Læsetid: 4 min.

Forældre svigter børnene

7. september 1999

Kommende og nuværende forældre skal igen og igen holdes fast på, at det er et arbejde at have børn

Børneret
Under overskriften Velfærdsstaten svigter børnene udtaler Ole Schouenborg i kronikken tirsdag den 24. august, at Socialdemokratiet må tage det nødvendige opgør med fagbevægelsen og sikre en barselsorlov med fuld lønkompensation til alle familier med børn under to år.
Jeg er helt uenig i hans konklusion, og det selv om jeg et langt stykke ad vejen nikker i takt med hans analyse, der påpeger, at den omfattende institutionalisering af vores småbørn er ødelæggende. Ole Schouenborg tager imidlertid grundigt fejl i, at det er velfærdsstaten, der svigter børnene. Adressaten er forældrene.

Mange er ansvarlige
Mange forældre er ansvarlige over for deres afkom. Desværre er der lige så mange, som ikke er det. Det er den forældrekategori, der institutionaliserer deres børn i mere end ca. 30 timer pr. uge og anbringer dem foran tv/videoen/computeren i Peter og Susannes resterende vågne timer. Den opdragelsesstrategi eller mangel på samme, skal der gøres op med. Det burde være sket for længst, men livsløgnene har fået lov til at dominere i en årrække. Såsom at det er kvalitetstiden med børn, der tæller, og ikke antallet af timer, mor eller far er tilgængelig. At det er så godt for børn at være sammen med professionelle pædagoger 10 timer i døgnet. Og at lille Peter jo slet ikke vil hjem, når han bliver hentet allerede kl. 16 i stedet for kl. 17, hvilket viser, at Peter bare æælsker sin børnehave. Her er jeg ganske på linje med Ole Schouenborg, der da også lægger sig i smuk forlængelse af et voksende krav i den offentlige debat om et kursskifte i børnesocialiseringen. Foranlediget af at vi i disse år høster, som vi har sået - i form af en strøm af forvirrede og opmærksomhedssøgende børn, der lider under manglen på individuelt rettet voksenkontakt. Men når Ole Schouenborg først og fremmest skyder skylden på indretningen af arbejdsmarkedet, skyder han ved siden af målet.
Indfaldsvinklen til problematikken skal hentes et helt andet sted end yderligere økonomisk forkælelse af børnefamilierne. Nemlig i den omstændighed at dårlig for-ældresamvittighed har vist sig utilstrækkelig som motivation til at få mor og far til at drosle ned på arbejdsmarkedet og dermed sikre, at Peter og Susanne ikke lever størstedelen af deres dagligdag på 'Blommestuen'. Derfor er løsningen heller ikke, at staten pumper endnu flere penge ud til børnefamilierne, men den stik modsatte: Økonomiske sanktioner, som vil hjælpe forældre til at lære at tage det kæmpeansvar på sig, som det er at have hånds- og halsret over små værgeløse væsener.
Recepten til gavn for erkendelse af pligter og ansvarlighed i forbindelse med de nye generationer lyder:
*De første to år af et barns liv er der ingen offentlige pasningstilbud. Hvilket er det samme som at afskaffe vuggestuerne. Normale børn under 24 måneder har ingen interesse i vuggestuer. De har brug for en tilstedeværende mor m/k, der er leveringsdygtig i ro, renlighed og regelmæssighed.
*Intet barn mellem to og seks år må være længere i institution end 30 timer om ugen. Timerne må gerne ligge i weekenden eller om natten, men loftet hedder 30 timer. Børn har godt af at være sammen med andre børn i leg og fælles socialisering, og de 30 timer vil give mor og far mulighed for at tage et deltidsjob.
*Børnepengene afskaffes de første to år af et barns liv.
Med disse rammer for samfundets bidrag til småbørnspasning, vil forældre in spe på ganske anden vis end i dag være pisket til seriøse overvejelser, om hvorvidt deres fuldtidsarbejdende liv og aktuelle høje levestandard nu også kan forenes med det job, det er at drage omsorg for et barn, og med de summer, arvingen koster. Og hvis svaret er: Ja, vi vil stadigvæk gerne have børn, så vil det deltidsarbejde, mor og/eller far bliver nødt til at vælge for at holde boldene i luften og lille Peter hjemme, være selve beviset på, at barneønsket er andet og mere end en reklamedrøm.

Barnets behov?
At få et barn er ikke en menneskeret. Tværtimod burde alle gode kræfter gøre op med egoistkonceptet: Nu sætter vi et barn i verden og planlægger, at de næste otte år (efter _ års barselsorlov + _ års forældreorlov) skal Peter være i henholdsvis vuggestue, børnehave og skole/fritidsordning fra sådan ca. 7.30-17 mandag-fredag. Mens far og mor kører fuldtidsjobs, så de kan få råd til både hus og bil og udenlandsrejser, og samtidig retfærdiggør det materielle ræs med 'barnets behov'.
Kommende og nuværende forældre skal igen og igen holdes fast på, at det er et arbejde at have børn, at det tager tid, og at to fuldtidsjobs, der strækker sig fra 8-17 incl. transport hver dag ikke kan forenes på forsvarlig måde med at levere Peter og Susanne opmærksomhed, kontakt, lektiehjælp og gradvis indføring i pligter. Fordi især det sidste til tider er ekstremt hårdt, er en del forældre også helt vilde med at overlade ansvaret til børneinstitutionerne og pædagogerne, til skolen og lærerne, til Lykketoft, til samfundet sådan i det hele taget. Nogen må gøre noget - bare ikke mig selv, for jeg har alt for travlt.

Ingen fortrydelsesret
Når børnene først er der, er der ingen fortrydelsesret. Ligesom man ikke kan investere i en Ferrari og så holde op med at betale afdrag, fordi man bliver træt af den eller går fallit, kan man ikke anskaffe sig forbrugsgodet Barn og så køre sur undervejs, fordi nyanskaffelsen kræver så frygtelig meget vedligeholdelse. Så regeringen kan ikke med sindsro overføre ressourcer fra folkeskole, gymnasier og højere læreanstalter til småbørnsområdet, som Ole Schouenborg ellers foreslår. Den kan tværtom med sindsro gøre småbørnsforældre begribeligt, at vi ikke kan både blæse og have mel i munden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu