Læsetid: 4 min.

Uroe i markerne

Debat
13. august 1999

Miljøaktivisters kamp mod gen-splejsede roer er et eksempel på risikosamfundets stigende selvkritik

Senmodernitet
Mens agurkerne sommeren over har stortrivedes i avisernes spalter, ikke mindst i Information, har rækkevis af roer måttet lade livet rundt omkring i det danske land på mere eller mindre begrundede anklager fra miljøaktivister om deres gensplejsede natur.
I slutningen af juli gik en gruppe af rød-grønne aktivister under kampråbet "fri Fyn for falske roer" således til angreb på en fynsk mark, hvor DLF-Trifolium, Danisco og Monsanto, ifølge aktivisterne, laver forsøg med gensplejsede foderroer.
Ugen forinden havde en tilsvarende aktion fundet sted i Ringsted. I det midt-sjællandske tilfælde viste det sig dog efterfølgende, at der var tale om falsk alarm og ikke falske - det vil sige gensplejsede - roer, men da var de hevet op af jorden.
Selv om kampagnen mod de gensplejsede roer således kun kan kaldes en delvis succes, synes den under alle omstændigheder ikke at have været forgæves. I hvert fald overvejer danske landbrug, med Landbrugsrådets præ-sident, Peter Gæmelke, i spidsen, nu helt at opgive produktionen af gensplejsede planter på dansk jord.

Mistillid
Interessant i denne sammenhæng er, at overvejelserne om et stop netop sker på baggrund af det, der af
erhvervets repræsentanter selv betegnes som en dyb folkelig mistillid til den nye produktionsform og ikke ud fra en nøgtern afvejning af fordele og ulemper ved den gensplejsede roe.
Kendetegnende for hele sagen er nemlig, at der ikke gives nogen endegyldig afklaring på nytteværdien af et genteknologisk landbrug. Det eneste, man tilsyneladende ved med sikkerhed, er, at man ikke ved nok om f. eks. følgerne af genmanipuleret planteavl.

Risikosamfundet
Intet under, at den tyske sociolog Ulrick Beck for allerede 15 år siden proklamerede Risikosamfundets komme. Det gjorde han under henvisning til en udvikling, hvor videnssamfundets informationsbaserede industri er blevet så kompleks og kompliceret, at troværdige kalkulationer af dens fremtidige konsekvenser er umulige at foretage og derfor per definition er risikabel.
Industrisamfundet, der producerede goder, må langsomt, men uafvendeligt, se sig afløst af et risikosamfund, der producerer risici, hævder Beck - med udsøgt sans for klingende one-liners.
Det betyder ikke, at industrisamfundet eller den industrielle produktion forsvinder. Man behøver blot at kaste et blik på den måde, vores fødevarer forarbejdes og fremstilles på for at konstatere, at det ikke er tilfældet.
Men det betyder, at sociale, politiske, økonomiske og individuelle risici ikke længere nødvendigvis opfanges af industrisamfundets hidtidige institutioner for tryghed.
Vi står med andre ord i en situation, hvor den måde, industrisamfundet tidligere har magtet sine problemer på, er kommet under voldsomt pres, fordi de ikke længere kan imødegåes af hverken privatretslig regulering eller velfærdsstatslige forordninger.
Derfor er miljøproblemerne heller ikke længere udelukkende problemer i miljøet. De er derimod rykket ind i samfundet, hvor de faktiske problemer har fået sit mentale modstykke i den senmoderne identitet og bevisthed.
Én af pointerne hos Beck er, at viden og teknologi i dag udgør en strukturerende del af fundamentet for de beslutninger, der træffes i vores samfund. Imidlertid indebærer vidensudviklingen ikke bare en stigning i mængden af objektiv viden og sikkerhed. Tværtimod.

Uenige eksperter
Dagligt modsiger eksperter andre eksperter, alt imens deres ekspertviden taber terræn og autoritet, fordi andre sandhedskriterier end de rent videnskabelige kommer på banen i det øjeblik, verden tager form som ét stort laboratorium.
Protesten mod gensplejsede foderroer er i Becks optik meget mere end bare et spørgsmål om roer. Den er et symptom på en art samfundets selvkritik, der blandt andet kommer til udtryk i en ny form for udenomsparlamentarisk modaktivitet overfor en enorm økonomisk, industriel og teknologisk overmagt.
Følges denne tankegang, bliver roeaktivisterne først og fremmest interessante som eksponenter for en bredere folkelig bevægelse eller vækkelse, der, optaget af verdens (sande?) tilstand, på længere sigt udgør et løfte om bod og bedring og bæredygtig udvikling.
Ikke så ringe endda og måske en kende optimistisk, hvorfor den nu afdøde kollega til Beck, sociologen Niklas Luhmann, da også afslutningsvis skal få lov at dryppe lidt malurt i bægeret.
Aktivisternes selvbestaltede roeplukning ville i hans øjne hovedsageligt blive set som en egen tro på moralsk ret, der nok kan være mediemæssig effektfuld, men som i sig selv ikke bringer nogen politisk løsning på risikosamfundets problemer nærmere - hvad enten deres modstand mod genroerne så deles af resten af befolkningen eller ej.

Ringe bidrag
Man kan sagtens, med
Luhmanns ord, "være enige i alle detaljer om graden af miljøforurening og også om, at den ikke er ønskværdig; man kan også være enige om, at man bør efterstræbe, at befolkningen er godt forsynet med energi og industriprodukter, og at sundhed (altså medicin, altså kemi) må regnes blandt de højeste værdier - og alligevel og netop derfor komme i strid om, hvordan denne værdikonflikt skal løses."
At hive et par gensplejsede roer op af den fynske muld er et ringe bidrag, hvis målet skulle være at komme bare lidt nærmere løsningen af denne værdikonflikt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her