Læsetid: 3 min.

Findes der nuancer?

20. september 1999

Angreb på politisk korrekthed kan spores tilbage til den ekstreme højrefløj i USA
Politisk korrekt

Jean Fischer appellerer den 1. september til Informations læsere om en "reel og nuanceret diskussion" om "de fremmede i Danmark." Det er ikke første gang, Fischer optræder som en røst, der råber i ørkenen. Faktisk må han snart være hæs. Jeg har tidligere svaret på en tilsvarende appel i avisen den 17. februar 97.
Fischer synes at tro, at det er et skridt hen imod at være 'nuanceret' at anklage andre for 'politisk korrekthed'. Tværtimod. Begrebet 'politisk korrekthed' kan spores tilbage til den intellektuelle og elitistiske ekstreme højrefløj i USA, som erklærede sig imod enhver form for anerkendelse af mindretallenes rettigheder.

En humoristisk genre
Udtrykket kan nu efter 20 års slid bruges satirisk af de selv samme personer og grupper, som det er rettet imod: Afro-amerikanere, indfødte amerikanere, kvinder, bøsser og lesbiske. Vitser om 'politisk korrekthed' er blevet en humoristisk genre, men alligevel tager Jean Fischer stadig begrebet alvorligt.
Fischer indfører det enorme værk Den autoritære personlighed af Theodor Adorno og hans kolleger (1950) i den nuværende debat om det politiske liv i Danmark. Uanset bogens kvaliteter og aktualitet vil den omhyggelige læser lægge mærke til, hvor exceptionel den er i Adornos samlede socialvidenskabelige produktion.
Adorno og hans amerikanske kolleger indsamlede det empiriske materiale under Anden Verdenskrig, hvor
Adorno ligesom andre medlemmer af Frankfurterskolen levede i eksil i USA.

En kritisk analyse
Kernen i hans intellektuelle projekt var at give en kritisk analyse af den fremherskende positivistiske empirisme i USA, som efter hans opfattelse blot reificerede 'facts' og fordømte teori som 'metafystik'. Men i eksil - og ulykkelig over det - indvilligede han i at deltage i det store empiriske forskningsprojekt om 'holdninger'.
Det var en atypisk form for forskning for Adorno. Enhver læser af hans arbejde fra denne eksilperiode får et godt indtryk af, hvor dårligt tilpas han følte sig i Los Angeles, Californien, men naturligvis var det langt at foretrække frem for en koncentrationslejr i Tyskland. Beviserne kan findes i hans intense dokument fra perioden: Minima Moralia: Reflections from the Damaged Life.
Hvis Fischer vil referere til Adorno i en mere nuanceret debat om "de fremmede i Danmark", er det Minima Moralia og ikke Den autoritære personlighed, der skal stå på hans pensumliste.

Hvilket fællesskab
Når Fischer igen og igen slår på tromme for 'fællesskab' og de dybe, altafgørende rødder i fødestedets jord, burde han pege på Martin Heidegger, som blev i Nazi-Tyskland i stedet for at gå i eksil som så mange af hans intelligente samtidige.
Man kan forestille sig, hvordan vi i dag ville værdsætte Heidegger som filosof, hvis han var rejst ud i 1930'erne. Det er ikke muligt at glemme, at han foretrak et hadefuldt fællesskab frem for et ulykkeligt eksil.
Pointen i mit forsøg på at være 'nuanceret' er, at den klogeste og mest intellektuelle registrering af erfaringer i dette århundrede er gjort af 'udlændinge': De flygtninge og emigranter, der tilsyneladende forekommer så truende for Jean Fischer, Mogens Camre og Søren Krarup - for nu at nævne nogle af de mest højtråbende af de indfødte røster i Danmark i dag.
Deres udgave af nativistisk fundamentalisme er ikke mere bæredygtig end udlændingenes.

*Se også Jonathan Schwarz: "A Century in Exile: Social Science as Witness" i Rescue 1943: Xenophobia and Exile (Munksgaard, 1993). Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu