Kronik

Højskolen opdrager til fællesskab

Debat
6. september 1999

I egoismens tidsalder står den grundtvigianske højskole fast på sine oprindelige budskaber om fællesskab og oplysning

Historisk set
Ry Højskoles foredragssal er fyldt til bristepunktet. Side om side sidder de stolte bønderkarle, de fleste med rank ryg og armene over kors. De lytter opmærksomt og videbegærligt på den talestrøm, der udgår fra forstanderens mund. Vi er i slutningen af 1800-tallet, og som en naturlig del af tilværelsen for datidens danske landbokultur har disse unge landmænd valgt at bruge en del af deres hårdtoptjente penge på at blive lidt visere.
Grundtvigs drøm om et folke-universitet på Sorø Akademi blev aldrig til noget, men hans tanker førte i 1844 til den første højskole i Rødding. Mange fulgte efter, og i Ry blev byens forsamlingshus i 1892 grundlagt som højskole af Helge Hostrup søn af digterpræsten Jens Christian Hostrup.
Idealet i Ry var som på andre af datidens højskoler folkeoplysning udfra en Grundtvig-Koldsk model. Da folkeoplysningen primært var rettet imod den del af befolkningen, der havde haft de dårligste vilkår for uddannelse, og da Danmark stadig var et landbrugsland oversået med gårde og mindre husmandssteder, blev det primære klientel hentet fra landbruget.
Men tiden går. Vi er tilbage i skolens foredragssal, der nu 100 år efter er knap så fyldt. Der holdes stadig foredrag. Bagerst i salen sidder et par elever med lukkede øjne, ja man skulle næsten tro, de sov. Henslængt og afslappet forsøger de at samle koncentrationen omkring det levende ord, der i dag tilfældigvis handler om Grundtvig.
Det er en af skolens tidligere forstandere, der fører ordet, og det er ikke fordi han er ueffen eller kedelig at høre på. Tværtimod. Der brænder en ild, det hører og mærker man.
"Man skal oplive til at oplyse," er et af de citater fra Grundtvig, som burde være en evig rettesnor for enhver, der brænder for at undervise, men kan det overhovedet lade sig gøre overfor unge i dag?

Det er ikke længere karle, der sidder der på stolerækkerne. Eleverne i foredragssalen har her i slutningen af 90'erne næsten alle gået på gymnasiet. De er veloplyste unge, piger og drenge, mænd og kvinder mellem hinanden. Efter 12-13 års skolegang ved de mere end tidligere generationers unge. Alligevel har de frivilligt valgt at tage et højskoleophold.
Men hvad får dem til at bruge op til et år og omkring 17.000 kr. på noget så 'utidssvarende og samfundsunyttigt som at gå på Højskole'?
Den grundtvigske højskole er stadig funderet i et oplysningsprojekt. Men har de unge brug for den oplysning? Nej, det har de ikke, i hvert fald ikke i traditionel forstand.
Men de har brug for noget andet, som de til gengæld havde nok af i gammel tid. Fællesskab og ansvar for andres liv og færden. Og det er netop højskolens projekt.
De unge ved det måske ikke når de starter, men de finder ud af det efter endt 'værnepligt'. Det står bl.a. at læse i en rapport udarbejdet af Ry Højskole i juni, hvor 300 elever fra forskellige højskoler giver det næsten samstemmige udtryk, at opholdet på en højskole har været en positiv social oplevelse. Som en udtrykte det:
"Jeg har blandt andet lært, at glæde ikke nødvendigvis hænger sammen med personlig, egocentreret udvikling og selvrealisering, men at den oftest opstår i nært samspil med andre mennesker! Samarbejde fremfor konkurrence ".
Eller en anden:
"En ting er, at jeg fik nogle faglige kompetencer, som jeg stadig lever på i dag. Men det vigtigste er de sociale kompetencer. Det er umuligt at udpinde, men de kan beskrives ved det forhold, at der for mig findes et altafgørende før og efter højskoleopholdet. Hele min livshorisont blev omorganiseret til større vitalitet.
Overfor disse oplevelser står den kommentar, der oftest høres blandt uvidende unge når snakken går om højskole. "Nej, det er ikke noget for mig, det er alt for socialt!"

Vore tanker og handlinger er i dag præget af snæversyn og intolerance. Vi kredser rundtossede rundt, og bliver først klogere, når karrusellen sætter farten ned omkring pensionsalderen. I dag er fællesskab et slemt fyord. Individualismen, karrieren og det at være sin egen lykkes guld-smed har sejret i det robotiserede samfund. Det er blevet undskyldningen for ikke at føle og følge fællesskabet stemme. Hvordan vil det blive i fremtiden, og hvordan ser det ud nu?
Finn Thorbjørn Hansen anvender begrebet 'turisten' i sin bog Kunsten at navigere i kaos. Her beskriver han den identitetsløse postmodernist, der uden holdepunkter i tilværelsen svæver uforpligtende rundt og reflekterer over sig selv som sin egen skaber. Turisten står aldrig stille. Han er altid i bevægelse og på vej frem.
Han er et resultat af samfundet og fuldkommen mekaniseret. Evnen til at stå stille og reflektere over nuet og tilværelsen er ikke en kompetence. For det sætter samfundet i stå, og det moderne samfund er altid i udvikling. Vi er indfanget af maskineriet og vores egen grådighed.

