Integrationsydelsen afspejler et markant træk ved den højt besungne velfærdsstat. Kun 'de rigtige danskere' kan få den fulde kontanthjælp, skriver formanden for Dansk Socialråd-giverforening der i disse dage afholder temadage om integration
Retfærd & Velfærd
Integration er hovedemnet, når 700 socialrådgivere i dag er samlet til Dansk Socialrådgiverforenings faglige træf, Socialrådgiverdage.
Siden foreningens repræsentantskab satte integrationsloven øverst på den politiske spiseseddel i december 1998 ved at true med at boykotte loven, har mange holdt sig til ved integrations-buffetten. Det har skabt en hidtil sjælden nuanceret debat mellem talrige grupper. Fra at handle om de 'skræmmende fremmede' har debatten udviklet sig og drejer sig nu om vores grundholdning til, hvordan vi vil behandle andre folkeslag i Danmark.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen har argumenteret for, at loven giver kommunerne redskaber, der integrerer flygtninge mere effektivt; et længere introduk-tionsforløb, mere danskundervisning, mere aktivering og et økonomisk incitament til at få sig et arbejde. Men der er et hår i den ellers velsmagende suppe.
En række organisationer har påpeget, at integrationslovens forbilledlige mål om, at nyankomne udlændinge skal kunne deltage på lige fod med andre borgere i alle dele af samfundslivet bliver umulig alene af den grund, at den 'lige fod' åbenbart ikke omfatter 'levefod'. Den lave introduktionsydelse var og er fortsat årsagen til, at integrationen humper.
Da Folketinget i sin tid vedtog en pakke love, der begrænsede adgangen for udlændinge eller stillede de nyankomne økonomisk ringere, var det fordi midterpartierne og særligt Socialdemokratiet var bange for, at vælgerne ville flygte over til det yderste højre.
En af årsagerne var en aggressiv og omdiskuteret kampagne i Ekstra Bladet, der spillede på kultur-invasion og 'de fremmedes' snylteri. Dens startskud var somalieren Ali, der havde to eks-koner og elleve børn i Danmark. Han blev udstillet som bigamist og kriminel, fordi de tre husholdninger (de to eks-koners og hans egen) samlet fik over 600.000 kr. i bistandshjælp. Det var for galt. Danskernes indre madgris blev til en svinehund, der skulle fodres.
Ville Ekstra Bladets læsere også have råbt 'bigami' og 'svindel', hvis han havde lignet danske morbror Knud, der også har et par forliste ægteskaber bag sig? Det er tvivlsom.
Historiens vinkel kendetegner mediernes hidtidige fokusering på flygtninge og indvandrere som et problem i samfundet. Debatten om 'integration af de fremmede' har været præget af den yderste højrefløjs bekymringer over, hvordan de fremmede kunne tilpasse sig danske forhold og dermed fjerne de generende forskelle. Ansvaret måtte alene ligge på deres skuldre, og en stram udlændingelovgivning og en lav introduktions-ydelse blev derfor prisen for vælgernes gunst.
Men diskussionen om lav ydelse eller ej har hvirvlet en langt mere omfattende debat op. Den handler om, hvad integrationen forudsætter i alle led af samfundslivet. Diskriminationen går langt ud over lovteksters grænser. Aviser og fagblade har bragt vidneudsagn om, hvor lukket det danske arbejdsmarked reelt er for dem, der ikke taler perfekt dansk eller blot ikke hedder Jensen eller Hansen.
Det underbygger PLS Consults' netop udkomne rapport, hvor forsøgskommunernes indsats med at integrere især bosniske flygtninge bliver vurderet. Arbejdsmarkedet er ikke så åbent og tolerant, som integrationsloven forudsætter: At aktivere etniske minoriteter drejer sig ikke om økonomi, men om hvorvidt hele samfundet er indstillet på at lukke dem ind - med eller uden tørklæder på.
Dybest set afspejler processen en tiltagende opsplittet og globaliseret national identitet. Typisk for enhver diskussion om udlændinge i Danmark er, at der straks bliver bragt artikelserier om, hvad det vil sige at være dansk. 'Danskhed' bliver til frikadeller, hygge og frisind i modsætning til halalslagtet, ghettoer og kvindeundertrykkelse. Netop dét, vi ikke er, gør os til dét, vi er: 'det danske samfund'. Et fællesskab, som andre ikke kan blive en del af. Denne sammenligning af arbejdskultur, beklædning og madpakke stiller spørgsmålet ved, hvad integration er?
