Kronik

Velfærdsstaten svigter børnene

24. august 1999

Socialdemokratiet må tage det nødvendige opgør med fagbevægelsen og sikre en barselsorlov med fuld lønkompensation til alle familier med børn under to år

Retfærd & Velfærd
Vi har som samfund de børn, vi fortjener. Men vore børn kan ikke være tjent med det samfund, vi har. At samfund former børn er en gammel nyhed. I fortidens riger er der skræmmende eksempler på samfund, som ville skabe det gode, socialistiske menneske eller den rette, ariske personlighed. Skræmmeeksemplerne har medført en klædelig tilbageholdenhed med at ville forme menneskers personlighedsdannelse i bestemte retninger med politiske midler.
Konsekvensen har været, at vi som samfund dyrker illusionen om, at barnet skal udvikle sig 'frit'. Det lader sig ikke gøre. Jeg har i mere end ti år modtaget unge mennesker, som går i gang med en uddannelse. Jeg har set den moderne personlighed komme til verden. Den er ikke fri. Den er et resultat af det opvækstmiljø, vi har givet den i et kapitalistisk forbrugssamfund.
Der er noget i vejen med den moderne personlighed. Den har svært ved at elske sig selv stabilt - og den har det så svært med at danne varige, gensidigt forpligtende relationer til andre. Den har svært ved at finde sikker glæde ved livet og verden og en mening med tilværelsen. Den kæmper med fornuften for at få styr på tilværelsen, fordi den ikke kan stole på sine egne følelser. Den har mistet sproget og erstattet det med signalord.
Der har til alle tider været noget i vejen med ungdommen, har Sokrates mindet os om. Men nu er ulven kommet. Tegnene på psykisk vantrivsel i det moderne velfærdssamfund er overvældende. Angst, ensomhed, tvangspræget jagt på anerkendelse, spiseforstyrrelser, depressioner, søvnforstyrrelser. Uhyggeligt er det, at konsekvenserne af moderne yngelpleje først viser sig nu.
Det tog en generation, før skadevirkningerne blev åbenlyse. Yngelplejen i det moderne velfærdssamfund er et ikke planlagt eksperiment. Det er på tide at evaluere eksperimentet og konstatere, at det er en fiasko.
Vi har adskilt det lille barn fra sin egen flok - fra familien. I stedet har vi skabt kunstigt sammensatte flokke med pasningsgaranti kaldet daginstitutioner. Vi har stimuleret den intellektuelle udvikling, som er så dejlig målbar, og ladet hånt om barnets følelsesmæssige behov og udvikling, hvor måling og konsekvenser er langt mere komplicerede at forholde sig til.
Mit eget fag, psykologien, er en ung videnskab. Dens genstand er svær at iagttage og åben for fortolkning. Børns sjæleliv er kompliceret, og deres behov kan beskrives på mange måder.
Udviklingspsykologiens beskrivelse af børns behov er ikke objektiv. At læse udviklingspsykologisk litteratur fra 60'erne, 70'erne og 80'erne er underholdende læsning, der afslører udviklingspsykologiens bestemmelse af børns behov som en afspejling af tid og samfund i en sådan grad, at begrebet prostitution falder naturligt.
En overgang anså man den nære relation mellem moder og barn som meget afgørende for barnets udvikling. Senere nedtonede man betydningen af forholdet mellem mor og barn og understregede, at pædagoger, fader og kontakten med andre børn var meget vigtig. Faderen kunne være lige så god som moderen og jævnaldrende børn væsentlige lærermestre.
Pludselig kunne pædagoger præstere nære, udviklende relationer til børnene og nærme sig rollen som hovedopdragere. Kvalitetstid med koncentreret nærvær med spædbarnet blev opfattet som fuldgod erstatning for kvantitativt udstrakt samvær. Også barnets sjælelige udvikling blev beskrevet som et sårbart forløb, der med fordel kan opdeles i faser, hvori særligt følsomme perioder optræder. Senere forkastede man denne anskuelse som gammeldags til fordel for en beskrivelse af barnet som robust og kompetent og med stort potentiale for autonom udvikling og selvforvaltning af egne behov.
Er De forvirret? Dybt subjektive, samfundsforankrede og tidsbundne beskrivelser af børns sande behov florerer. Snart er daginstitutioner skadelige, snart fremmer de nærmest børnenes udvikling. Snart skal man tage forældreorlov, snart er det en forbrydelse at isolere barnet sammen med en fordummet moder i hjemmet.
Hvordan skal Poul Nyrup gøre det lidt bedre, når han ikke kan få at vide, hvad der er godt for børn? Min egen - personlige og faglige - opfattelse af det lille barns behov er enfoldigt inspireret af pattedyrenes yngelpleje. Risikofyldt er det at drage paralleller mellem dyr og mennesker - det kan misbruges - men farligere er det nok at se helt bort fra vore grundlæggende pattedyrsnatur.

