Læsetid: 4 min.

Et politisk skoleeksempel

2. august 1999

Ja, jeg overvejede sågar et kort svimmelt øjeblik at foretage et partipolitisk kvantespring

Konservativ
Politiske kommentatorer, sensations-socialiserede journalister, menige medlemmer af Det konservative Folkeparti (DKF) samt parti-toppen garneret med lidt Engell-drys har med Politikens At Tænke Sig og nu sidst Weekendavisen (16.-22. juli), i månedsvis underholdt den danske befolkning på kraft.
En underholdning af typen Ej Blot Til Lyst, hvis man som jeg tilhører den kategori, der i takt med alderens støtte fremadskriden er blevet mere lydhør over for konservative værdier som familiesammenhold, kontinuitet og traditioner (i det omfang de ikke ganske er blevet tømt for indhold).
Selv ord som modersmål og fædreland smager ikke mere grimt i munden, men giver i disse unionstider tyggestof til refleksioner over identitet og personligt ansvar. Ja, jeg overvejede sågar et kort svimmelt øjeblik at foretage et partipolitisk kvantespring fra et gobleagtigt uinspireret SF til Det konservative Folkeparti - nemlig da den intelligente og intellektuelle Per Stig Møller blev formand for partiet - men det var før også han gled i sin fortid og de intrikate interne rænkespil for at give plads til den næste Møller.

Sæbebobler
Som de kloge hævder ikke kan sælge billetter. Hvilket den første Møller ifølge de samme kilder heller ikke kunne, bl.a. fordi han ikke med det vuns mestrede sporten at tale i sæbebobler og oven i købet til tider tillod sig at bevæge sig på et abstraktionsniveau, hvor trofaste Lykkehjuls-seere ikke kunne følge med uden at anstrenge åndsevnerne.
Og det er her Det Konservative Folkeparti går hen og bliver interessant som skoleeksempel på, hvad politik i almindelighed, partipolitik i særdeleshed, er for en størrelse.

Glasruder og øresnegle
På godt og ondt og ufrivilligt har en række af de toneangivende konservative politikere sat glasruder og øresnegle i de ellers hermetisk tillukkede døre til partihovedkvartererne og demonstreret for offentligheden, hvor uendeligt lidt politik handler om, at fornuftige og engagerede, for slet ikke at tale om noget så bizart som idealistiske, personer i et parti sætter sig sammen og ud fra en fælles ideologisk platform diskuterer, forhandler og/eller stemmer sig frem til vedtagelser, der så skal arbejdes på at føre loyalt ud i livet. Og hvor meget partipolitik på topplan handler om tre ting: personlig magt, personlig magt og personlig magt (Hans Engell og Jens Heimburger tjener her som gode eksempler i Det Konservative Folkeparti, men det er barnemad at opliste medlemmer af andre partier), om at profilere sig i medierne (jvf. Lene Espersens cat-walk i kjole og barm og Frank Dalgaards enfant terrible-strategi) og i det hele taget om at markere egen ophøjede person til gavn og glæde for - egen ophøjede person.
Set fra sidelinien har det været nærmest patetisk at følge Hans Engells krumspring for at komme tilbage på forsædet og ind bag rattet. Statsrevisorposten har været udnyttet til det yderste for at påkalde sig mediernes bevågenhed (med succes må man sige, ikke mindst fordi Hans har forstået den dér med sæbeboblerne, og er den fødte forfatter til en grundbog med titlen How-To-Achieve-Politisk-Tæft), og ledige stunder er blevet tilbragt med at støbe kugler til at kanonere Pia ud af formandsstolen. Som det er blevet påpeget et utal af gange, skulle Hans' eneste skaktræk have været at placere sig som back-bencher et par år, så havde han med usvigelig sikkerhed fået sit comeback, men alene tanken om at være vandbærer fremfor stjerne en folketingssæson eller to, er åbenbart ubærlig for dem, for hvem magten er selve livets indhold.
Hellere drive partiet ud i et blodbad, der får det stockholmske til at blegne ved siden af, end at sætte sit eget lys under en skæppe. Men Engell er til gengæld det stof, som statsministre er gjort af, hvilket vi danskere dagligt har for øje, og politik og moral og integritet har lige så lidt at sige hinanden som Ritt og Poul, hvis man skal helt til tops.
Derfor er det også rent dagdrømmeri at forestille sig, hvad Per Stig Møller og en Henning Dyremose sammen med Connie Hedegaard og måske Anne Birgitte Lundholt kunne have gjort med Det Konservative Folkeparti, hvis de tre sidste ikke havde været så forudseende at forlade den konservative sandkasse i tide. Som i retfærdighedens navn ligner alle de andre parti-sandkasser, der bare har været en anelse kvikkere til at holde magtkampene og storvaskene indendørs og uden kikhuller.

Aukens memoirer
Politik kan være sjældent beskidt, og hvordan en Per Stig Møller kan holde ud at være i stue med Hans Engell er næsten ubegribeligt. Ligesom en Clintons parathed til at gå på tungen og krybe på knæene i prime time for den amerikanske befolkning, hvis bare han kunne forblive ved magten efter Monica-affæren, unddrager sig min fattige intelligens. Derfor ser jeg også frem til Svend Aukens memoirer i håb om, at de vil kunne kaste lidt mere lys over magtens psykologi.

Medynk eller stemmer
Min flirt med Det Konservative Folkeparti blev af ultrakort varighed. Alligevel har jeg ondt af både Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller, selv om de selvfølgelig helst vil være min og andres deltagelse foruden. Medynk rimer ikke på stemmer. Ikke desto mindre er det den såre upolitiske følelse, jeg har, fordi de to hverken evner at dreje på Lykkehjul eller agere pin up = den ultimative populistiske opskrift på at sælge politiske billetter. Politikere af den saglige (læs: kedelige) type er der ikke plads til på tinderne.
Hvilket er synd, ikke bare for de to, men for alle os andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu