj grad som kvinderne, kunne man gøre det mere attraktivt at være 'den bløde' i familien. Så kunne det være, at flere mænd helt af sig selv kom i tanker om, at de gerne vil være mere sammen med deres børn.
Opskriften kunne til en start være følgende:
*Der oprettes en 'forældreløn' som et permanent tilbud til forældre med børn under 12 år. Man kan højst modtage én fuldtids-borgerløn ad gangen pr. familie, men den kan fordeles frit imellem familiens voksne - dvs. en kan gå hjemme på fuld tid eller begge kan gå ned på halv arbejdstid. Forældrelønnen er gradueret efter familiens samlede indkomst.
*Derimod er der et fast pensionstillæg, som automatisk tilskrives den person der går ned i arbejdstid for at passe egne børn, uanset familiens indkomst.
*Det offentlige arbejdsmarked vedtager, at perioder med omsorg til egne børn - på fuldtid eller deltid - skal være anciennitetsgivende og generelt kvalificerende.
*Det offentlige system sørger for massiv oprettelse af deltidsjobs på alle niveauer. Den iøjnefaldende mangel på offentlige deltidsjob - inklusive dem med et udviklende indhold - er måske det bedste eksempel på, at samfundet ikke værdsætter forældreomsorg.
*Der afsættes midler til massive holdningsbearbejdende kampagner i samfundet og det private erhvervsliv. Det nye fleksible arbejdsliv bør f.eks. rumme meget større muligheder for deltidsarbejde; og når forsvaret har lavet PR for soldater i erhvervslivet, kan Arbejdsministeriet også reklamere for forældre med hjemmeerfaring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her