Politisk er det nødvendigt at tage meget omfattende konsekvenser. En revolution i velfærdssamfundets yngelpleje er ganske enkelt nødvendig. Generelt skal der ske en omfattende omprioritering af ressourcerne til børn, unge og voksne i dette land. Vor yngelpleje og uddannelsessystem skal være gennemsyret af erkendelsen af, at den vigtigste dannelse og uddannelse af mennesker sker mellem konceptionen og det fjerde leveår.
Småbørnsfamilien skal forkæles helt massivt økonomisk, rådgivningsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Mit eget parti, Socialdemokratiet, må tage det nødvendige opgør med fagbevægelsen og sikre en barselorlov med fuld lønkompensation til alle familier med børn under to år. En egentlig børneskat, som udjævner indkomsten over livsforløbet, kan være vejen.
Regeringen kan med sindsro overføre ressourcer fra folkeskole, gymnasier og højere læreanstalter til småbørnsområdet. Daginstitutioner til børn under to år er ganske enkelt mishandling.
Andre dagtilbud til børn i denne aldersgruppe kan udvikles. De to- til femårige kan tilbydes ophold i nyudviklede daginstitutioner med seks til ti børn, som gives omsorg af højtlønnede, særligt udvalgte og højtuddannede pædagoger. Opholdstiden i disse daginstitutioner må dog højest være fem timer dagligt for barnet. Der gives fortsat fuld lønkompensation for halvdagsarbejde til den ene forælder. Daginstitutionen er som folkeskolen naturligvis skattefinansieret.
Engang gjorde man grin af min kollega Jesper Jensen, da han foreslog kørekort til kommende forældre. Grinet bør være stivnet nu. Alt for mange forældre møder forældreskabet med begrænset viden og især en himmelråbende mangel på erfaring med spædbørn. Alle kommende forældre skal på kursus i forældreskab med en lille mesterlærepraktik hos en erfaren spædbørnefamilie. Støttetilbud til de sårbare og udsatte familier skal forstærkes. Intet barn kan lære at elske, hvis forældrene er stærkt præget af stofmisbrug, sindslidelser og alkoholisme. Alle børn har krav på mindst en sikker omsorgsgiver i den tidligste barndom.

Et samfund går i opløsning, hvis det ikke tager sig ordentligt af yngelplejen. Hvis modersmålet ikke er det sprog, man lærer af sin moder og fader, men tilfældige signaler opsamlet fra tilfældige kontakter, er vi truet på vor identitet. Hvis vi ikke får selvkærlighedens gave i den tidlige barndom, har vi svært ved senere at elske andre.
Hvis vi ikke lærer at elske vores krop gennem andres kærtegn i den tidlige barndom, vil vi få svært ved at acceptere den og passe på den.
Det kræver modige politikere at stoppe vort nuværende eksperiment med børnene. Tør vi sige til fagbevægelsen, at alle lønstigninger ved de næste to overenskomstperioder skal gå til børneskatten? Tør vi sige til erhvervslivet, at det skal undvære medarbejdere i flere år, fordi en anden produktion - reproduktionen - er vigtigere? Tør vi sige til forældre, at det koster tid og karriere at få børn? Tør vi sige til alle samfundsborgere uden børn, at de skal være med til at betale for vore fælles børn? Inderst inde ved vi det jo godt. Meget afhænger af modet hos Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Marianne Jelved.

Ole Schouenborg er psykolog og seminarielærer på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium

APROPOS
Velfærdens yngelpleje er absurd
Vort nuværende yngelplejesystem er absurd. Vi forlader yngelen, ofte før de kan gå. Vi giver dem for lidt kropskontakt - og søger at erstatte den med fem minutters babymassage. Vi ammer dem for kort, lærer dem ikke selv sproget, overlader opdragelse til en tilfældig, stor, sammensat flok af fremmede børn med ledsagende voksne børnepassere. Vi ser dem ikke nok, hører dem ikke nok, rører dem ikke nok. Vi er forældrene, og vore politikere.
Fra dyrepsykologien kender vi konsekvenserne af en sådan yngelpleje: dårlig kontaktudvikling, seksuelle forstyrrelser, usikker tolkning af flokkens sprog, depressiv inaktivitet afløst af eksplosive agressionsudbrud og ringe overlevelsesevne. Daginstitutionerne er arbejdsmarkedsinstitutioner, ikke organer til tilfredsstillelse af småbørns grundlæggende behov. Intet barn forlader frivilligt sin nære flok for at opsøge daginstitutionen. De bliver tvunget derhen af omstændighederne.
Vi fornægter en sikker faglig viden: Den tidlige barndoms opgave for barnet er - udviklingspsykologisk set - at lære at elske sig selv og sin krop, lære at forstå og elske andre og lære at elske livet. Alle børn fødes med gode anlæg for at løse denne opgave, men det forudsætter et meget nært samspil med betydende voksne og børn. Betydende voksne er forældre, især moderen, bedsteforældre, og eventuelt andre særlige personer. Betydende børn er typisk søskende og et fåtal af bedste venner.
Såfremt det lille barn ikke løser opgaven - at lære at elske, forstå og tro - i de første to-tre leveår, er der en fagligt meget velunderbygget tvivl om, hvorvidt der kan kompenseres herfor senere i livet uanset nok så megen behandling.
Ole Schouenborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu