Kronik

Hjerner i et kar

Debat
10. september 1999

Filmen The Matrix er en moderne udgave af Descartes' tankeeksperiment, om kroppen kan adskilles fra sjælen

Det virtuelle rumOver sommeren har der gået en populær - og filosofisk set interessant - film i de danske biografer. Den hedder The Matrix. De filosofiske spørgsmål er ikke det direkte tema for filmen, men udgør en ramme eller baggrund for en typisk actionfilm med karate og masser af tjubang.
I korthed er handlingen den, at engang i fremtiden udvikler menneskene maskiner med bevidsthed, som sidenhen overtager magten, og reducerer menneskene til biologiske batterier, der leverer 'livsnødvendig' energi til maskinerne. Menneskene dyrkes i denne fremtidsverden af maskinerne i en slags produktionshaller, hvor deres kroppe befinder sig i hvert sit kar der indeholder næringsvæsker, så kroppen kan leve. Yderligere er kroppene så tilsluttet en supercomputer - Matrix - der, via kabler til hoved og kroppen tilfører disse kroppe oplevelsen af at leve i dén virkelige verden, som vi lever i - dvs. verden anno cirka 2000.
Selve computerprogrammet er særligt avanceret. Via kabler leverer det kroppen oplevelsen af en virkelig verden med bygninger og andre mennesker fuldstændig identisk med den verden, vi tror vi lever i. Samtidig kan den krop, der ligger i karret, overføre sin vilje til computeren således, at det ikke er computerprogrammet, der bestemmer, men er et resultat af den enkeltes viljesakt.
Startbetingelserne for denne kunstige verden er oprindeligt skabt af de 'onde' maskiner, men er nu blevet et resultat af de beslutninger, der foretages af de fysiske hjerner i karret. Dette er filmens skrækscenario og det lidt uhyggelige spørgsmål er naturligvis, om vores bevidsthed allerede nu lever i en sådan kunstig verden, mens vores kroppe befinder sig i et kar, hvor de fungerer som et simpelt batteri til en maskine.
De fleste oplever The Matrix som en science fiction-film, men faktisk populariserer den erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstillinger, som har været diskuteret siden antikken. Det direkte forlæg til filmen stammer fra René Descartes, der i midten af 1600-tallet undersøger, hvor langt hans tvivlen på verden kan række. Han når frem til, at en ond dæmon har manipuleret så meget med ham, at han faktisk ligger i sin seng og drømmer, at han sidder i sin stol og tvivler. Descartes måtte appellere til eksistensen af den gode Gud for at komme sin radikale tvivl til livs. Den moderne udgave af Descartes drømmeargument kaldes for 'hjerner i et kar', og The Matrix udvikler et detaljeret og pædagogisk eksempel på dette argument.
Er scenariet kun tænkeligt på baggrund af en misforstået opfattelse af, hvad bevidsthed er, og en misforstået opfattelse af relationen mellem bevidstheden og hjernen/kroppen? En opfattelse som bl.a. inkluderer den udbredte antagelse, at hjernen/bevidstheden ikke er andet end en avanceret computer, som vi med tiden kan skabe kunstigt?

Når jeg sidder ved min pc og skriver, er det klart, at det ikke er mine fingre, der oplever berørelsen af tastaturet. Det er ikke mit øje, der ser skærmen eller mine trommehinder, der hører en summen. Disse er blot sanseapparater, der formidler nogle signaler videre til min hjerne sådan, at jeg får en oplevelse af, at "jeg sidder ved min pc og skriver en kronik". Hvis jeg kan modtage disse signaler uden brug af fingre, øjne og ører vil jeg stadigvæk opleve "jeg sidder ved min pc og skriver en kronik". At det forholder sig sådan forekommer indlysende for de fleste. De fleste vil nok også finde det indlysende, at når jeg oplever, jeg sidder ved min pc, er det fordi, jeg faktisk gør det. Havde pc'en ikke været tilstede forud for mine oplevelse af den, ville jeg ikke have oplevet den som en genstand, der findes, også når jeg ikke er opmærksom på den.
Nu er vi havnet i et ejendommeligt afhængighedsforhold. Jeg kan åbenbart ikke hævde eksistensen af pc'en, hvis jeg ikke havde oplevelsen af den. Og jeg kan ikke have oplevelsen af den, hvis den ikke eksisterer forud for min oplevelse af den.
Den afgørende påstand i The Matrix er nu, at der ikke eksisterer et nødvendigt forhold mellem det at opleve eksistensen af pc'en og det, at den eksisterer forud for min oplevelse. Filmens påstand er præcist, at pc'ens eksistens forud for oplevelse kan erstattes af en situation, hvor pc'ens af mig uafhængige eksistens etableres via en kunstig form for oplevelse. Mange vil måske mene, at dette ikke er umuligt. Hvis man f.eks. har voldsom delirium, siges det, at man kan se lyserøde elefanter.
Det interessante spørgsmål er imidlertid, om man kan opleve de forskellige genstande som uafhængigt eksisterende, hvis man faktisk aldrig har haft anden omgang med tingene end blot oplevelsen af dem? Er det således, at der er en kvalitativ forskel på at se en virkelig pc og at opleve en computerskabt pc? En forskel der ikke kan overskrides, men fordi vi drømmer, tager fejl etc. og masser af gange oplever virkeligheden anderledes end den er ved nærmere eftersyn, er vi ikke opmærksomme på forskellen mellem disse to situationer og laver tankeeksperimenter, som først efter nærmere eftertanke indses at være umulige.