Højskoleverden! Smag på ordet med dine tanker, kryder det efter behag med din oplevelse af det, men pas på ikke at komme for mange fordomme i. Det gør smagen bitter. Prøv at skille ordet i to, højskole og verden, så har du faktisk en opskrift på, hvad det handler om. Du viser mig din verden, og jeg viser dig min. Sammen oplever vi det omkringliggende.
Men højskolen er i en verden, hvor der ikke er plads til en institution, der hviler på frihed og fællesskab. Statens fastlåste logik er påhæftet regler og styres af snæversynede embedsmænd, der i hvert fald ikke har været på højskole.
At grunden til højskolens problemer nok ikke udelukkende ligger i faldende elevtal, men i lige så høj grad i en værdiforringelse af hele vort samfund, er efterhånden en sandhed, som der ikke bliver sået tvivl om, snarere tværtimod. Man søger igen at finde forklaringer i tidens narcissistiske trends og overfladekultur. Og, som før nævnt, er vejen banet for de højskoler, der ønsker at følge denne trend.
Samtidig mener samfundet, at jo før man kommer i gang med en uddannelse, jo bedre. Hvis det går ud over højskolen, er det bare ærgerligt. De må indordne sig under tiden.
Hvad gør man i dag, hvis man synes, at der er noget råddent i staten Danmark? Ytre sig om dette personlige emne kan man jo ikke, med mindre man er iført styrthjelm og skinnebensbeskyttere. Egoistens urørlighedszone er yderst følsom i disse tider. Træder man ham og hans selv-fokus for nær, så falder hammeren i en verbal ordstrøm.
"Provokationen er død", sagde en studiekammerat til mig på lærerseminariet i Århus.
"Vil man noget i dag, så skal man forblinde æslet og kun vise det guleroden. Man skal have demagogiske evner og en veludviklet psykologisk indsigt for at forføre sin næste."
Jeg må give ham ret og så håbe på, at vi i vores selvcentrerede verdensbillede faktisk tager stilling til andet end egen vinding, og at vi er i stand til at gennemskue forføreren.
Samfundet er underlagt mekanismer, der ensretter og målretter. Vi skal være konkurrencedygtige. Men vi er godt på vej til at glemme, hvordan det er gået tidligere i historien, når magten bliver usynliggjort og menneskets evne til at trænge igennem bliver umulig.
Menneskelige argumenter, in-tuition og bløde værdier er ilde hørt. I dagens Danmark står højskolen som modpol til alt dette målrettede. Det er en verden i verden, som kæmper en sej kamp i en identitetsløs tid.
Inde i foredragssalen er talestrømmen tilendebragt. Eleverne letter sig fra stolene. Et par af dem iler begejstrede op til foredragsholderen. Det er altid de samme to. De øvrige trisser søvnige ud. Det er spisetid! Har de overhovedet hørt efter? Hører nogen overhovedet efter?
"Vi er kun til i kraft af hinanden. Og mens vi er til, holder vi en lille del af vores næstes skæbne i vore hænder".
(Løgstrup).

*Jesper Øland er lærerstuderende og bestyrelsesmedlem i Ry Højskoles elevforening.

Apropos - Populærkulturen er ved at overtage højskolerne
Den 29. juli afholdt Ry Højskole Politisk Forum for andet år i træk. Kurset er ikke godkendt af staten, fordi det varer for kort tid. Indholdet derimod er skabt udfra en traditionel grundtvigiansk tanke om, at almuen møder eliten til diskussion og samtale på tværs af alder og profession. Emnet er menneskerettigheder, og på tre til fire dage skal publikum forsøge at svare på, om man kan forsvare menneskerettighederne i praksis. Udgangspunktet er seriøst og meget bredt. Faktisk har mange studerende valgt at bruge en del af deres SU og sommerferie på kurset, fordi de kan anvende det i forbindelse med deres studier. Alligevel er det ikke berettiget til støtte. Men skidt med det, vi laver det alligevel. Og der skal jo være regler! Så man ikke risikerer, at alle bare kan slå sig ned og kalde sig for højskole. Det kan i den henseende godt undre én, at andre såkaldte højskoler lancerer kurser, der varer længe nok, men som til gengæld udelukkende appellerer til den tiltagende narcissistiske kultur, hvor der fokuseres på krop og udseende, overflade og hvem der er bedst til hvad. I populærkulturens navn har de gjort deres indtog, disse højskoler, og overtager efterhånden hele gadebilledet. Er vi nået dertil, hvor vi må overgive os til det populære og bare flyde med?
jy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her