Rapporten fra PLS Consult definerer integration som: "...at 'lukke flygtningene ind', så de kan blive aktive og deltagende medborgere i lokalsamfundene og i det danske samfund generelt". Den understreger, at alle borgeres "indflydelse på de beslutninger, der vedrører dem selv, er et af de fornemmeste principper i et demokratisk samfund".
Det er altså ikke at gøre folk til borgere at sætte dem i en ringere position end landets 'oprindelige' borgere hverken i kommunen, på arbejdspladsen eller i skolen. Det markerer kun, hvad der ikke hører til i den kulturelle selvforståelse.
Det træk kendetegner de nutidige europæiske velfærdsstater. De udstøder sociale grupper i deres misforståede forsøg på at markere en mere og mere flydende nationalstats homogene kulturelle identitet. Velfærd er blevet midlet, der afgrænser 'os' fra 'dem'. Men det var ikke pointen med velfærdsstaten: Den skulle sikre en social lighed, så alle havde muligheden for at fungere som borgere.
Når integrationsydelsen er mindre end kontanthjælpen, afspejler den derfor ikke vores højt besungne velfærdsstat. Den markerer en grænse: Kun 'rigtige danskere' kan få den fulde andel af de ydelser, som vi i øvrigt anser for at være minimum for at kunne fungere i samfundet.
Kommunernes Landsforening, der har det praktiske arbejde med loven, melder, at ikke-integrerede ikke gøres til borgere uden lighed. De gøres i stedet til afhængige klienter, der bliver tvunget til at søge hjælp til de mindste dagligdags behov. Det er uværdigt og undergraver den selvstændighed, som loven burde opbygge eller støtte.
Samtidig beskylder biskop Kjeld Holm, formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling, integra-
tionsdebatten for at ignorere, at etnisk diskrimination findes i daglige rutiner. Den findes i tilsyneladende neutrale love og vanetænkning om, hvordan de etniske mi-noriteter er, og hvad de kan. Når diskrimination gennemsyrer samfundet, gøres reel integration umulig.
Flere sager har sat spørgsmålstegn ved, om det er flygtninges og indvandreres kultur, der blokerer for, at vi kan have et samfund, hvor alle deltager på lige vilkår. Eller om også det danske samfund og dets lovgivning må påtage sig skylden for, at gruppen rent faktisk ikke accepteres som ligeværdig. Er udlændingeloven for umenneskelig? Og skal kommunale madpakker indeholde frikadeller?
Integrationsspørgsmålet bør betragtes som en to-vejsproces og ikke som et privat omskolings- og opkvalificerings-projekt for de mennesker, der er kommet hertil. At Amra fra Iran lærer dansk og smider tørklædet, gør det ikke alene. Hvis hun skal integreres som borger, skal arbejdspladser ansætte hende; naboer skal byde på kaffe over hækken; udlejere skal leje hende et værelse osv.
Det er positivt for den politiske proces - med Brøndbys borgmesters som en uværdig undtagelse - at kommuner, forskere, religiøse ledere, supermarkedskæder og 'almindelige' borgere på tværs af sektorer og traditionelle alliancer diskuterer, hvilket fællesskab 'vi' har, og på hvilke betingelser 'vi' kan åbne det for andre.
Debatten signalerer, at det politiske niveau nu skal vise, om de mener integrationen alvorligt. 70 borgmestre viste det for en god uge siden, da de protesterede mod integrationsydelsen, bakket op af Det Radikale Venstres bagland og CD. De venter kun på, at regeringen stiller et forslag mod ydelsen, eller at FN udtaler sig kritisk. Men de behøver ikke vente; de politiske forudsætninger for at ændre loven - erfaring i praksis og en sund eftertanke - er her jo allerede.
Små ting skiller en succesfuld integration fra en mislykket. I Danmark er det introduk-
tionsydelsen. Mange forskellige samfundsaktører udtrykker politisk vilje til at se på integrationen fra flere vinkler. Det er forudsætningen for et vellykket samarbejde og må følges op med politisk handling.
Regering og folketing virker nu enige i, at integrationsprocessen er for vigtig til at tabe på gulvet ud fra et økonomisk hensyn, der undergraver en ellers god og praktisk lov. Når loven hurtigst muligt evalueres, er Dansk Socialrådgiverforening derfor overbeviste om, at folketinget fjerner det klientgørende hår i suppen.
Anne Worning er formand for Dansk Socialrådgiverforening
Kilder:
*Nævnet for Etnisk Ligestilling: Årsberetning 1998.
*Walther Lorenz: Upubliceret oplæg på Socialrådgiverdage. 1999.
*PLS Consult: Den kommunale integrationsindsats - evalueringsrapport, 1999.
*Peter Hervik: Den generende forskellighed, 1999.
