Læsetid: 3 min.

Danskhed som aldrig før!

Debat
15. september 1999

Danskheden fungerer i samfundet, uafhængigt af Schengen-aftalen, EU og indvandrernes invasion

Danskhed
"Så danskhed, fuck" - Bent Vinn Nielsen, Information den. 10. september.
Pia Kjærsgaard er ret utaknemlig. Hun brokker sig stadigvæk over, at danskhed, som en selvfølgelighed, ikke findes tilstrækkeligt i den danske dagligdag.
Hun skriver i Information den 10. september, at vores danskhed er truet af Schengenaftalen, et fjernt multinationalt kommissærstyre i Bruxelles og det muslimske 'barbari'.
Jeg forsikrer P.K. om, at danskheden er ganske uberørt. Den fungerer i samfundet, uafhængigt af Schengenaftalen, EU og indvandrernes invasion, så perfekt som aldrig før. Danskhed er alt, der hører til Danmark, og Danmark er for tiden så dansk som aldrig før:

Frikadeller og rødgrød
Først et glimt af danskhed over Danmark, som ethvert medlem af Dansk Folkeparti bør være tilfreds med:
De danske børn spiser kartofler, frikadeller og rødgrød med fløde i børnehaver som aldrig før.
Det hellige dannebrog falder i øjne i tv, på gaderne, i caféer, på bilruder, på barnevogne, på rygsække, i logoer, i forsamlinger, i reklamer, i Ekstra Bladet, i butiksvinduer mf. som aldrig før.
De danske dynamitter vinder i fodbold som aldrig før (siden 1992) og dansk tv sender hver aften deres sejrsmål. Folk jubler med dannebrog og de er så røde og så hvide som aldrig før.
De muslimske kvinder går uden tørklæder, af frygt for racistiske bemærkninger, som aldrig før. Dansk tv fører Dansk Folkepartis udlændingepolitik som aldrig før.
Dansk tv kaster alt muligt pis og lort (for nu at bruge et par gode danske ord) i hovedet på indvandrere og flygtninge som aldrig før.
Du-må-ikke-tro-at-du-er-noget oplever en guldalder som aldrig før.
Indvandrere og flygtninge diskrimineres i det danske samfund så voldsomt som aldrig før.

Porno og bedrageri
Ifølge en ægte danskers analyse fører også staten i sin kulturpolitik Dansk Folkepartis danskhed så nøjagtig som aldrig før.
Og nu en anden side af danskhed i den danske dagligdag:
De danske selskabstømmere tømmer selskaber som aldrig før.
Den Danske Bank opfører sig så dansk som aldrig før.
De danske narkohandlere tjener penge som aldrig før.
De danske cigaretsmuglere smugler den danske nationale Prince som aldrig før.
De danske bedragere og skattesnydere har det så godt som aldrig før.
Narkomisbruget og alkoholismen iblandt danske børn vokser som aldrig før.
Ifølge prognoser er de danske børn - i forhold til børn fra andre nordiske lande - så dumme som aldrig før.
Voldtægt mod småpiger og pædofili vokser i Danmark som aldrig før.
Eksport af børneporno, en af det mest efterspurgte danske varer, stiger som aldrig før.
Velfærdssygdomme spreder sig iblandt den danske befolkning som aldrig før.
De danske syge står i kø så lang tid som aldrig før.
Velfærdsviruser har fremgang i det danske kød så kraftigt som aldrig før.
Det danske drikkevand er blevet så forurenet som aldrig før.
Danskerne stjæler fra supermarkederne som aldrig før.
Ifølge tv har familien Danmark det så godt som aldrig før (voldtægter, drabssager, snyderier, tyveri, røveri, massefyringer mm., der sker i Danmark, er ganske tilfældige og hører ikke hjemme hos familien Jensen.)
Hvor-har-vi-det-godt og hvor-har-de-andre-det-elendigt, kan ses i tv som aldrig før.
... (listen kan fortsættes meget længere.)
Så jeg forstår ikke P.Ks brokkeri over, at danskhed ikke opleves i den danske dagligdag.
Men der er en ting, hun vil beskylde mig for at have undladt, og jeg er sikker på, at hun vil komme med en bemærkning om det. Det behøver hun ikke, jeg tilstår det selv:
Ja, den danske jord er blevet invaderet af muslimerne som aldrig før!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her