I filmens scenario befinder jeg mig altså i et kar i år 2100, men oplever, at jeg befinder mig i den verden, der eksisterede i år 2000. I år 2100 er jeg resultat af en kunstig befrugtning, og min krop vokser i en slags livmoder (kar), hvor jeg befinder mig indtil jeg dør. Jeg kan ikke leve i den kunstige verden, hvis jeg ikke havde min krop og hjerne i karet. Det er min hjerne i karret, der oplever min væren i den kunstige verden.
Dyrker jeg motion i den kunstige verden, vil jeg føle træthed, men i karret dyrker jeg ikke motion, så det er ikke min krop i karret, der er træt, men det er min oplevelse af en krop, der er træt. Der er ikke nogen nødvendig forbindelse mellem min krop i karet, og min væren i den kunstige verden.
Er min hjerne i karret nu en del af min krop, eller er den noget mere? Hvor går grænsen mellem min krop og min hjerne? Ligesom min lever fungerer på en særlig fysisk måde, fungerer min hjerne på en særlig fysisk måde, men får jeg en kunstig lever i den kunstige verden, sker der ikke noget med min lever i karret. Det er åbenbart kun visse egenskaber i min hjerne i karret, der er nødvendige for scenariet
Jeg ved ikke, hvad en nyfødt kan registrere - måske forskellen på lys og mørke. Men hvad med den nyfødte i karret? Hvad er forskellen på at befinde sig i mørke og at opleve mørke? Kan man opleve mørke, hvis man ikke befinder sig i mørke? Oplever den blinde mørke?
En nyfødt bliver på et tidspunkt i stand til f.eks. at reagere på sin mors tilstedeværelse, men har antagelig ikke nogen oplevelse af rumlige forhold, dvs. hvorledes moderen er placeret i forhold til andre genstande. Dette lærer barnet med tiden, fordi det befinder sig i rumlige relationer, men hvordan skal man bibringe en hjerne en oplevelse af rumlige forhold, hvis den aldrig har haft dem? Hvordan bærer min hjerne sig ad med at forbinde oplevelsen af en krop med oplevelsen af dens relation til andre genstande, således at man kan sige "jeg (min krop) går til højre henne ved hjørnet"? Hvordan kommer denne proces overhovedet i gang? Hvordan kan jeg opleve min krop som min krop, hvis jeg ikke på forhånd har den.

Et klassisk svar, som også er filmens svar, er, at der på forhånd befinder sig et 'jeg' i min hjerne, som blot skal påvirkes på den rigtige måde for at opleve virkeligheden som virkelig. Dette kan imidlertid kun lade sig gøre, hvis man allerede tænker dette 'jeg' på to uforenelige måder. Den naturlige måde, dvs. den kropslige oplevelse af at befinde sig i en virkelig verden, og den særlige åndelig substans.
Et sådant 'jeg' er imidlertid ikke givet på forhånd, men er parasitært på den naturlige måde. Scenariet i The Matrix kan derfor kun lade sig gøre på baggrund af denne metafysiske antagelse af et ikke kropsligt 'jeg'. Filmens paradoks består derfor i påstanden om, at jeg både er min krop samtidig med, at jeg oplever den. Altså både en nødvendig forbindelse og en tilfældig forbindelse mellem kroppen/verden og min bevidsthed om den.

Ib Nyhus er magister i filosofi

Apropos - Krop og bevidsthed
The Matrix er solidt forankret i Descartes 'cogito ergo sum' (jeg tænker altså er jeg), og giver et usammenhængende svar på det problem, der også var Descartes', nemlig at når jeg først i tanken har adskilt kroppen og bevidstheden, hvordan får jeg så etableret en ikke tilfældig forbindelse mellem dem igen? Et andet klassisk svar er, at hvis der er en nødvendig forbindelse mellem bevidstheden og kroppen, så er bevidstheden identisk med kropslige tilstande. Enhver viljesakt eller jeg-oplevelse kan beskrives og forklares med biofysiske begreber. Det har den uhyggelige konsekvens, at jeg ikke er andet end en avanceret mekanisme, som jeg kun oplever som noget andet, fordi jeg ikke har ordentligt overblik over den.
Jeg kan spise, fordi jeg er sulten, men jeg kan også lade være, fordi jeg vil slanke mig. Jeg kan tro på reinkarnation, eller jeg kan melde mig ind i folkekirken. Er disse beslutninger forårsaget af bio-kemiske processer? Ja, hvis de overhovet er noget. På den anden side kan jeg også hævde, at mine beslutninger er årsager til biokemiske processer. Der sker noget i min hjerne, hvis jeg tror på reinkarnation og der sker noget andet, hvis jeg tror på Gud. I dette tilfælde er min bevidsthed/vilje tilsyneladende givet forud for min kropslige tilstand. Her er vi igen havnet i en ejendommelig paradoksal situation. Hvad skal jeg nu vælge?
Situationen er nu ikke så ejendommelig endda. I starten af dette århundrede formulerede Niels Bohr en tilsvarende situation i fysikken, hvor to beskrivelser, som gensidigt udelukkede hinanden, var nødvendige i beskrivelsen af kvantefysiske fænomener, den såkaldte komplementaritetsteori.
Skal jeg forsøge at svare på dette sidste paradoks vil det være, at fysikken, biologien og kemien ikke er skabt med henblik på at beskrive verden, som den er, men på at håndtere praktiske problemer. Biokemi er ikke skabt for at besvare spørgsmål om viljens frihed. Det er kun, når vi tror, at f.eks. biokemi ikke blot besvarer praktiske spørgsmål, men også ontologiske spørgsmål om virkelighedens fundamentale beskaffenhed, at vi narres til at stille spørgsmål, som biokemien aldrig vil kunne besvare.
in

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her